Vestens demokrati er det eneste, vi har

Når det sidst endte med en islamisk revolution, hænger det sammen med, som Daryush Shayegan også tidligere har beskrevet, at datidens intellektuelle ikke formåede at udgøre et alternativ til ayatollah Khomeini og hans tilhængere. De intellektuelle var for opslugt af Vestens idéer til at blive accepteret af den brede befolkning, som fandt det naturligt at udvide modstanden mod shahen til også at gælde dennes forbundsfælle, USA, og dermed de vestlige lande som sådan.

– I 1970?erne var det idéen om at finde landets sande kulturelle identitet, der dominerede i Iran. Alle talte om at vende tilbage til deres rødder. Det levnede ingen plads til et demokrati baseret på vestlige værdier, forklarer han.

Den situation har ændret sig. I dag ser flertallet af iranerne ingen modsætning mellem det vestlige demokrati og deres egen kultur og religion. Tværtimod er det en udbredt opfattelse, at det, Iran har brug for, er et demokrati, som det kendes fra Vesten, bygget op om de borgerlige frihedsrettigheder og en tredeling af magten. Det er ikke ensbetydende med, at iranerne afviser islam, men de er færdige med det islamiske styre.

– Iranerne er troende muslimer, og de vil bevare deres religion. Men den skal være et personligt anliggende, siger Daryush Shayegan.

– Dertil kommer, at Vesten ikke længere ses som et onde fra befolkningens side, selvom regimet gør, hvad det kan for at holde liv i skræmmebilledet. Måske netop derfor er befolkningen pro-vestlig. Jeg er overbevist om, at hvis der var folkeafstemning i morgen om, hvorvidt Iran skulle oprette diplomatiske forbindelser med USA, ville 85 procent af befolkningen stemme for, siger han.

At så kætterske tanker har kunnet fødes og vinde udbredelse i et system, hvor Vogternes Råd har ligget som en tung dyne over alle beslutninger og alt offentligt samfundsliv, er efter Daryush Shayegans mening blot beviset på, at indoktrineringen ikke har virket.

– Jo mere, man har prøvet at påvirke og undertrykke, jo stærkere er modstanden blevet. Den iranske befolkning er som en krop, der ikke vil acceptere et transplanteret organ. Den ender med at udstøde det, siger han.

Daryush Shayegan er derfor også sikker på, at udviklingen i Iran ender med præstestyrets fald. Men hvor hurtigt det vil gå, tør han ikke spå om. Med en af sine mange henvisninger til citater af den afdøde britiske premierminister Winston Churchill smiler han afværgende:

– Dette er ikke enden. Det er ikke engang begyndelsen på enden. Men det er, måske, enden på begyndelsen, siger han.

Personligt forstår han ikke, hvorfor den nuværende regering ikke forsøger at forhandle med oppositionen i et forsøg på at dulme oprøret – på den anden side, ville det formentlig ikke gøre nogen forskel i det lange løb.

– Uanset, hvad styret gør, er det færdigt. Hvis det forhandler, vil den ene reform føre den anden med sig, og de gamle magthavere vil miste deres autoritet. Hvis det ikke forhandler, vil det blot blive væltet mere brat, siger Daryush Shayegan.

Og religionen må vige fra det politiske liv, hvis Iran skal have demokrati. I Daryush Shayegans optik er der ikke plads til en mellemløsning, hvor præstestyret indfører demokratiske reformer, men bibeholder islam som ramme om det politiske liv. Et islamisk, eller for den sags skyld et religiøst, demokrati gives ikke, mener han.

– Et islamisk demokrati er umuligt. Et demokrati må nødvendigvis være sekulært, hvis det skal garantere borgerne deres frihed. Religionen er nødt til at blive privatiseret. Vi kan kun leve i et sekulært samfund. Så kan vi være, som vi vil, i vore hoveder.

Set med hans øjne er det vigtigste en tredeling af magten, herunder et stærkt og uafhængigt retssystem. Kun et virkeligt uafhængigt retssystem kan garantere borgernes frihed og rettigheder.

Noget andet er, at religionen under alle omstændigheder ender med at sekularisere sig selv, når den træder ind i det politiske system. Ifølge Daryush Shayegan falder religionen i fornuftens fælde og i forsøget på at spiritualisere verden, ender den i stedet med at sekularisere sig selv. Den politiske magt korrumperer så at sige religionen og trækker åndeligheden ud af den. Derfor advarer mange højtstående teologer også mod at blande religion og politik, hvilket også var tilfældet i Iran før den islamiske revolution.

– Den islamiske revolution er ikke et barn af den shiamuslimske tradition. Det er en ny opfindelse, som er mislykkedes, siger Daryush Shayegan.

Derfor ser han kun en mulighed for Iran, og det er at skele til de vestlige landes politiske systemer. Det er dér, opskriften på demokrati skal findes, fastslår han.

– Irans model skal være en vestlig model. Der er ikke andre. Alle de demokratiske institutioner, vi kender, er vestlige. De kan have lidt forskellige udtryk – Frankrig, Storbritannien – men de er vestlige.

Han peger på, at demokratiet er resultatet af århundreder lang historisk udvikling gennem renæssance, reformation og oplysningstid, som fandt sted i Vesten, mens Asien og Mellemøsten "holdt ferie fra historien". Den vestlige model er ikke perfekt, men hverken Iran eller andre lande, der stræber efter reformer, har tid til at vente på, at de selv gennemlever de samme udviklingsfaser.

– Vi må tage den model, der er. Selvom det – igen med Churchills ord – "er blevet sagt, at demokrati er den værste styreform med und-tagelse af alle de andre, som er prøvet".

Mens Daryush Shayegan er overbevist om, at Iran er ved at "lukke kapitlet om den islamiske revolu-tion", ser han dog ikke samme pres for reformer i resten af Mellemøsten. Ikke at befolkningerne ikke ønsker det, men modstanden er ikke så formuleret og stærk som i Iran.

For de øvrige mellemøstlige lande gælder det i højere grad, at de er fanget i det, han kalder, "kulturel skizofreni" mellem en glorificering af deres historiske tradition og det faktum, at det er Vesten, der i dag har førerstillingen. Demokrati vil det dog ende med, før eller siden, mener Daryush Shayegan. Formentlig med Iran som det første eksempel.

– Når det islamiske regime vælter i Iran, vil vi se det sekulære demokrati sprede sig som en epidemi. Demokrati er historisk uomgængelig. Også uden for Mellemøsten. I Kina for eksempel. Verden hænger sammen nu. Vi har kun en civilisation.

upoulsen@kristeligt-dagblad.dk