I dag er det et år siden, at Kirill blev udnævnt til patriark af Moskva og hele Rusland. Og det har den russiske befolkning ikke kunnet overse. Hans forgænger, patriark Aleksij, der ledede den russisk-ortodokse kirke i den vigtige overgangsperiode efter Sovjetunionens sammenbrud, var kendt og agtet for sit stille diplomati og sin balancegang mellem kirkelig traditionalisme og et forsigtigt samarbejde med staten. Men Kirill er af en anden og langt mere aktivistisk støbning.
– Kirken skal ikke bare være en forsamling, sagde han ved mandagens åbningstale til Moskva-patriarkatets såkaldte juleforelæsninger, der i denne uge for 18. gang samler tusindvis af gejstlige, lægmand og repræsentanter for det politiske kulturelle og videnskabelige liv i Moskvas Kreml. I stedet skal den ortodokse kirke være en handlekraftig aktør i det offentlige rum. Kirken skal have tætte bånd til skolen, til hæren, til staten og til de russiske borgere.
Patriark Kirill var kendetegnet ved denne holdning gennem sine år som leder af Moskva-patriarkatets afdeling for eksterne relationer. Hans markante profil gav ham dog også et ry som en politisk, snarere end en åndelig leder. Og hvor den tidligere patriark manede til forsigtighed i den politiske sfære, er det nu patriark Kirill, der sætter dagsordenen. Det har han gjort gennem flere tiltag.
Den ene side kan nærmest betegnes populistisk. I den ortodokse kirke er der tradition for sakramentalier – en præstelig indvielse af genstande og bygninger som tegn på kirkens velsignelse. Disse sakramentalier har i dagens Rusland taget om sig, sådan at velsignelser af alt fra raketter og undervandsbåde til skoler og firmadomiciler er blevet almindelige. Og dermed cementerer den ortodokse kirke en plads som en selvfølgelig del af det moderne russiske samfund.
Mere gennemgribende er patriarkens arbejde for at få kirken integreret i samfundslivet. Dette sker på flere fronter. Dels gennem massemedierne, hvor der efterhånden har etableret sig en ortodoks presse med adskillige internetportaler, tv-kanaler, radiostationer og trykte medier. Dels gennem samarbejdet med offentlige institutioner som ministerier, hær og hospitaler. Og endelig gennem en intensiv kampagne for indførelsen af et skolefag i ortodoks kristendom i det russiske skolesystem.
Faget har været stærkt omdiskuteret. Liberale meningsdannere har således påpeget det problematiske i at indføre et konfessionelt skolefag i det multikulturelle Rusland. Nu har præsident Medvedev imidlertid godkendt, at der skal indføres et nyt fag i skolesystemet: "Grundlæggende religiøs og verdslig etik". Og dermed er kampen om sjælene skudt i gang.
Temaet for dette års juleforelæsninger er da også netop "praktiske erfaringer og perspektiver for samarbejdet mellem kirke og stat på uddannelsesområdet". Der holdes foredrag om erfaringer med undervisningen i grundlæggende ortodoks kultur og udvikling af undervisningssystemer til faget. Der bliver uddelt en pris til de lærere, som har vundet konkurrencen "for lærerens moralske bedrifter", og kirkens plads som det russiske samfunds grundsten debatteres.
Og det er her skoleundervisningen ses som et vigtigt våben. Med patriark Kirills ord skal "grundlæggende ortodoks kultur give vort lands unge borgere en forståelse af, hvor sammenflettet og uadskillelig begrebet "Rusland" og begrebet "ortodoks kristendom" er". For Kirill er reformer således et spørgsmål om at få kirken tilbage i det offentlige rum. Men i højere grad som en tilbagevenden til før-revolutionære tilstande end som en modernisering i vestlig forstand.
Kristeligt Dagblad bringer hver uge på denne plads en analyse af nye tiltag eller tendenser i internationalt kirkeliv. Annika Hvithamar er lektor ved Syddansk Universitet og ph.d. på en afhandling om den russisk-ortodokse kirke.