Når alderen trykker. Kirken må finde værdige løsninger

JEG ER IKKE PRÆST – ENDNU! Men jeg kunne da godt forestille mig, at nogle præster frygter og måske også til daglig skal leve med affældige menighedsråd.

Vi skal jo leve med hinanden i dette liv. Om det skal være tåleligt, må vi kunne tale sammen – også om det svære, om det én part i en sag måske ikke vil eller kan indse, når sygdom eller manglede fysisk eller mental førlighed ikke længere er til stede, når motivationen svigter, når nye kræfter skal til og så videre. Så en uduelig præst eller et udueligt menighedsråd er en pestilens for alle, uanset alder.

I forgangne semester fortalte en af mine undervisere på Det Teologiske Fakultet på Aarhus Universitet, at et af kristendommens karakteristika er fænomenet "værdiomvending". I denne verden, og da i hvert fald netop i disse år, synes alt ungt at være godt. Der er så meget fokus på unge og nyt og tempo og udvikling og vækst og innovation, at det er lige før, man mister pusten.

Det er der så også en del, der gør i form af stress, udbrændthed og det, der er værre. Kunne man forestille sig, at personer, som havde levet i mange år, også i større udstrækning kunne videregive livserfaring og livsvisdom? Kunne det nye være, at kirken kunne være det talerør fra en gudgiven modkultur til et verdsligt samfund, hvis indbyggere lider under stress og et evigt krav om vækst og fremgang?

Ældre har noget at sige. Ældre burde sige meget mere – højt. I hvert fald højere! Der er meget sandt i ordet: En politiker tænker på næste valg – en statsmand på næste generation! Umiddelbart har jeg en fornemmelse af, at statsmænds gennemsnitsalder er højere end politikeres. Jeg tror også, ældre præster har noget at sige. Hvis ikke de har, burde de finde sig et andet virke. Det gælder for øvrigt også unge og yngre præster!

Det er ikke alle kulturer i denne verden, der lefler for alt, hvad der er ungt og nyt. Siden Mao har de kinesiske ledere ofte været fra midt i 70?erne og opefter. I de afrikanske stammesamfund er det indlysende, at de ældste er de klogeste – de har jo levet længst.