Tid, ro og omsorg samt en ordentlig lindring af smerter og gener bør være en selvfølge for alle døende, hvad enten den sidste tid tilbringes derhjemme, på hospitalet eller på et plejehjem.

De senere års udbygning af hospicer i hele landet har sat helt nye standarder for livets afslutning, og disse gode erfaringer bør udbredes til de steder, hvor langt de fleste danskere tilbringer den sidste tid. Halvdelen af befolkningen dør på et sygehus, der er specialiseret i at helbrede og kurere, ikke til at lindre og give omsorg i den sidste tid. Men når behandling ikke længere er en mulighed, er sundhedsvæsenet så langt fra færdig med patienten. Tilbage står en vigtig opgave med at drage omsorg og lindre såvel patienten som de pårørende, og her er der tale om et svigt, hvis det sker på en fortravlet sygehusgang bag et forhæng eller på en flersengsstue.

At dette fortsat er virkeligheden flere steder, fremgik af Kristeligt Dagblad i går, hvor det blev beskrevet, at vi herhjemme er langt fra, hvad der er idealet både i forhold til FN's Verdenssundhedsorganisations anbefalinger og i forhold til flere af vore nabolande. Og det er netop disse emner, der blev diskuteret på en konference i går på Christiansborg arrangeret af Palliativt Videnscenter.

Sundhedsvæsenet er efterhånden gennemsyret af garantier, og på mange måder er det et gode for patienterne. Men faren ved at fokusere meget på behandlingsgarantier er, at man forsømmer de områder, der ikke i samme grad kan måles og vejes. Det kan være vilkårene på de medicinske afdelinger, hvor der ligger mange ældre mennesker, og det gælder forholdene for døende.