På Nørre Nissum Seminarium var der fornyligt arrangeret krisemøde, hvor man diskuterede den forestående lukning. Nu har bestyrelsen besluttet at opretholde læreruddannelsen.
- Tommy Kofoed/Scanpix
Morten Mikkelsen |
2. februar 2010
Efter folkeligt pres besluttede bestyrelsen i aftes at bevare læreruddannelsen i Nørre Nissum og Skive
Efter halvanden måneds heftig debat om fremtiden for læreruddannelserne i Midt- og Vestjylland besluttede bestyrelsen for professionshøjskolen VIA University College i aftes at opgive planerne om at lukke seminarierne i Nørre Nissum og Skive.
– Det er besluttet, at læreruddannelserne får lov at fortsætte, hvor de er. Beslutningen skyldes, at VIA University Colleage ser en forpligtelse til at sikre, at der fortsat uddannes lærere og dermed er mulighed for at besætte lærerstillinger i det tyndt befolkede vestjyske område, siger studierektor Peter Lykke Olesen.
Dermed har det brede folkelige pres fra lokalmiljøet i Vestjylland båret frugt. Det har blandt andet bestået i velbesøgte folkemøder og omkring 50 debatindlæg i medierne fra medarbejdere, studerende, kommuner og samarbejdspartnere, som alle ønskede at redde seminarierne.
Læs også: Misvisende tal kan lukke seminarium
Sagen om de to seminarier nåede ud til offentligheden, da VIA University College midt i december offentliggjorde planer om at samle al undervisning i syv store jyske byer: Herning, Holstebro, Horsens, Randers, Silkeborg, Viborg og Århus. I planen indgik, at læreruddannelsen skulle flyttes fra de to traditionsrige seminarier i Nørre Nissum og Skive til et nyt såkaldt campusmiljø i Holstebro.
Efter bestyrelsesmødet lyder meldingen fra Peter Lykke Olesen dog, at hensigten med forslaget udelukkende var at "afsøge mulighederne". Derfor ser han ikke bestyrelsens beslutning som en kovending.
– Jeg tror, der har været en del misforståelser i medierne omkring den proces, vi satte i gang, siger han.
Det skal dog siges, at der i pressemeddelsen fra den 15. december nævnes to mulige udfald: At de to seminarier flyttes til Holstebro, eller at bestyrelsen beslutter at se tiden an frem til 2012. Peter Lykke Olesen bekræfter over for Kristeligt Dagblad, at udfaldet blev et tredje, idet seminarierne er fredet længere frem i tiden.
– Nu vil vi blot sikre os, at seminarierne lever op til de kvalitetskriterier, som Danmarks Evalueringsinstitut har opstillet for alle uddannelser, siger han.
Læs også: Lukning af seminarier vækker politisk bekymringI Nørre Nissum er der stor glæde over, at det traditionsrige seminarium, som blev grundlagt af Indre Mission i 1892, fortsat eksisterer, omend det administrativt er en del af en langt større enhed. Tidligere seminarierektor Henrik Sommer betegner det som afgørende for at bevare den ånd og dannelsestradition, som har præget uddannelsen, at den fortsat har til huse i Nørre Nissum.
At der fortsat skal uddannes lærere i Nørre Nissum er en sejr for den mere end 100 år gamle tradition for værdibaserede seminarier, som ellers er stærkt på retur, påpeger uddannelseshistoriker Søren Ehlers, lektor ved Danmarks Pædagogiske Universitet:
– Mange af de danske seminarier begyndte i 1890'erne med, at initativrige folk med et bestemt idégrundlag gik sammen om en læreruddannelse, fordi de ikke kunne vente på staten. Men langsomt er uddannelserne blevet mere og mere offentlige, siger han.
mikkelsen@kristeligt-dagblad.dk
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad