Her er ingen vilde dyr eller luksuriøse safarilejre. Ingen kendte mindesmærker eller flotte bygninger og stort set ingen infrastruktur; i hele landet er der kun 10 kilometer motorvej og i alt fem lyskryds, som sjældent virker.

Men til gengæld er her masser af autentisk liv, dejlige mennesker, musik og dans, så det rykker, og sidst, men ikke mindst, en historie, som har trukket grimme spor over store dele af verden.

Gambia er Vestafrikas mindste land og et pilgrimsland for mange afroamerikanere, som mener at være efterkommere af de slaver, som engang så tragisk blev handlet af kolonimagterne.

Men også almindelige turister følger i dag i slavernes fodspor i Gambia, hvor blandt andet de små landsbyer Juffure og Albreda tillige med slaveøen James Island er gode indgangsvinkler, når historien om den modbydelige menneskehandel fra det vestafrikanske kontinent skal fortælles.

Allerede i 1455 kom de første portugisere til Gambia, og kort efter dukkede også englænderne og franskmændene op. Behovet for billig arbejdskraft på blandt andet sukker, bomulds- og tobaksplantagerne i "Den Nye Verden" (Amerika) gjorde i de følgende århundreder handel med slaver til den største industri i Vestafrika, og det anslås at omkring 20 millioner afrikanere blev solgt som slaver mellem det 16. og det 19. århundrede.

Kolonimagterne, som i perioden i øvrigt også omfattede hollænderne, svenskerne og danskerne, fangede ikke selv slaverne, men købte dem af lokale høvdinge og mellemmænd, som ved handelen selv øjnede en chance for velstand.