- Nyt dansk forskningscenter skal undersøge hvad der bestemmer fordelingen af plante- og dyreliv på jorden. -
- Kilde: st.xchng
Lars Henriksen |
1. februar 2010
Darwins evolutionsteori er mangelfuld, lyder det fra leder af nyt dansk center, der har fået 120 millioner kroner til at forklare livets fordeling på jorden
I sidste uge blev et nyt dansk forskningscenter præsenteret med en arbejdsbeskrivelse, der overgår de flestes: Løs den gåde, der har beskæftiget biologer i århundreder, og find ud af, hvad der bestemmer fordelingen af plante- og dyreliv på Jorden.
Center for Makroøkologi, Evolution og Klima ved Københavns Universitet har fået 120 millioner kroner i ryggen, fordi man tror på, at de allerede er kommet væsentligt tættere på svaret, end man nogensinde har været. Og at det, de finder, kan få afgørende betydning for, hvordan vi bedst minimerer de negative biologiske effekter af de markante klimaforandringer, der sker lige nu.
I spidsen for det, der nu er det største center i verden, som forsker i livets udbredelse, står den 44-årige professor i biologi Carsten Rahbek. Han lægger ikke skjul på, at ambitionen for holdet af 50 danske og udenlandske forskere er at blive den nye målestok for, hvordan vi forstår biologiens love.
– Der går en lige linje fra det, Darwin og Wallace lavede for 150 år siden, til det, vi gør. Det er biologiens hellige gral, og vi kan allerede se, at vi har forstået effekten af evolutionen grundlæggende forkert indtil nu. Livets udvikling for dyr, planter og mennesket er ikke blot bestemt af arternes indbyrdes konkurrence, som Darwin sagde, men i høj grad af en række historiske klimaforhold, siger han.
Læs også: Nu kan vi endelig forstå de virkelige naturloveDet er især nye muligheder for store dataindsamlinger og et unikt tværfagligt samarbejde, der skal gøre det muligt at forklare, eksempelvis hvorfor størstedelen af Jordens arter befinder sig på en bjergskråning i Ecuador og i kløfter mellem østafrikanske bjerge. Og den viden kan give mere nøjagtigtige forudsigelser af effekterne af de klimaforandringer, vi ser lige nu.
– Lige nu støtter man sig til direkte misvisende modeller for klimaets påvirkning på jordens liv, og det betyder, at man for eksempel freder de helt forkerte dele af naturen i forsøget på at imødegå forandringerne. Med vores grundvidenskabelige forskning vil man kunne lægge mere rigtige strategier, siger Carsten Rahbek.
Han modtog i onsdags den største offentlige forskerpris i Danmark, Eliteforsk-pris, på 1,2 millioner kroner og nyder stor respekt blandt kolleger i både indland og udland. Selv hos hans nærmeste konkurrent på Aarhus Universitet professor Jens-Christian Svenning er der kun ros at hente. Men også store forventninger.
– Det nye center sætter Danmark markant på verdenskortet, og der er ingen tvivl om, at hele forskerverdenen på dette område holder øje med Carstens resultater. Med så mange ressourcer har de alle muligheder for at få noget virkelig stort ud af det, og det er med til at styrke hele feltet, siger professoren, der også er vicepræsident i det internationale biogeografiske selskab.
Én af de mest garvede forskere på området, professor Henrik Balslev fra Biologisk Institut på Aarhus Universitet, anerkender også det enorme potentiale i det nye center.
– Men det mest almindelige er vel at vente med at vurdere resultaterne, til de foreligger, siger han.
henriksen@kristeligt-dagblad.dk
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad