Duften af friskbrygget kaffe møder én, straks man åbner døren til det lille kælderrum under Blågårds Kirke. Der er allerede gjort et godt indhug i fadet med ostemadder, og Lotte Albrichtsen er ved at fylde stakken med tallerkener op. Hun holder et vågent øje med rækken af borde, hvor både danske og udenlandske hjemløse har samlet sig om morgenmaden.

– Det er benhårdt for dem denne vinter. De er virkelig pressede, og derfor kan der godt være en lidt anspændt stemning, siger hun og kigger ud over forsamlingen af midaldrende mænd, der endnu er pakket ind i overtræksbukser og uldhuer.

Mange hjemløse finder ly for natten på et af byens herberger, men i de tidligere morgentimer bliver de atter overladt til livet på gader og stræder. Nogen søger i løbet af dagen inden for i solcentre eller på biblioteker. Andre kører frem og tilbage i S-tog mellem København og forstæderne. Og her i Morgencaféen på Blågårds Plads i København har de siden 1989 kunnet redde sig et morgenmåltid.

– Vi har det elendigt, når vi sender dem ud på gaden igen, men her kan de lige blive tanket op. Ja, for mange er det jo det eneste måltid, de får i løbet af dagen, fortæller Lotte Albrichtsen, der har arbejdet i morgencaféen i to år.

Snakken går, mens det damper fra kopperne, og røgen stiger op af askebægrene. Nye hjemløse kommer til, mens andre forsvinder ud i kulden igen.

Uden for på en grøn mælkekasse sidder den 53-årige Carol Larsen. Han er lige ved at få sig en morgenøl, så han må holde sig udenfor, til flasken er tom. Carol Larsen har boet på gaden, siden han for fire år siden mistede sit job som opvasker.

– Nu har jeg et godt hjørne ovre i en gård, så jeg er jo ligefrem luksusbums, siger han ironisk og peger et ubestemt sted bagude.

Han holder for sig selv, i hvilken gård han finder ly for natten. Det er nødvendigt for at have stedet i fred. Her ligger han ofte hele dagen med sin sovepose og sit feltblus for på bedste vis at holde kulden ude, men denne morgen er han kommet hen til Morgencaféen for at hilse på.

– Det er hyggeligt lige at sludre med folk, for her kender jeg de fleste, siger han med et bredt smil under den store hætte.

Men det er ikke det bare sjov at være hjemløs i denne vinterkulde.

– Det går mig da på nerverne. Jeg fryser jo hele tiden, konstaterer han.

holtze@kristeligt-dagblad.dk