Det kan således konstateres, at Gud i sit valg af den nye patriark er gået uden om to skarpt profilerede teologer med kontroversielle politiske synspunkter til fordel for en mand, som både over for romerkirken og nabokirkerne på Balkan udsender forsonlige signaler. Samtidig har Gud åbenbart ikke ønsket et generationsskifte i ledelsen af sin serbiske kirke – den nye patriark er født i 1930, metropolit Amfilohije i 1938 og den anden biskop Irinej i 1947!

Faktisk er det sådan, at valget i Beograd kan ses som et nederlag for den fløj af kirken, anført af Irinej Bulovic, der har været stærkt kritisk over for den afdøde patriark Pavle, som nogle nærmest anså for forræder mod serberne, fordi han støttede freden i Dayton, der afsluttede krigen i Bosnien i 1995, og både før og efter støttede oppositionen mod Slobodan Milosevic.

Faktisk var både Irinej Bulovic og Amfilohije Radovic sammen med en tredje yngre teolog, som også i sidste uge deltog i patriarkvalget, dem, som fra 1981 gjorde sig til kirkens stemme i Kosovo og stærkt kritiserede, hvad de så som albanernes forsøg på at fordrive serberne fra Kosovo og tilintetgøre den serbiske kristne kulturarv i provinsen. Patriark Pavle, som dengang var kirkens overhoved i Kosovo, lå imidlertid på en mere forsonlig linje over for den albansk-muslimske flertalsbefolkning i provinsen.

Af de tre kandidater, der blev udvalgt til lodtrækningen, tilhører de to altså den mere militante del af kirken. Men trods den statistiske sandsynlighed blev det alligevel den mest forsonlige kandidat, der vandt.

Måske er det en opskrift, vi burde følge ved de næste bispevalg. Erfaringen viser jo, at de fleste tabere ved bispevalgene føler sig dybt frustrerede og vragede. Mens de, der tabte i Beograd, nu kan sige til sig selv, at Gud åbenbart har andre opgaver til dem end at beklæde patriarkatet. Den eneste af kandidaterne, som vel har grund til at føle sig frustreret, er stakkels Jefrem fra Banja Luka, som blev vraget af sine egne kolleger. Som den eneste! Det har været en bitter pille at sluge.

Men skal man virkelig acceptere en gudsdom, forudsætter det en god portion fromhed. Og tillid til, at det faktisk er Gud, der handler i lodtrækningen. Derfor hører der naturligvis også bøn med i processen. Det kunne være interessant at opleve, hvordan en sådan procedure ville foregå hos os. Og om den ville styrke den nyvalgte biskops autoritet.

I Serbien betyder "Gudsdommen" klart en øget autoritet for patriarken. Det så man i høj grad ved patriark Pavle, som blandt andre biskop Irinej Bulovic i årevis har ønsket skulle træde tilbage på grund af svagt helbred. Men patriark Pavle fik en lægeerklæring på, at han udmærket i sin høje alder af over 90 kunne varetage sit embede, og andre medlemmer af synoden bakkede ham op. Helt klart så de det som Guds kompetence at afgøre, hvornår hans embedsperiode skulle ophøre.

Den serbiske ordning er ikke almindelig, heller ikke inden for de ortodokse kirker. I nabolandet Bulgarien, hvor metoden ved patriarkvalget minder mere om et dansk bispevalg, har man haft en lang og hårdnakket konflikt mellem to fløje af kirken, med gensidige anklager om fusk ved afstemningen. Politiet måtte splitte slagsmål mellem rasende munke og præster, som forsøgte at erobre synodebygningen fra rivalerne. Her er den serbiske metode mere fredelig.

Patriarken i en ortodoks kirke er ikke en pave, som henter sin autoritet fra et dogme om ufejlbarlighed. Han ses som den første blandt ligemænd. Men af folket ses han som dets øverste præst, og her skabte patriark Pavle en folkelighed omkring sit embede, som var ret forbløffende.

I 1990'erne kunne man se ham tage sporvognen som andre Beograd-borgere, når han skulle fra patriarkpaladset til det teologiske fakultet. Han gik på gaden og velsignede de studenter, der protesterede mod valgsvindel i 1995. Han modtog de mest forskellige mennesker, fra milits- og mafialedere til oppositionspolitikere og græsrødder. Da politikeren Vuk Draskovic blev voldsomt tilredt af Milosevics politi, besøgte Pavle ham på hospitalet uden nogen sikkerhedsforanstaltninger. Modigt i betragtning af den hyppige forekomst af attentater på Balkan.

Det mest påfaldende ved den afdøde patriark var varmen i hans lyse øjne i det efterhånden næsten mumieagtige ansigt og hans evne til i ganske få ord at sige noget klogt. Han var et menneske, som skabte tryghed og ro omkring sig og virkede meget fordomsfri.

Det sidste fik han god brug for i 1995, da amerikanerne ikke ville forhandle med Karadzic og Mladic, fordi de var anklaget for krigsforbrydelser. Samtidig kunne Milosevic ikke uden videre forhandle på de bosniske serberes vegne, da han var præsident i en anden stat, Serbien. Så henvendte man sig til patriark Pavle som den eneste person, der kunne repræsentere serberne på tværs af statsgrænserne, og han gav bemyndigelse til Milosevic til at forhandle på alle serberes vegne.

Denne sagtmodige person havde altså godt nok mod til at handle politisk – for, som han oplevede det, at frelse sit folk. Ateisten Milosevic havde gjort, hvad han kunne, for at undgå at give kirken nogen rolle i det politiske liv, og så længe han var Serbiens præsident, var der ikke kristendomsundervisning i folkeskolen.

Men i 1995 måtte han trække på patriarken som leder af den eneste institution, der havde den fornødne legitimitet til at optræde på alle serberes vegne. Derfor er det ikke ligegyldigt, hvem der er patriark i Serbien. Og derfor er det måske bedst, som serberne gør, at overlade det endelige valg til – Gud!

Karsten Fledelius er universitetslektor og formand for Stiftsudvalget for Mellemkirkeligt Arbejde i Københavns Stift