– Vi har intet tilbage, intet at give vores sønner, fortæller 65-årige Milorad Stanislava.

I hjembyen Pec i Kosovo er ægteparrets bolig og smedje, som sønnerne skulle overtage, blevet besat. Det betyder, at forældrene ikke, som traditionen i Kosovo byder, kan videregive deres livsværk.

– Jeg ville gerne vende tilbage, men til de gamle dage, siger Milorad Stanislava grådkvalt, mens hans kone forklarer, at de opgav det håb for flere år siden.

Fremtiden for europæiske fordrevne fra Balkan til Kaukasus ser ikke lys ud. Nationale regeringer kan – eller vil – ikke finde politiske udveje på konflikterne, som fastholder de internt fordrevne, og det internationale samfund har ikke noget retligt ansvar for dem. Derudover aftager den internationale opmærksomhed og donor-interessen med tiden.

– Det er sådan, at det internationale samfunds kameralinse retter sig mod de akutte problemer, og så kommer "de glemte konflikter" eller "de glemte problemer" til at stå i skyggen af, at der er nye fænomener, der skal tages stilling til, konstaterer generalsekretær for Dansk Flygtningehjælp Andreas Kamm og forklarer, at der også måles på vægten, når det handler om nødhjælp.

– Der er en nødvendighed af at prioritere, og det må alle anerkende. Når man har en situation som eksempelvis den på Balkan, der er bragt nogenlunde i kontrol, så går hjælpetempoet nok lidt ned, og ressourcerne kanaliseres til mere akutte og sprængfarlige problemstillinger, forklarer generalsekretæren.

Samtidig er Andreas Kamm godt klar over, at der stadigvæk venter et stort stykke arbejde, før nødhjælpsorganisationerne med god samvittighed kan forlade landene, der huser internt fordrevne.

udland@kristeligt-dagblad.dk