Dialog giver først mening, når man er uenige

Når det gælder mødet mellem forskellige religioner og kulturer har Shanta Premawardhana både personligt og professionelt en erfaring, der rækker ud over det sædvanlige.

Den 56-årige præst og dialogchef er oprindeligt født i Sri Lanka, hvor det store flertal af befolkningen er buddhister, mens kristne, hinduer og muslimer hver især udgør godt seks-otte procent af befolkningen. For en del år siden flyttede han så til USA, hvor han ud over at være aktiv i det nationale dialogarbejde også har spillet en afgørende rolle i det amerikanske baptistsamfund, ikke mindst gennem sine 14 år som præst i en større baptistkirke i Chicago.

Her var han desuden særdeles engageret i det lokale sociale arbejde, blandt andet i samarbejde med den unge lokale politiker Barack Obama, der som bekendt har fået nyt job siden.

Sidste år rykkede Shanta Premawardhana så til Genève i Schweiz for at tiltræde jobbet som direktør for dialog-programmet under Kirkernes Verdensråd. Og det er i den rolle, han netop har besøgt Danmark, inviteret af Folkekirkens mellemkirkelige Råd. Formålet med rejsen var både at fortælle om det internationale arbejde med tværreligiøs dialog, men også at høre om erfaringerne fra et de lande, der på nærmeste hold har mærket konsekvenserne af et kulturelt og religiøst frontalsammenstød.

– Balladen om de danske Muhammed-tegninger viser jo, at religionsdialog både handler om dialog mellem forskellige grupper af troende og om religionens møde med det sekulære samfund. Som et af verdens mest sekulære samfund vægter man i Danmark ytringsfriheden utroligt højt, mens man i dele af den muslimske verden betragter det som helt uacceptabelt af lave karikaturer af Muhammed. Så vil mange i de sekulære kulturer mene, at religionen må indordne sig, men vi er nødt til at tage dialogen, hvis vi vil undgå de værste konfrontationer, siger Shanta Premawardhana og beviser, at han har sat sig ganske godt ind i sagen om de 12 danske tegninger, der fik titusinder af mellemøstlige muslimer på gaderne med brændende flag og krav om en undskyldning.

– Det var jo påfaldende, at muslimerne i Danmark ikke protesterede specielt meget, da det ellers gik så voldsomt til i 2006. Som jeg har hørt det, var danske muslimer bestemt irriterede over tegningerne, men det førte jo ikke til voldsomme demonstrationer og protester som dem, man så i Mellemøsten. Derfor skal man også passe på, at man ikke gør det til en diskussion om demokratiet mod islam, når det i realiteten handler om en lille gruppe af meget aggressive troende, der kan have haft mange andre dagsordener end bare den religiøse, og som protesterede under pres fra en lang række af forskellige faktorer, siger Shanta Premawardhana, som dog ikke lægger skjul på, at han ikke selv er enig i Jyllands-Postens offentliggørelse af de 12 Muhammed-tegninger.

– Jeg ved godt, at offentliggørelsen blev begrundet med hensynet til ytringsfriheden, men metoden var så bastant, at det for mange i Mellemøsten kun kunne opfattes som en provokation, og så får man jo slet ikke forklaret sit ærinde, siger Shanta Premawardhana.

I de seneste år har diskussionen om tværreligiøs dialog i høj grad fokuseret på en bestemt religion, nemlig islam. Med terrorangrebet mod USA i 2001, med terrorangreb i blandt andet London og Madrid og med stærke fundamentalistiske tendenser blandt muslimer i adskillige lande er der fra flere sider blevet peget på islam som vor tids største trussel mod demokratiet og de basale frihedsrettigheder.

Men at kategorisere en hel religion på den måde er ikke kun misforstået. Det er også selvforstærkende, lyder det fra Shanta Premawardhana.

– Vi skal være opmærksomme på, at vi ikke giver en minoritet af aggressive muslimer monopol på at udlægge islam. For sagen er jo den, at der inden for hver religion findes konservative, moderate og liberale grupperinger, og det er faktisk disse grupperinger, der afgør dialogen, siger Shanta Premawardhana og forklarer, hvordan den tværreligiøse dialog netop ikke handler om religioner, der kæmper mod hinanden.

– Den handler derimod ofte om forskellige fortolkninger, der trækker i hver sin retning. Når det gælder abort, har konservative kristne eksempelvis mere tilfælles med konservative muslimer end med liberale kristne. Og når det gælder Israel, kan du se, hvordan liberale jøder og moderate kristne har samme holdning, mens konservative jøder og konservative kristne har en anden. Derfor er det unuanceret at beskrive mødet mellem religioner som en kamp om bestemte værdier. Værdikampene findes i lige så høj grad inden for de enkelte religioner, og netop derfor er det selvforstærkende, hvis vi i forhold til islam lader terroristerne sætte dagsordenen. Vi risikerer at overse de grupper, der ønsker fredelig dialog, til fordel for dem, der søger vold og konfrontationer, siger Shanta Premawardhana.

Kirkernes Verdensråd, World Council of Churches, er baseret på 349 kristne kirkesamfund fra hele verden, deriblandt den danske folkekirke og de danske baptister.

Netop i lande med en stor kristen majoritet, såsom Danmark, kan den tværreligiøse dialog ofte være vanskelig i modsætning til i lande med en lang tradition for en bred palet af religiøse grupperinger, påpeger Shanta Premawardhana.

For hvordan får man skabt de optimale rammer for nye religiøse minoriteter, uden at det store kristne flertal oplever det som en trussel mod veletablerede traditioner og værdier? Hvordan undgår man kort sagt, at det hele ender i en enten-eller diskussion om svinekød, badeforhæng og tørklæder?

– Man skal for det første indse, at man kommer med forskellige værdier, og at man skal diskutere disse værdier åbent og respektfuldt. Så finder man hurtigt ud af, at nogle af forskellene ikke er så store alligevel, og at andre faktisk kan løses med nogle få praktiske tiltag. Men principielt er det naturligvis vigtigt for integrationen, at både minoritet og majoritet føler sig respekteret, siger Shanta Premawardhana og vender igen tilbage til Muhammed-sagen.

– Karikatur-krisen kan forhåbentlig lære danskerne at prioritere dialogen højere. Sagen er jo, at der findes mange muslimer, der værdsætter ytringsfriheden og de andre demokratiske rettigheder lige så højt som det store flertal af danskerne, men præcis som det gælder for kristne, har de også nogle værdier og traditioner, de værdsætter højt. Og så er spørgsmålet jo, om man føler, at man mister noget ved at respektere disse traditioner. Gør man det, skal man også være opmærksom på konsekvenserne ved provokationen. Ofte kan dialogen jo netop skabe en forståelse hos begge parter, der overflødiggør provokationen, siger Shanta Premawardhana.

At det ikke altid er lige let at skabe dialog, viser den senestes tids meget omtalte sager med sognepræsterne Ulrich Vogel og Asser Skude.

Begge har følt sig nødsaget til at forlade både hjem og arbejdsplads i de to københavnske bydele Tingbjerg og Nørrebro efter længere tids chikane, trusler og hærværk.

Mens Ulrich Vogel i høj grad oplevede sig chikaneret af unge med minoritetsbaggrund, oplevede Asser Skude, at truslen kom fra den aktuelle bandekrig mellem rockere og unge med minoritetsbaggrund. Ingen af præsterne betragter truslerne som religiøst begrundede, men mener dog samtidig, at deres synlighed som præster har spillet en rolle. Og her er det vigtigt, at man finder de rette aktører til dialogen, samt at kirken ikke bliver part i et politisk spil, siger Shanta Premawardhana og understreger, at han udtaler sig generelt.

– Værdidebatten er blusset op i de seneste år, både i politik og i erhvervslivet. Og derfor ser man stadig oftere, at politikere gerne vil gøre forskellige konflikter til en strid om værdier, selvom det måske handler om noget helt andet, for eksempel sociale problemer. For kirken gælder det om at holde sig fra af det politiske spil og i stedet finde ud af, hvem der kan skabe kontakt til de unge og uintegrerede. Her kan det være et problem, hvis man har en meget tæt forbindelse mellem kirke og stat, da det ofte lægger en dæmper på kirkens vilje til og muligheder for at tage selvstændige initiativer, siger Shanta Premawardhana.

kirke@kristeligt-dagblad.dk