På en bjergskråning lidt uden for Quito, hovedstaden i Ecuador, der hvor bjergene vender ned mod Amazonasregnskoven på grænsen til Colombia, findes mere liv end noget andet sted på jorden. Her er flest arter af pattedyr, fugle, padder og blomsterplanter, men hvorfor?

Indtil for få år siden tog videnskaben sig til takke med at konstatere, at op mod 95 procent af alle arter på jorden findes i troperne. Den almindelige forklaring var, at i troperne var der mest nedbør og de højeste temperaturer, og det gav de bedste livsbetingelser. Men man vidste ikke præcist, hvor i troperne koncentrationen af liv var højest. Og man havde ingen forklaringer på de enorme variationer.

Læs også: Dansk center skal forklare livets udvikling

De seneste 5-10 år har nye muligheder for dataindsamling gjort det muligt at lave langt mere nøjagtige modeller for udbredelsen af liv på Jorden. Man kunne pludselig se, at arterne var samlet i små, bestemte områder, men stederne passede ikke overens med teorierne. For det er ikke de store områder i lavlandet som eksempelvis Amazonas med meget varme og vand, der er mest fulde af liv. Det er derimod de tropiske bjerge og deres dale – særligt ved Quito, men også i Olduvai-kløften i det nordlige Tanzania, forklarer professor i biologi Carsten Rahbek.

– Det pudsige er, at netop denne kløft betragtes som menneskehedens krybbe. Det var her, de første mennesker kom fra. På bjergskråningen i Ecuador lå Inka- rigets store kornkammer. Det er næppe tilfældigt, for det samme mønster gør sig gældende mange andre steder: Der hvor naturens mangfoldighed af arter har trivedes bedst, har mennesket også trivedes bedst og udviklet sig, og derfor er det ekstra interessant, at stederne ikke er præget af vand og høje temperaturer, men af et særligt stabilt klima. Det er stabilitet og ikke ressourcerigdom, der giver livet mulighed for at udvikle sig fuldt ud, forklarer han.