Kogt konservesdåse til den søde tand

Alle, der har set filmen The Road (eller læst Cormac McCarthys romanforlæg), vil vide, at man ikke skal tale ondt om dåsemad. Når dommedagsmørket sænker sig over kloden, og alle marker står golde, og alle stalde er tomme, bliver den ypperste, gastronomiske oplevelse, vi kan drømme om, en dåse pærer fra Del Monte.

For den madklumme-læsende del af befolkningen vil det kræve en større mental kolbøtte. Konserves har aldrig været mindre comme il faut i køkkenet end i disse år, hvor alle pæne mennesker ved, at friske råvarer er det eneste, man kan lave ordentlig mad af.

Men i dølgsmål griber de fleste til dåserne i ny og næ: I 2006 kunne Wall Street Journal afsløre, at mange fine restauranter skamløst bruger særdeles uædle konserves-ingredienser til at sætte prikken over i?et i deres eksklusive retter, blandt andet Hellmann's mayonnaise, Heinz tomatketchup og Del Monte majs. Og i The Observer i søndags bekendte Jamie Oliver og andre britiske kendiskokke, hvilke laster de hengiver sig til, når de er alene hjemme. Baked beans, kolde og direkte fra dåsen, for eksempel.

Så behøver vi andre ikke skamme os længere. Vi kan måske endda investere i Claes Benthiens kogebog Dåsemad (Vandkunstens Forlag), som insisterer på, at med "et udvalg skønne dåser i køkkenskabet kan man altid tilberede et dejligt og velsmagende måltid."

Men tilbage til det underjordiske beskyttelsesrum i en måske ikke så fjern fremtid: Hvad hulen gør man, når man står med sine syltede pærer, og der ikke er frisk fløde til at piske flødeskum af? Man tænder for primusen og hygger sig med at lave en gang dulce de leche.

Dulce de leche er en forførerisk sød karamelcreme, som fremstilles ved at langtidskoge en dåse sødet, kondenseret mælk. Ja, De læste rigtigt: Man lader dåsen simre i tre-fire timer. Det er en teknik, der taler til drengerøve og bombemænd, og faktisk forvandles dåsen til en uhyggelig karamelbombe, hvis man ikke passer på – så læs opskriften nøje!

Dulce de leche er argentinernes svar på pålægschokolade og er hyppigt brugt i hele det latinamerikanske dessertkøkken – ofte i bagværk så hvinende sødt, at alene læsning af ingredienslisten vil kunne fremkalde hjerte-kar-sygdomme hos den gennemsnitlige dansker. Herhjemme vil de fleste foretrække at blande et par skefulde i en æble- eller pæretærte eller at servere karamelsaucen som tilbehør for eksempel til is, pandekager – eller måske en dåse pærer i en snæver vending?

livogsjael@kristeligt-dagblad.dk