Eliten har sat befolkningen uden for indflydelse

Du definerer i din bog eliten som seks procent af befolkningen. Hvad kendetegner disse seks procent?

– Det er de mennesker, som har ledende og meningsdannende job og dermed stor indflydelse på andre menneskers liv. De har ofte en højere uddannelse og tjener flere penge end resten af befolkningen.

Hvad er det nye? Har samfundet ikke altid haft en elite, der sad på magten og gav den videre til sine egne børn?

– Jo og nej. Hvis man går tilbage til 1960'erne, opstillede Socialforskningsinstituttet dengang fem socialklasser, og datidens socialgruppe 1 svarer nogenlunde til de seks procent i dag. Men forandringen er, at datidens elite dels fik et kraftigere folkeligt modspil, dels var mere holdningsmæssigt homogen.

Så det er blandt andet de lavere klassers politiske aktivitet, der mangler?

– Da det danske folkestyre spirede frem fra 1870'erne, skete det gennem en unik mobilisering af de lavere samfundsklasser. Først bønderne via andelsbevægelsen, højskolebevægelsen og partiet Venstre, senere arbejderne via fagforeningerne, kooperationen og Socialdemokratiet. I dag kommer 70 procent af de unge politikere med en akademisk baggrund. Det betyder, at de folkevalgte i dag har samme baggrund som eksperter og embedsmænd, og at de brede samfundsgruppers livserfaring ikke er repræsenteret politisk.

Men til gengæld mener du så, at der inden for de seks procent af befolkningen er nogle indbyrdes uenige eliter?

– Ja. Vi har en erhvervselite, som er borgerlig, en meningsdanner-, kultur- og uddannelseselite, som stemmer på De Radikale og SF, og en elite i toppen af den offentlige administration, som er moderat socialdemokratisk. Når disse tre grupper er indbyrdes uenige, for eksempel om indvandringspolitikken, kommer deres uenighed til at fylde i debatten på bekostning af forbindelseslinjerne til den brede befolkningsgruppe.