I det private erhvervsliv er der ingen problemer i at have en mission. Ja, faktisk er det et problem, hvis ledere eller bestyrelser ikke klart kan formulere en mission, et mål, en retning for den virksomhed, de har ansvaret for. I kirkens verden har mission derimod i nogle generationer været en problematisk størrelse. Mission er af mange blevet betragtet som noget særligt fromt, anmassende eller bedrevidende, der hørte fortidens, ikke nutidens eller fremtidens kirkeliv til. Denne negative opfattelse af begrebet mission er i disse år under opbrud. Det er den netop overståede og meget velbesøgte internationale konference i Århus om kirke og mission i det multireligiøse tredje årtusinde blot det seneste eksempel på. På talrige måder og med et væld af nye forskningsresultater som belæg slog konferencen entydigt fast, at kirkerne i den vestlige verden i nutiden er truede, og at kirkerne derfor slet og ret har brug for at finde eller genopdage deres mission, deres identitet, deres mål.
Europæisk kristendom er alvorligt syg, og det er ikke ateismen eller kirkens og kristendommens direkte kritikere, som udgør hovedproblemet. Det er de vestlige samfund som sådan og hele vores livsstil i den moderne verden, der forandrer sig gennemgribende. Vi bliver individualister. Vi bliver forbrugere. Vi bliver globalt orienterede. Vi søger det, der kan måles og vejes. Vi tror ikke på autoriteter eller monopoler. Og vi har vænnet os til, at enhver, som vil gøre sig fortjent til vores opmærksomhed, bruger den smarteste teknik til at nå målet. I den situation taber kirkerne terræn ikke bare i Danmark, men over hele den vestlige verden. Også i USA, som set fra Europa ellers har skilt sig ud som et meget mere kirkeligt og religiøst område i traditionel forstand, end vi er vant til.
På denne problematiske baggrund er det et opmuntrende tegn, at kirkefolk af stort set alle afskygninger nu arbejder på at genopdage kirkens mission i Europa. Ikke som et arkaisk forsøg på at vende tilbage til fortiden, men som et fremadrettet fokus på at forstå og formidle kristendom til fremtidens generationer. De internationale perspektiver vejede tungest under konfererencen i Århus, da der blev opstillet mål for kirkens mission i det nye årtusinde. Men indsigterne kan tolkes og bruges også i dansk sammenhæng: Kristne må holde op med at bekrige hinanden. Teologer og kirkefolk må tale i et sprog og på en måde, som almindelige mennesker forstår. Europa har i 500 år sendt folk ud i verden; nu er det tid til også at lytte til, hvad de fortæller tilbage til os. Såsom, at Kristus og troen – ikke institutionerne – er kirkens kerne. Og netop kristentroen besidder en frisættende kraft, etisk dybde og social ansvarlighed, der kan forandre menneskers liv til det bedre.