Udstillingens historiske afsæt er to landskabsbilleder af Alfred Sisley og Claude Monet fra henholdsvis 1883 og 1885, hvor farven er brugt som et middel til at gengive omverdenen, sådan som kunstnerne så den ligge foran sig i lys og skygge, og uden smålig skelen til tingenes form.

Herfra bevæger vi os videre ad kantede og ujævne stier, trådt i begyndelsen af det 20. århundrede af kunstnere som Henri Matisse, Maurice de Vlaminck og André Derain. De udforskede farvens muligheder som et ekspressivt udtryk med overvældende smukke resultater. Men det er vildt og råt, og de blev naturligt nok kaldt fauvisterne, de vilde dyr. I samme område finder vi også tyske ekspressionister som Erich Heckel og Ernst Ludwig Kirchner.

Midt i udstillingen hænger otte malerier af Wassily Kandinsky fra årene 1908 til 1910. Disse otte billeder er i sig selv et lille forløb, der viser, hvordan Kandinsky gør sine billeder mere og mere abstrakte ved langsomt at lade motiv og perspektiv forsvinde ned i sprækkerne imellem farvefladerne. Han tillagde farverne værdi i sig selv og knyttede dem an til geometriske former, hvorved han banede vejen for billeder uden egentlige motiver. Billeder, hvor det er farven i samspil med formen, der taler direkte til det menneskelige sind.

Der er mange stier gennem farvens historie i kunsten. Men et oplagt sted at slutte denne vandring er med undersøgelser af farven som lys. Her er Dan Flavins ramme af farvede lysstofrør fra 1973 nok den største prøvelse og Ugo Rondinones runde maleri "Enogtredivtemajtotusindoget" fra 2001 den største overraskelse.

"Farven i kunsten" er en overvældende udstilling, et bombardement af sanser og følelser. På en lille tur i den smukke snedækkede have omkring Louisiana efter endt udstilling overvejede jeg, om det mon er muligt at blive farveblind på samme måde, som man kan blive sneblind. Det fornemmes i hvert fald sådan. Kunne man, ganske utaknemmeligt, forestille sig, at herlighederne havde været delt i flere mindre udstillinger med fokus på forskellige tilgange til farven, i stil med Louisianas egen udstillingsserie "Arkitekturens værksteder"?

Faktisk går der allerede en skillelinje tværs hen over udstillingens kronologiske forløb. Af de knap 150 værker på udstillingen stammer de to tredjedele fra én samling: Merzbacher Kunststiftung i Zürich. Resten er Louisianas egne. Fordelingen er nogenlunde således, at et udvalg fra Merzbachers samling dækker perioden op til midten af det 20. århundrede, hvorefter Louisianas egen samling tager over. Den første del af udstillingen har netop det rolige forløb og den gode kombination af velkendte kunstnere i knap så kendte udgaver, som gør, at man kan hvile i billederne og samtidig har plads til at se deres særlige kvaliteter, i denne sammenhæng farven, på ny. Det er vanskeligere i den sidste del af udstillingen, hvor springene kunstværkerne imellem, trods mange åbenlyse slægtskaber, er store.

Farver kan ikke forklares. Der er ingen vej uden om at se det selv. Man kan adoptere et farvesyn og prøve det af på sine egne omgivelser overalt, hvor man færdes, men det er ikke muligt at have mere end et farvesyn ad gangen. Derfor er det også en særdeles krævende opgave at komme igennem "Farven i kunsten". Men en fornøjelse er det nu alligevel.

Farven i kunsten. Louisiana, Humlebæk. Til den 13. juni.

Kristeligt Dagblad bragte i går et interview med kunstsamleren Werner Merzbacher, hvis samling ligger til grund for udstillingen. Læs interviewet på kristeligt-dagblad.dk

kultur@kristeligt-dagblad.dk