Prøv Kristeligt Dagblad gratis i 4 uger


- Allan Sørensen, mellemøst-korrespondent 
Allan Sørensen
Send artiklen Amerikanske konservative gør oprør mod staten til din ven.
Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Amerikanske konservative gør oprør mod staten

Kommenter Hold mig opdateret

Den anarkistiske Tea Party-bevægelse bestormer USA og samles i disse dage for at lægge en politisk kamplan for de konservative græsrødder

Bevæbnet med symbolske tebreve, Stars&Stripes-flag og en god portion vrede er en ny og voksende forsamling af græsrodsaktivister dukket op fra alle afkroge af USA for at gøre deres stemme hørt. Og Amerika er ved at tage notits. Den anarkistiske Tea Party-bevægelse, som står bag det højlydte oprør, har i løbet af sit første leveår udviklet sig til en betragtelig magtfaktor i amerikansk politik og er nu ved at lægge strategier for at udnytte sin nyvundne indflydelse.

Det sker på bevægelsens første konference nogensinde, der kulminerer i dag med en tale af den tidligere republikanske vicepræsidentkandidat Sarah Palin. Konferencen, der finder sted i Nashville i Tennessee, samler aktivister fra hele landet og kan markere et nyt kapitel i den hidtil løst forbundne bevægelses liv.

Tea Party-bevægelsen, hvis navn refererer til en historisk anti-skat aktion i Boston i 1773, opstod for et år siden som et trodsigt oprør mod regeringens økonomiske redningspakker og udvidede siden sin dagsorden til modstand mod en sundhedsreform.

Aktivisterne defineres primært af det, som de er imod: skatter, statsindblanding, socialisme, offentligt bureaukrati og elitens magtdominans.

Annonce
Tv-reporteren Rick Santelli fra CNBC tildeles ofte æren for at have antændt bevægelsen den 19. februar sidste år med en tirade mod præsident Obamas plan om at bruge skatteyderpenge til at hjælpe boligejere, der ikke kunne betale afdragene på deres lån.

– Dette er Amerika. Hvor mange af jer derude har lyst til at betale for jeres nabo, der har et ekstra badeværelse og ikke kan betale sin boligafgift? rasede han i et nu berømt indslag, hvor han også opfordrede til et folkeligt oprør.

Snart begyndte en bølge af støjende, internetorganiserede protester at feje hen over landet, og Tea Party-bevægelsen var født. Men selvom bevægelsen præges af konservativt tankegods, så nærer dens tilhængere ofte næsten lige så stor foragt for det republikanske etablissement i Washington som for demokraterne og insisterer på at forblive uafhængige græsrødder. Mange Tea Party-aktivister vil gerne samarbejde med republikanerne, men har den holdning, at partiet skal arbejde for dem og ikke omvendt.

– Vi får hele tiden opringninger fra politikere og andre organisationer, der siger, "hey, vi har brug for, at I holder en landsdækkende demonstration på denne dato." Og vi ler bare, for det er en fundamental misforståelse af bevægelsen, siger konferencedeltageren Mark Meckler, der er bestyrelsesmedlem i paraplygruppen Tea Party Patriots, til nyhedsbureauet AP.

Tea Party-bevægelsen rammer ned i den økonomiske og eksistentielle angst, som er trængt ind i den amerikanske folkesjæl. Et stigende antal amerikanere forventer ifølge en meningsmåling fra NBC News/Wall Street Journal, at deres børns generation vil få ringere levevilkår end dem selv, og de har mistet tiltro til deres institutioner.

Under tidligere omvæltningsperioder stolede 60 procent af befolkningen på, at regeringen for det meste gjorde "det rigtige". I dag viser blot 25 procent samme tillid til landets ledelse.

Den energiske protestbevægelse er da også mere populær blandt vælgere end såvel det demokratiske som det republikanske parti, viser en NBC News/Wall Street Journal-måling. Og 2010 kan markere Tea Party-bevægelsens store politiske gennembrud.

I november stemmer amerikanerne i de vigtige midtvejsvalg til Kongressen, og Tea Party-grupper har allerede nu vist sig i stand til at udnytte populistisk vrede til at bringe deres foretrukne republikanere til magten og til at sænke republikanske kandidater, som de mener er for moderate.

Grupper af Tea Party-aktivister er ifølge avisen New York Times desuden i færd med at forsøge at infiltrere det republikanske partiapparat ved at skrive sig op til lavtrangerende poster i partiet. Det sker under mottoet: Tag valgkredsen, tag delstaten, tag partiet – og tving det til at nominere konservative snarere end "liberale, der klæder sig ud som konservative".

Men bevægelsens næste skridt er også genstand for debat blandt aktivisterne samlet til konferencen i Nashville. Nogle frygter, at bevægelsen udvikler sig til blot at blive en underafdeling af det republikanske parti, og der er også uenighed om, hvorvidt sociale spørgsmål såsom abort og illegal indvandring skal på Tea Party-dagsordenen.

Samtidig spænder bevægelsen over en uhomogen blanding af mennesker, der inkluderer alt fra militante ekstremister, der dukker op til møder bevæbnet med skydevåben, til ganske almindelige mennesker, som blot er vrede over, at deres skattedollar bruges på at redde storkapitalen på Wall Street.

På trods af de mange åbne spørgsmål om bevægelsens fremtid vurderer flere politiske iagttagere imidlertid, at den allerede nu har antændt en gnist, som kan vende op og ned på amerikansk politik.

– I den kommende tid vil Tea Party-bevægelsen dominere det republikanske parti. Det kan blive partiets undergang ved at trække det i en vred retning, som forstadsvælgerne ikke vil tolerere. Men undervurder ikke dybden af den offentlige lede! Hvis der er en dobbelt økonomisk afmatning, en lang periode med stagnation, en budgetkrise, et terrorangreb eller en anden betydelig skandale eller begivenhed, så kunne nationen kræve fuldstændig forandring og skabe et vakuum, som kun Tea Party-bevægelsen og dens arvtagere vil være i en position til at udfylde, konstaterer kommentatoren David Brooks i avisen New York Times.

nyholm@kristeligt-dagblad.dk
Fortsættes på næste side »
Læs hele artiklen 1 | 2 | 3

FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad

Hold mig opdateret

flexblock

Få nyhederne i din indbakke

flexblock
splitblock
flexblock
flexblock
splitblock
Mener du, at uligheden vokser i det danske sundhedssystem?
 
flexblock
flexblock
splitblock
flexblock


flexblock

Nyhedsbrev

flexblock
flexblock