De tog flugten i eget land og blev glemt

Han har arbejdet mere end 30 år i FN's Flygtningehøjkommissariat, (UNHCR), herunder som assisterende højkommissær med tilsyn for UNHCR's globale operationer i Afrika, Asien, Sydamerika og Europa.

Han bakkes op af professor Walter Kälin, FN's generalsekretærs særlige repræsentant for internt fordrevnes menneskerettigheder.

– Vi taler om mennesker, der gennem lang, lang tid har levet på randen af samfundet. De bor i kollektive lejre eller i interimistiske huse, og de har ikke mulighed for at vende tilbage til deres oprindelige hjem, siger Kälin.

I Europa lever der internt fordrevne på Balkan, i Kaukasus, i Tyrkiet og på Cypern. Mennesker, som er flygtet fra deres hjem for mellem 10 og 35 år siden. Efterfølgende har langt de fleste levet et liv i limbo – fanget i uløste konflikter.

Det har fået mange af de europæiske fordrevne til at søge mod fædrelandets storbyer, hvor de føler sig relativt sikre. Samtidig har de haft en forventning om, at levevilkår og jobmuligheder er bedre der. Det er de sjældent, for arbejdsløsheden er høj blandt de internt fordrevne, der ofte ender som en marginaliseret gruppe i samfundet. Men til trods for at de fordrevne bliver udstødt af samfundet, kan de ikke vende hjem. For i blandt andet Aserbajdsjan, Georgien, Kosovo, Serbien og på Cypern er konflikterne, der drev dem på flugt, stadigvæk ikke løst.

De manglende politiske løsninger betyder, at regeringerne ikke har fuld kontrol over deres territorium. Derfor hersker der fortsat uenighed om landområder, etniske stridigheder er fastlåste, og manglende forsoningsforsøg har kun resulteret i langsommelige fredsforhandlinger.

– Tag nu for eksempel hele konflikten på Balkan. Tænk en gang, at man endnu ikke har løst de internt fordrevnes problemer, selvom krigen begyndte tilbage i 1990'erne, siger generalsekretær i Dansk Flygtningehjælp Andreas Kamm.

At det ikke er sket, skyldes blandt andet, at der har været – og fortsat er – stor grobund for uroligheder i hele Balkan og Kaukasus-områderne, mener Thomas Gammeltoft-Hansen, forsker ved Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS).

– Efter afslutningen på den kolde krig har der været en eksplosion i kampene om lokalt magt, geografiske områder, identitet og løsrivelse, uddyber han. Og kampene avler internt fordrevne, som enten er på flugt fra deres regering af politiske årsager, på grund af ringe sikkerhed, eller fordi landet ikke respekterer menneskerettighederne, siger Gammeltoft-Hansen.

Andre gange er det ikke regeringen, men lokale militser eller etniske grupper og stridigheder, der står bag, at de internt fordrevne har rømmet deres hjemegn. Alligevel mener Thomas Gammeltoft-Hansen, at myndighederne er medskyldige i befolkningsgruppernes flugt.

– Hvis myndighederne ikke er i stand til at kontrollere de lokale militser og forhindre etniske overgreb og lokale stridigheder, tyder det på, at der er tale om meget svage stater, hvor det er svært at overlade ansvaret for grundlæggende beskyttelse og overholdelse af menneskerettighederne til myndighederne.

Sådanne svage stater findes på Balkan og i Kaukasus, områder, som har gennemgået en transformation fra kommunisme og planøkonomi til pluralisme og markedsøkonomi. En omvæltning, som har budt på udfordringer for både befolkningen, for menneskerettighederne og for landenes økonomiske situationer. Og netop de trængte økonomier er årsag til, at lande, der huser internt fordrevne, somme tider beder om hjælp udefra.

– De accepterer, at der bliver givet økonomisk støtte gennem internationale ngo?er, fortæller Thomas Gammeltoft-Hansen og forklarer, at landene samtidig stiller præmisser op, som ofte indebærer forbud mod at bringe jurister eller kritik af det givne lands menneskerettighedspolitik med indenfor. Og mens ngo'erne godt kan komme ind i landet, kan de internt fordrevne sjældent komme ud derfra for at blive traditionelle flygtninge omfattet af Flygtningekonventionen.

– Opstramning af asylsystemerne i Europa betyder, at det bliver sværere og sværere at flygte ud af sit eget land, fortæller Thomas Gammeltoft-Hansen og peger på, at Europa og dets nabolande har skærpet grænsekontrollen i en sådan grad, at det er lige før, at ansøgningen om asyl skal afleveres ved egen grænse. Det er endnu en årsag til, at de internt fordrevne forbliver i landet frem for at flygte ud af landet.

Og mens de venter på, at problemerne bliver løst fra politisk hånd, har regeringen indkvarteret dem, som ikke selv har haft mulighed for at finde bolig, i kollektive lejre.

Ofte er det tidligere hospitaler, skoler eller arbejdsbarakker, der udgør rammerne for de internt fordrevne. I de midlertidige hjems store sale er rummene kun adskilt af tynde skillevægge, der rækker halvt op i lokalerne, så naboerne altid er inden for hørevidde. Familierne lever under samme tag uanset køn og alder, hvor de deler utilstrækkelige køkkenfaciliteter og beskidte toiletter og bad med de øvrige beboere.

Størstedelen af Europas internt fordrevne bor i private boliger, men der er sjældent tale om huse af nordeuropæiske standarder. Enten lejer de en sparsommelig bolig eller deler med familiemedlemmer eller andre fordrevne.

De fleste internt fordrevne er presset på mere end økonomien, mange har også mistet deres vigtigste dokumenter under flugten. Fødselsattest, skøder på ejendomme og eksamensbeviser er gået tabt, og det gør det svært for dem at få adgang til sundhedspleje, pension, arbejde eller arbejdsløshedsunderstøttelse. Og fremtidsudsigterne for at få dokumenterne igen er ringe, da arkiverne ofte er blevet ødelagt eller flyttet under de interne stridigheder og krige. Samtidig har mange fordrevne svært ved at generhverve de ejendomme, som de efterlod, da de flygtede. Huset kan være blevet ødelagt under kampe eller bombardementer, måske kan de ikke dokumentere ejerskabet, eller deres ejendomme er muligvis blevet besat af lokale beboere.

Alligevel foretrækker langt de fleste europæiske lande, hvor der bor internt fordrevne, i overvældende grad at sende dem tilbage til deres hjemegn frem for at integrere dem lokalt.

Men efter årtier i eksil i eget hjemland er det imidlertid kun en fjerdedel af Europas fordrevne, som har mulighed for og lyst til at rejse hjem.

Problemer, som Andreas Kamm genkender alt for godt, og han mener, at problematikken stikker dybere end de mistede mursten.

– Når der ikke er fundet en løsning på de internt fordrevnes vanskelige situation, er den ikke kun et stort problem for de fordrevne selv – de repræsenterer også et konfliktpotentiale.

Andreas Kamm hentyder til, at de mange fordrevne ikke forsvinder af sig selv, når deres regeringer ikke sørger for at finde løsninger på problemerne. Både i Kosovo og Georgien er urolighederne blusset op på tidspunkter, hvor der var blevet lagt låg på konflikterne.

– På det europæiske kontinent lever mange mennesker stadigvæk som fordrevne, fordi de ikke har fået tilbudt en varig løsning, siger Andreas Kamm og understreger, at intet er slut, førend de sidste fordrevne europæere er hjulpet til en varig løsning.

– Det er en mægtig udfordring, men det handler bare om at klø på. Folk skal have en fremtid.

udland@kristeligt-dagblad.dk