– Det bliver skønt at få det overstået. Det er næsten som at være til ansættelsessamtale i over et år, siger bispekandidaten, der kender turen.

Hun stillede også op til bispevalget i Ribe i 2003, men blev dengang slået af Elisabeth Dons Christensen.

– Det er noget, jeg virkelig gerne vil. Og grunden til, at jeg tør tro, at jeg kan, er jo, at nogle er så venlige at sætte deres tillid til det. Ellers kan man ikke. Det er noget, der beror på tillid; at der er nogle, der siger "vi kan godt bruge dig", siger Marianne Christiansen om bispestillingen.

Læs også: Syv skarpe til Marianne Christiansen

Den store præstegård, som hører til hendes embede, ligger lige rundt om hjørnet. Her boede hun sammen med sin mand, organist og musiker Henrik Svane, og deres børn indtil for nylig. Kontoret bruger hun stadig, men ellers er huset tomt. Bygningen er ramt af skimmelsvamp, som den yngste søn ikke tåler, så løsningen blev, at hun, manden og de to af børnene, der stadig bor hjemme, flyttede ud i deres fritidshus i Sønder Vorupør, 22 kilometer fra Thisted. Det betyder lidt ekstra familiær planlægning.

I dag skal den yngste søn Peter på ni år hentes fra skole, så han kan komme videre til kirkekor.

Undervejs i valgkampen har flere hæftet sig ved, at Marianne Christiansen har seks børn. Så hvordan kan hun da overkomme at skulle være biskop?

– Nu har jeg jo næsten ingen børn tilbage herhjemme. Men det er både noget, der disciplinerer en og er en kæmpe hjælp og gave. Det giver en erfaringer med at få hverdagen til at hænge sammen, forklarer hun.

Ud over erfaringen med at holde styr på familien har Marianne Christiansen både været provst og præst. Hun blev provst i Hadsund i en alder af kun 33 år. Da hun efter syv år i provsterollen blev lektor i stedet for, var det ikke, fordi hun var træt af jobbet, Hun ville bare gerne prøve noget nyt – og nu er hun igen klar til at udfordre sig selv. Bliver hun biskop, er omsorgen et område, hun vil fokusere på.

– Omsorgen er vigtig. Det med at man som ledelse er direkte til stede og tager samtalen alvorligt. Nærværet og så åbenheden i beslutningsprocesserne, det er for mig en kernesag.

– Netop fordi folkekirken er en så indviklet organisme med frivillige og med ansatte, som tit har meget forskellige baggrunde for at gøre det, de gør, så kan der meget nemt opstå lukkethed og mytedannelser om hinanden og om beslutningsprocesserne. Alle steder må vi stræbe efter åbenhed, så ingen skal leve i frygt for, hvad der nu skal ske med deres stilling eller deres liv, fastslår bispekandidaten.

Konkret vil hun opfordre folk til at sige til, hvis de har brug for en snak.

– Jeg vil meget håbe, at biskoppen er den første, man ringer til. Det vil være mit ideal, at der skabes en ånd, hvor man griber knoglen. Biskoppen er aldrig længere væk end telefonen, og folk skal ikke tøve med at ringe, fordi de frygter at blive "en sag".

Marianne Christiansen, der teologisk opfatter sig selv som både luthersk, grundtvigsk, diakonal, økumenisk og missional, laver skummende cappuccino fra et imponerende maskineri. Vi er kommet hjem til huset i Sønder Vorupør, som i disse dage fungerer som stopklods for store snedriver – og derfor indtil for nylig var begravet i sne. Køkkenet er lyst og nyt, og det lange spisebord ser ud til at være husets samlingssted. Dagens aviser ligger spredt ud over bordpladen, og bispekandidaten byder på hjemmebagt chokoladekage. Der er som regel friskt bagværk i huset.

– Grunden til, at jeg bager meget, er, at jeg spiser det. Jeg er meget kræsen og vil gerne spise noget ordentligt, forklarer hun.

– For mig er der ikke noget skel mellem arbejdsliv og fritid. Men den tid, jeg er hjemme sammen med min familie, der sørger jeg for det daglige brød, og det har jeg altid gjort. Nu kan der gå flere dage imellem, at jeg bager, men før bagte jeg altid 60 boller og fire franskbrød hver anden dag.

Snakken fortsætter om de ulykkelige sager i folkekirken. Flere oplever konflikter eller brænder ud.

– Folkekirken lever som alt andet på markedets præmisser, men folkekirken er ikke egnet til at leve på markedets præmisser, hvor vi hele tiden siger "hvor meget nåede vi, og er det godt nok" og sådan. Det vil sige, at der bliver stort pres på den enkelte på de forkerte præmisser. Vi ville gerne kunne måle succesen, og det presser os og øger risikoen for konflikten, mener Marianne Christiansen.

Hun vil gerne lave organiserede møder med provstierne, hvis hun bliver biskop. Så alle har mulighed for at blive hørt og give deres mening til kende.

Hendes mand, Henrik Svane, har øvet sig ved klaveret i stuen, men kommer nu og hjælper med aftensmaden. De mødte hinanden på en højskole for mange år siden, da hun var 19 år. Også han er ved at glæde sig til at få en afklaring på valget. Men allerførst er der aftensmaden.

– Ja, her synger vi altså inden maden, forklarer Marianne Christiansen, og alle om bordet griber hinandens hænder og synger "Alle gode gaver..." i et friskt tempo.

Også maden skal spises med en vis hast, for om lidt skal bispekandidaten holde foredrag ved en sogneaften lidt længere oppe ad kysten.

Ruten bliver hurtigt tjekket på Krak, og så kører vi nordpå langs Vesterhavets kant. Destinationen er Klitmøller, hvor Marianne Christiansen i det lokale forsamlingshus "Æ redningshus" skal fortælle om salmer. Det troede hun i hvert fald, men der er sket en misforståelse; folk er kommet for at høre om gudstjenesten. Det lader bispekandidaten sig nu ikke slå ud af, men fortæller tilhørerne, hvordan landet ligger.

– Det er en af Mariannes store forcer. Hun kan til enhver tid holde et foredrag på rygraden, hvis nogen melder afbud, betror den lokale sognepræst os.

Salmerne, som også får plads i programmet, synger hun højt og uden at kigge i salmebogen. Kirkekor og Folkekirkens Ungdomskor har været en vigtig del af hendes liv siden barndommen. Men også gudstjenesten er hun glad for.

– Det er ligesom, når man løber, har jeg hørt, at man gider ikke rigtig, inden man går i gang, men bagefter er det en lettelse og giver velvære og glæde, siger hun om søndagshøjmessen.

"Uberørt af byens travlhed" bliver aftenens sidste salme, mens Vesterhavet bruser lige udenfor. Noget, kandidaten sætter pris på. Derfor bliver det heller ikke et endeligt farvel til Thy, hvis hun bliver den næste biskop.

– Vi beholder huset i Sønder Vorupør og fodfæstet her i Thy. Det er godt at have et brohoved her, så helt farvel bliver det ikke. Hvis det altså bliver, siger Marianne Christiansen.

schelde@kristeligt-dagblad.dk