Hun beskriver det at være frivillig i Kirkens Korshær som et betydningsfuldt frirum og et arbejde, der giver hende en følelse af selvværd.

– Jeg er kristen og har gået i søndagsskole som barn. Men jeg kommer kun i kirken ved højtider. Gud, han er hjemme ved mig selv, og det er også der, jeg beder mit fadervor. Nogle har kirken som et frirum. Mit frirum er at være frivillig her i legestuen, fortæller hun. I legestuen kommer typisk forældre med børn under tre år.

– Det er en god fornemmelse at synge med børnene eller lære en ung mor at strikke. Jeg føler, at jeg bidrager til samfundet her, samtidig med at jeg får dobbelt så meget tilbage, siger Johnna Olsen, mens hun stolt viser legestuen frem.

Der er også stolthed at spore i Louise Adrians stemme, når hun fortæller om sit arbejde med Fangekoret. Hun beskriver sit job som diakonalt arbejde bag murene.

– Man kan kalde Fangekoret diakonalt, fordi fangerne får en ny følelse af selvværd og en ny værdighed ved at være med i koret. De føler sig ikke længere kasserede, siger Louise Adrian. Fangekoret udfører selv diakonalt arbejde og var i 2007 med til at åbne Café Exit på Vesterbro i København, som er et tilbud til tidligere indsatte og indsatte på udgang.

Louise Adrian fortæller, at hun i sit arbejde er drevet af troen på Gud og af troen på, at hun kan være med til at give nye værdier til de syngende fanger. Gud giver hende styrke og en tro på, at tingene nok skal lykkes.

– Indimellem kan det være en udfordring at arbejde i et miljø, der er præget af bureaukrati og har stor fokus på sikkerhed. Jeg tror, det er Gud, der har båret hele Fangekoret frem. Nogle gange har jeg måttet sige til Gud, at nu måtte han få tingene til at lykkes. For eksempel hvis det har været nærmest umuligt at få udgangstilladelse til koret for at give koncerter. Så er det altid lykkedes, selvom det har været i sidste øjeblik. Det er, som om Gud går lige et skridt foran os hele tiden, siger Louise Adrian.

kirke@kristeligt-dagblad.dk