I slavernes fodspor
06. feb 2010 00:00
Chartertur til Afrika Vestafrikas mindste land, Gambia, har meget at byde på. Kultur, natur og en historisk tur i slavernes fodspor er blot nogle af mulighederne
| Gambia |
Bedste rejsetidspunkt til Gambia er fra december til marts. Flyvetiden er cirka 8 timer. Spies sælger som eneste danske udbyder charterture til landet. Team Benns og Kilroy Travel tilbyder skræddersyede ture til enkeltpersoner, familier samt grupper under 10 personer. Al turisme i Gambia er centreret ved kysten, hvor der er fine badestrande. Flest hoteller er der i området Sennegambia, mens byen Bakau tilbyder turisten lokalt liv lige udenfor døren, et fint marked, landsby og en interessant fiskehavn. På www.accessgambia.com kan man læse alt om Gambias historie og slavehandelen, se hvornår Roots-festivalen for 2010 foregår og meget, meget andet. Led efter menupunktet a-z om Gambia. |
Ruinerne af slavefortet på James Island i Gambia-floden vidner i dag om landets tragiske forhistorie.
-- Alle fotos: Eva Baré.
Eva Baré
Her er ingen vilde dyr eller luksuriøse safarilejre. Ingen kendte mindesmærker eller flotte bygninger og stort set ingen infrastruktur; i hele landet er der kun 10 kilometer motorvej og i alt fem lyskryds, som sjældent virker.
Men til gengæld er her masser af autentisk liv, dejlige mennesker, musik og dans, så det rykker, og sidst, men ikke mindst, en historie, som har trukket grimme spor over store dele af verden.
Gambia er Vestafrikas mindste land og et pilgrimsland for mange afroamerikanere, som mener at være efterkommere af de slaver, som engang så tragisk blev handlet af kolonimagterne.
Men også almindelige turister følger i dag i slavernes fodspor i Gambia, hvor blandt andet de små landsbyer Juffure og Albreda tillige med slaveøen James Island er gode indgangsvinkler, når historien om den modbydelige menneskehandel fra det vestafrikanske kontinent skal fortælles.
Allerede i 1455 kom de første portugisere til Gambia, og kort efter dukkede også englænderne og franskmændene op. Behovet for billig arbejdskraft på blandt andet sukker, bomulds- og tobaksplantagerne i "Den Nye Verden" (Amerika) gjorde i de følgende århundreder handel med slaver til den største industri i Vestafrika, og det anslås at omkring 20 millioner afrikanere blev solgt som slaver mellem det 16. og det 19. århundrede.
Kolonimagterne, som i perioden i øvrigt også omfattede hollænderne, svenskerne og danskerne, fangede ikke selv slaverne, men købte dem af lokale høvdinge og mellemmænd, som ved handelen selv øjnede en chance for velstand.
Som kystland gennemskåret på langs af en sejlbar flod var Gambia et oplagt sted at etablere udskibningshavne for slavehandlen, og fra 1776 blev der drevet omfattende trekantshandel af blandt andet englænderne, som på det tidspunkt havde vundet kontrollen med slavehandelen i Gambia.
Trekantshandelen gik ud på at sejle med fuld last hele tiden. Først fragtede man slaver fra Gambia til plantagerne i Amerika, sejlede varerne herfra videre til Europa, og her blev skibene så fyldt op igen, nu blandt andet med våben, krudt og andre fornødenheder, som kunne bruges i Vestafrika.
Når Gambia i dag er sat på landkortet som pilgrimsland for efterkommerne af slaverne, skyldes det ikke mindst bogen "Rødder"(Roots) skrevet af den amerikanske forfatter Alex Haley, som mener at have sporet sine forfædre, blandt andet hovedpersonen i bogen, Kunta Kinte, til at komme fra den lille by Juffure på den nordlige side af Gambia-floden.
Bogen "Rødder", som udkom i 1976 og året efter blev vist som tv-serie, blev en milepæl i mange afrikaneres historie, fordi Vestafrika stort set ikke har skriftlige kilder fra den tid, og al historie er baseret på mundtlige overleveringer.
Den dag i dag bestrides rigtigheden af Alex Haleys fortælling om Kunta Kinte da også af flere, men et uomtvisteligt faktum er dog ruinerne af en gammel engelsk handelspost på øen James Island midt i Gambia-floden, hvor slaverne blev holdt fanget, inden de blev udskibet til Amerika.
Årligt holdes derfor en såkaldt Roots-festival i Gambia, som inviterer udeboende gambianere hjem for at fejre eller "genfinde" deres rødder.
I Danmark er Spies det eneste charterbureau, som sender danske turister til Gambia. Det er en billig måde at indlede et besøg på det afrikanske kontinent på og i regi af charterferie en tryg måde at udforske en meget anderledes kultur på. En tur i slavernes fodspor er naturligvis på udflugtsprogrammet, men turen kan også gøres på egen hånd eller med indfødte guider, som Gambia tilbyder i rigt mål.
De fleste turister i Gambia bor ud til den 50 kilometer lange atlanterhavskyst, hvor smukke, hvide strande danner fredfyldte rammer for ferien. Men kun en kort færgeoverfart fra hovedstaden, Banjul, til Barra på den nordlige side af Gambia-floden og en totimers køretur i bil er nødvendig, hvis man vil opleve de rædsler, som slaverne blev udsat for.
Første stop er byerne Juffure og Albreda, hvor Alex Haley i sin tid mødte efterkommerne af Kunta Kinta, som her fortalte ham den historie, han senere byggede sin bog på.
Der er ikke så meget at se i hverken Juffure eller Albreda ud over landsbylivet og nogle afrikanere, som hævder at være direkte efterkommere af Kunta Kinte.
Et lille museum i Albreda fortæller til gengæld meget fint den umenneskelige historie om handlen med slaver på Gambia-floden og fremviser artefakter fra perioden, såsom drabelige fodlænker, armlænker med videre.
Fra Juffure og Albreda går turen med båd videre ud mod slaveøen James Island, hvor ruinerne af Fort James pludselig gør slavehistorien uhyggeligt nærværende.
Her blev slaverne holdt fanget på et minimum af plads, inden de blev lastet på skibene, og ofte stod de op i ugevis i egne efterladenskaber. Kun holdt i live af lidt luft fra et kighul i muren og den sparsomme mad, som blev langet ind, når det var allermest nødvendigt.
I 1807 forbød englænderne slavehandelen, men forblev både på James Island og på forterne Fort Bullen og Bathurst nær ved Banjul for at forhindre andre kolonimagters slaveskibe i at fortsætte de forfærdelige transporter.
Først i 1870?erne forlod englænderne området permanent, men fortsatte alligevel helt indtil Gambias selvstændighed i 1965 som kolonimagt.
De udviklede stort set aldrig landet, hverken hvad angår infrastruktur, skolevæsen eller industri. Kun en eksport af jordnødder blev der satset på, og den dag i dag er Gambia stadig meget fattigt. Især har fraværet af ordentlig infrastruktur holdt det nordlige Gambia i fattigdom, og utallige landsbyer her har ikke elektricitet.
Her leves livet stadig næsten som på Kunta Kintes tid, og selvsyn for sagen kan man få på de mange udflugter, som både Spies og den lokale gambianske turistindustri tilbyder.
rejser@kristeligt-dagblad.dk