"Det er godt nok en tyk bog, er det en bibel?"

"Ja."

"Har du læst alle siderne?"

"Nej, det har jeg godt nok ikke, til gengæld er der dele af den, jeg næsten kan udenad."

"Tror du så på Gud?"

"Ja, det gør jeg da."

"Novra!"

Ovenstående ordveksling fandt sted mellem en vel 10-12-årig pige og mig på en togrejse mellem Århus og København i dagene omkring årsskiftet. Pigen virkede i et kort øjeblik nærmest imponeret over at have mødt en person, der troede på Gud, imens jeg for fjerde gang på en måned studsede over, hvor interessant en togpassager jeg pludselig var blevet.

Tidligere biskop over Roskilde Stift Jan Lindhardt fortæller i sin fine lille erindringsbog "En biperson i mit liv" om en oplevelse, han havde med at tage sin bibel med hjemmefra og ud i det offentlige rum – i dette tilfælde et tog. Jan Lindhardt oplevede at blive mødt med forargede blikke, da han trak en bibel og en salmebog frem i et IC3-tog.

Bogen – altså Jan Lindhardts og ikke Bibelen – er fra 2003, og da debatten om religionen i det offentlige rum jo ikke ligefrem er klinget af siden, så havde jeg konstant Lindhardts ord i baghovedet, da jeg i en periode på halvanden måned af studie- og tidsmæssige årsager blev nødt til at benytte tiden i den offentlige transport til at studere Bibelen. Men mine oplevelser med Bibelen endte med at være stik modsat biskoppens. For uanset hvor jeg tog mit godt slidte eksemplar af en sort paperback-bibel i 1992-oversættelsen frem, var modtagelsen positiv – og satte en snak i gang. Faktisk tror jeg ikke, at jeg nogensinde har talt så meget med mine medpassagerer som i de uger, jeg læste til eksamen i bibelkundskab, og Bibelen derfor var min faste rejsemakker.