Line Vaaben |
5. februar 2010
Når soldater bliver såret i krig og måske for altid får et handicap, har de brug for genoptræning og hjælpemidler. Men der er uenighed om, hvorvidt de er berettigede til bedre hjælp end andre handicappede
72. Så mange soldater er blevet såret i Afghanistan, siden Danmark gik ind i krigen for otte år siden. Hvis man tæller krigen i Irak med, lander tallet på 91. Skud, bomber og miner har berøvet mange af dem førligheden, og efterhånden som antallet stiger, bliver spørgsmålet stadig mere relevant: Hvordan behandles Danmarks veteraner?
Debatten er blevet iltet i medierne det sidste halve år af en række eksempler på hjemvendte soldater, der har mistet arme, ben eller evner, men som ikke får den behandling, de kunne ønske sig. I denne uge var det soldat Morten Mathiasen, der i TV 2 gav udtryk for utilfredshed og en følelse af svigt. Han er hjerneskadet efter at være blevet skudt i hovedet i Afghanistan, men synes ikke, han får den optimale genoptræning, fordi Brøndby Kommune har afvist at betale for specialisttilbud. Indtil videre har han af egen lomme betalt 400.000 kroner til behandling i udlandet.
I dag er det sådan, at soldaterne får livreddende førstehjælp og erstatning fra deres arbejdsgiver, forsvaret, men når soldaterne når videre til genoptræning, hjælpemidler og eventuelt en handicapbolig, er det et kommunalt anliggende. Og her får soldaten, der har trådt på en landmine eller er kommet i bagholdsangreb i Afghanistan, ikke særbehandling sammenlignet med en tømrer, der er faldet ned fra et stillads.
Det falder ikke bare visse soldater og pårørende for brystet, men også politikere fra både regeringspartierne, Socialdemokraterne og Dansk Folkeparti. Ib Poulsen, forsvarsordfører for sidstnævnte, siger:
– Soldaterne skal ikke henvises til den kommunale kø. Vi har en særlig forpligtelse til at sørge for, at de får den optimale behandling – ingen tvivl om det.
Men hvorfor skal de have en bedre eller hurtigere behandling end en hjemmehjælper, der har fået en løfteskade?
– Fordi det er os som folketingsmedlemmer, der har trykket på den grønne knap og sagt, at de skal ned at slås for Danmarks ve og vel. Vi sidder jo ikke og stemmer om, hvorvidt arbejdsmanden skal ud på et farligt tag på en byggeplads, siger Ib Poulsen.
Hele debatten skriver sig ind i diskussionen om prioritering i sundhedsvæsnet – skal særlige grupper favoriseres, fordi de har gjort sig fortjent til det, har været særligt uheldige eller fordi de lider af sygdomme, der har særlig megen bevågenhed? Nej, mener Stig Langvad, formand for Danske Handicaporganisationer. Der skal ikke gøres forskel på veteranen, trafikofret og det menneske, der er født med et handicap:
– Jeg synes da, soldaterne gør en kæmpe indsats. De udsætter sig selv for en stor risiko. Men de skal ikke foran i køen til elektriske kørestole. Og hvis man ikke synes, behandlingen er god nok, skal man skaffe den optimale behandling – til alle! Hvis vi begynder at særbehandle, er det et totalt brud med enhver form for tankegang inden for social- og handicappolitik, siger Stig Langvad.
Men er det ikke noget særligt, når man har kæmpet for Danmark?
– Næh. Der er der så mange, der gør. Hvad med politiet, hvis de kommer til skade under jagten på forbrydere? De skal da behandles lige så godt. Vi ved, at andre lande giver væsentlig mere støtte til dem, der har været i krig, end til andre ofre, og det synes jeg, der er noget forkert i. Man skal ikke operere med A- og B-hold. Lighed er en kerneværdi i den danske velfærdsmodel, og den skal vi værne om, siger Stig Langvad.
Hvis soldaterne vil have genoptræning eller hjælpemidler ud over det sædvanlige, bør arbejdsgiveren betale, mener Langvad:
– Enhver virksomhed skal tage sig af sine ansatte, og jeg har ikke noget imod, hvis forsvaret vil tage sig ekstra af de tilskadekomne.
Det er både soldater og flere politikere sådan set enige med ham i. Spørgsmålet er, hvordan den hjælp skal skrues sammen. Partierne bag forsvarsforliget vedtog sidste sommer, at Danmark skal have en veteranpolitik. En tværministeriel arbejdsgruppe er netop nedsat, og et udspil forventes klar inden sommerferien. Ingen ved endnu, om arbejdet kommer til at udmønte sig i særlig lovgivning, eller om der blot vil blive tale om forskellige tiltag for de hjemvendte soldater.
Jesper Svendsen er feltpræst og kom hjem fra Afghanistan i august 2009 efter et halvt år. Han kalder sig selv "fuldstændig forudindtaget i alle spørgsmål", fordi de soldater, han var udsendt sammen med, er "hans drenge". På den seneste udsending blev mange af dem såret. Men han vil ikke svare på, om de fortjener en bedre behandling end andre danskere, der har været udsat for en arbejdsskade:
– Jeg anerkender slet ikke den præmis, at soldater skal have særbehandling eller er særligt privilegerede i vores samfund, fordi den måde at tænke på før eller siden ender med, at man er misundelig på soldaterne. Når dem, vi sender ud, kommer hjem og er slået i stykker, kan vi kalde dem helte eller sige, at de bare passer deres arbejde, eller at de selv har valgt det, fordi de synes, det er spændende. Men de skal hverken sættes op på en piedestal eller lades i stikken. Hvis de har brug for noget ekstra, så må det primært være forsvaret, der løfter opgaven, siger Jesper Svendsen.
vaaben@kristeligt-dagblad.dk
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad