Forbyd så halvmånen!

Tilsvarende er det ved at vokse til et dogme, selv blandt intellektuelle, at kristendommen er demokratisk i sit væsen (smigrende for kirken med denne nye vinkel på kristendommen – hvor islam så bliver en nyttig skurk for både troende og humanister). Men heller ikke den holder. Siden den politiske alliance mellem kirken og kejser Konstantin i 4. århundrede – og kirkens monopol (uden religionsfrihed!) under Theodosius i 392 – var kristendommen ret så politisk hele middelalderen igennem.

Sørlander vil gerne hævde protestantismens sekularisme; men hvor meget Luther end adskilte politik og religion, så koblede den danske enevælde dem igen, så man næsten kan tale om en kristen sharia.

Vi skal helt frem til Grundloven og nutidens protestantiske udlægninger af kristendommen for overhovedet at tale om et kristent, demokratisk sindelag. Vilhelm Beck advarede således de troende mod at bruge deres nye stemmeret, fordi kun Guds Rige var vigtigt, ikke denne verden. Kirken har da traditionelt bekæmpet humanisme, oplysning og demokrati frem til nyeste tid: Kopernikus, Spinoza og Darwin. Hvorfor glemmer man pludselig det?

Når Europa har demokratier, hænger det ikke nødvendigvis sammen med kristendommen. Snarere skyldes det andre kulturelle indflydelser som oldtidens græske filosofi, der grundlagde demokratiet (før kristendommen!), renæssancens frihedssyn – og bogtrykkerier uden for kirkens rækkevidde! Oplysningsfilosofien var i direkte strid med kirken, og en række folkelige bevægelser insisterede på medbestemmelse: arbejdere, tyende og kvinder.

Det er først i dag, man pludselig kan få øje på demokratiet som et "kristent" kulturprodukt – og så i modsætning til islam. Det ville være rart med en kyndig fag- eller idéhistorikers bud på kristendommens faktiske forhold til demokratiet gennem tiderne – i stedet for de teologiske ønsketænkeres omklamring af demokratiet.

For selvom Muhammed klart er mere "politisk" i sin statur, end Jesus var, så har kristendommen i tidens løb bedrevet mindst lige så meget politik i Jesu navn, som islam har i Allahs.

Så religioners politiske – og demokratiske – udfoldelse har åbenbart ikke så meget at gøre med deres "væsen" som med, hvad mennesker finder på at bruge dem til. Derfor kan islam sandsynligvis afpolitiseres, som kristendommen blev det. Og at ville mistænkeliggøre over 200.000 danske muslimer som uhelbredelige modstandere af demokratiet nærmer sig kulturracisme.

Nu tilbage til de stakkels, smukke minareter: Hvad har de med politik at gøre? Jo, for Krarup er "en minaret ikke et udtryk for en religion, men for et politisk ønske om at manifestere en magt, der er størst, højest og hævet over Europas kristne kirketårne" – altså et politisk og religiøst babelstårn (Nordjyske Stiftstidende, den 18. december 2009).

Magtmotivet går igen i filosoffen Sørlanders forsvar for rationaliteten i sit brud på religionsfriheden: at "der her er tale om et meget snævrere forbud mod at udøve islam gennem bygning af socialt dominerende minareter". Nok er minareter høje og slanke, men kan man overhovedet kalde dem "socialt dominerende" – mere end kirketårne? Det lyder dybt irrationelt. Men skulle nogen finde på at sammenligne dem med "kristne kirketårne", så er det dig, der er "dybt irrationel", fordi du ikke forstår, at minareter og kirker står for "radikalt forskellige værdier".

Det fører os frem til minareterne som symbol. Et symbol er et "tegn, der står for noget andet" (Politikens Filosofi Leksikon). En minaret er altså nok en bygning. Men den er primært et tegn på islam. Ligesom et kirketårn kan dette så forstås positivt: Gretty Mirdal skriver således i sin kronik i Politiken den 18. december 2009: "Minaretens fallossymbolik er indlysende: Det rejser sig mod himlen, mandigt og magtfuldt, og åbenbarer – i øvrigt ligesom kirketårnet – både Guds almægtighed og stolte mænds økonomiske og fysiske formåen".

I Mirdals øjne symboliserer de faktisk det samme. Men for Krarup er minareter symboler på en ideologi – og kirketårne på en religion. Hvem har så ret? Spørgsmålet er ikke ligegyldigt: Hos Mirdal betyder tolkningen en tilnærmelse mellem islam og kristendom, hos Krarup en afstand.

Nu kunne det være nærliggende at spørge muslimer selv. Men for dem har minareten overhovedet ikke nogen særlig symbolværdi. Mirdal skriver herom: "Bortset fra kald til bøn har minareter ingen religiøs funktion. Mange steder i muslimske storbyer er det muezzinen, der kalder til bøn, erstattet af kæmpe højttalere, som sættes op på moskeens tag. Minareten er til pynt.". Jeg erindrer her om, at minareter – både i Schweiz og eventuelt i Danmark – ikke må kalde til bøn, men kun stå der og se ud! Der er altså kun symbolværdien tilbage. Og hvem bestemmer den?

Det er faktisk et filosofisk problem, der efterhånden trænger sig på i debatten om islam. Når Krarup og Sørlander gør minareter til ideologi, siger det kun noget om deres private associationer ved islams høje, smalle tårne – men intet om islam selv. Først når de kristne vil til at forbyde minareterne, begynder de at symbolisere noget for muslimerne selv – og så opstår "kampen" mellem muslimer og kristne.

Altså ville det være rart, om begrebet "symbol" blev taget under behandling af en kyndig filosof, der gider offentlige debatter (der må da være andre end Sørlander?). Er et symbol kun det, vi selv lægger i det? For så har Krarup ret. Men så har de arabere også ret, som mener, at Muhammed-tegningerne er blasfemi. Eller har de, som skaber og bruger symbolet, en vis ret til at bestemme, hvad det symboliserer? For så må vi spørge os for, inden vi forbyder dem.

Jeg tror, vi gør alle en tjeneste ved at bremse op for islam-forskrækkelsen. Islam er kommet for at blive, og som religion må den have lov at bestå med ejendomsret til sine egne symboler, både tørklæde, moské og minareter. Vil man anfægte dem, må man danne klubber af "mislamister" (sjovere ord end "islamofober"). Og når mislamisterne går aftentur, bør de så undgå halvmånen – for ellers får de nok endnu flere paranoide fornemmelser: Halvmånen symboliserer jo, at Allah er ved at overtage nattehimlen. Så forbyd halvmånen!

Jesper Kallesøe er lektor i religion og filosofi ved Nørre Nissum Seminarium