Kravet om en kortlægning er det seneste i rækken af undersøgelser foranstaltet af politikere, der tilsyneladende vil religionen til livs. Religionens indflydelse på arbejdspladsen, herunder muslimske ansattes behov for bederum, blev allerede kortlagt for et par år siden og viste, at kun meget få ansatte ønsker at bede i arbejdstiden. Burka-rapporten for nylig viste, at der er ikke er noget stort problem her. Og denne avis? egen undersøgelse afdækkede for nylig, at der, så vidt vi kunne konstatere, ikke er muslimske bederum på et eneste gymnasium i landet.

Indtil nu har lokale skoleledere, gymnasierektorer og ledere i det offentlige løst de problemer, der måtte være, ved mindelige lokale ordninger. Det samme har forsvaret. Og sådan bør man gøre i et liberalt samfund. Hvis man med lovgivning begynder at drive klapjagt på muslimer i skolerne og i det offentlige, indleder man også en klapjagt på kristne. Ikke mindst skolens forbindelse til kirken vil blive truet. Kristne gymnasieelever vil ikke længere få lov til at holde andagter og bedegrupper, og kristendomskundskab vil være et truet fag i folkeskolen.

Dette skrækscenarie skal undgås. Derfor bør den bebudede religiøse kortlægning og registrering ikke finde sted. Den har totalitære anstrøg, og følgen vil være ensretning. Hensynet til andre og især dem, der er anderledes, er en af demokratiets kerneværdier. Vi har altid taget hensyn, også dengang det danske samfund var langt mere monoreligiøst og monokulturelt end i dag. Det nye er, at det er blevet suspekt at tage hensyn. Det ses også af sproget, hvor hensyn nu kaldes for særhensyn. At vise hensyn over for landets muslimske befolkning er ikke det samme som at overgive sig til et muslimsk værdisæt. Islams indtog i Danmark og religionens problematiske sider skal selvsagt fortsat sættes til debat. Men lad besindigheden og ikke hysteriet råde.