Charlotte Bach |
5. februar 2010
Flydende hoteller Koshermad, insulin, fem paller toiletpapir eller et mistet pas er noget af det, danske agenter og turist- arrangører skal kunne skaffe på få timer, når et krydstogtskib lægger til ved Langelinie i København. Bag hvert anløb ligger op til to års forberedelse
Kæmpemæssige flydende hoteller – de største med 14 etager – erobrer kajpladsen ved Langelinie i København om sommeren. Maersk Broker koordinerer skibets ankomst med havnemyndigheder, rederi, tur-arrangører med videre. Hos DMC, Destination Management Copenhagen, arbejder 15 mennesker på at gøre de op mod 3000 passagerers ophold i København så behageligt og indholdsrigt som muligt. På 6-12 timer tilbydes de en helhedsoplevelse af Danmark og hovedstaden. Op mod 40 busser står klar til at tage passagererne på sightseeing i centrum, til Kronborg og til Frederiksborg Slot i Hillerød.
– Slotte er eftertragtede, ikke mindst hos de amerikanske turister, som udgør størsteparten af passagererne, siger Brit Brander fra DMC.
Ud over bymidten og slottene er der stor interesse for smukke landskaber, og folkene hos DMC arrangerer ture til mange af de 650.000 passagerer, der i løbet af en sæson kommer til København. Det lyder jo fint på papiret. Men virkeligheden bryder ofte planlægningen. Når medarbejderne hos DMC har aftalt alle tider med guider, slotspersonale, café-bestyrere, kanalrundfart og buschauffører, kan hele tidsplanen vælte, hvis skibet er forsinket.
– Nogle gange er dårligt vejr skyld i forsinkelsen. En gang sad skibet fast i Kielerkanalen og ankom tre timer senere til København end planlagt. Så er det ret mange mennesker, der skal adviseres og helst rykkes, så de er til rådighed senere. Men de har jo også en tidsplan at passe. Derfor må programmet nogle gange ændres. Slottene lukker jo, og chauffører og guider er bookede til andet arbejde. Indimellem må vi redde planen med en panorama-tur rundt i København, fortæller Lene Gaard fra DMC og tilføjer, at det er et arbejde, der kræver, at man kan holde både hoved og mave kold.
Et krydstogtskib, der skulle ind i Helsingør, var fem timer forsinket på grund af dårligt vejr. Kronborg var naturligvis den store attraktion, og det lykkedes DMC at overtale slotsledelsen til at holde slottet åbent efter normal lukketid. Det blev en helt speciel rundvisning efter mørkets frembrud. At arrangere ekstra åbningstid koster som regel mange penge, da det blandt andet kræver overarbejde af de ansatte på slottet. En sådan ekstra udgift som eksempelvis på Kronborg må rederiet betale.
Særlige ønsker fra passagererne som koffeinfri kaffe, kalorielette produkter, allergitestet kost og koshermad samt ved en enkelt lejlighed fem paller toiletpapir har Maersk Broker Agency og DMC skullet skaffe på kort tid. Det hænder, at passagerere får stjålet deres pung eller taske med passet, når de er på tur i land, og de kommer ikke om bord uden pas. DMC assisterer så meget som muligt, men må henvise til ambassaderne, når nyt pas skal udstedes. Sker pastyveriet uden for ambassadens åbningstid, må den uheldige passager vente og siden indhente skibet pr. fly for egen regning.
En gang vendte et krydstogtskib tilbage til København kort tid efter, at det var afsejlet, fordi der var noget galt med skibets skrue.
– Så stod der 2000 mennesker på kajen, som pludselig havde tid til nogle oplevelser i land, og da gælder det om at finde på noget i en fart, siger Brit Brander.
Ved opstået skade eller fejl på skibet skal Maersk Broker ofte tilkalde reparatører eller dykkere. Maersk Broker koordinerer også indlastningen af de store mængder proviant, som er nødvendig til forplejning i mange dage af de op mod 4500 personer inklusive besætning. Ofte kontrolleres provianten af narko- og bombehunde inden indlastningen. De mange tons husholdningsaffald bringes i land til forbrænding ligesom det såkaldte grå vand, som er brugt badevand, og det sorte vand, som er toiletaffaldsvandet.
– Alle krydstogtskibe har læger og sygeplejersker samt operationsstuer, men komplicerede diagnoser behandles primært i land. I akutsituationer, når skibet er på havet, er det muligt at evakuere patienten med Air Medical, en helikopterservice, som flyver den syge til nærmeste hospital, siger Christian Lund fra Maersk Broker, der assisterer med alt fra fødende til syge eller døde passagerer.
Hvert år dør der nogen om bord. Det kan ikke være anderledes, når man på en sæson har at gøre med 650.000 passagerer og 200.000 besætningsmedlemmer. Alle passagerer har forsikring, der dækker hjemtransport i tilfælde af alvorlig sygdom eller dødsfald. Maersk Broker har kontakt til bedemænd og ambassader og assisterer den efterladte med hjemtransporten.
– De fleste efterladte afbryder deres krydstogt og rejser hjem hurtigst muligt, men nogen fortsætter faktisk turen, siger Christian Lund.
Nogle krydstogtskibe har udgangspunkt og endemål i København i forbindelse med krydstogt i Østersøen. Passagererne flyver til København og har ofte nogle dage før eller efter togtet, som de tilbringer i byen med eksempelvis DMC som planlægger.
– Vi oplever jævnligt, at bagagen fra flyet er forsinket, men skibet sejler til tiden, og kufferterne må så fragtes til den næste havnedestination. I mellemtiden skal vi på kort tid skaffe passageren det mest nødvendige. Nogle gange har folk været så uforsigtige at pakke livsvigtig medicin som insulin eller hjertemedicin i kufferten. Det må vi så skaffe, siger Lene Gaard.
livogsjael@kristeligt-dagblad.dk
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad