Kong vinter er over os
08. feb 2010 00:00
Etisk set: Midt i usikkerheden er der et liv, der frimodigt skal leves til gavn og glæde for os alle, skriver forstander Jørgen Carlsen
Det snedækkede landskab er ikke længere en sentimental kulisse, der skal tjene som baggrund for en fuldfed julestemning som i de gode gamle dage. Nu har det udtjent sin rolle og hører hjemme i forrige akt, skriver Jørgen Carlsen Jesper Kristensen/Scanpix
Jørgen Carlsen
Kong Vinter hærger landet. Vi hjemsøges nu på ottende uge af is, sne og kulde. Vejene er indimellem ufremkommelige. Selv de højeffektive motorveje må bukke under for sneflokke, der kommer vrimlende. Når det går hårdest til, må bus-, tog- og flyafgange aflyses, eller afgangstiderne i bedste fald forstås ironisk som fromme hensigtserklæringer.
Mindre havne lukkes, og anløbsbroer ødelægges af isskruninger. Biler i hobetal kører i grøften, og folk falder og brækker lemmerne på de glatte fortove. På visse dage minder skadestuerne om feltlazaretter.
Samfundet har rustet sig med et omfattende beredskab, som om landet var invaderet af fjendtlige magter. Forsvarets bæltekøretøjer kommer nødstedte til undsætning, og landets lille tapre flåde af isbrydere er endelig sluppet løs for at vise, hvad de kan. Men beredskabet har ikke været forberedt på en udmattelseskrig.
Snerydningen opleves som mangelfuld og utilstrækkelig. Det kniber med forsyningerne. Lagrene af vejsalt er tømt. Frostsprængninger giver hullede veje. Kong Vinter koster tid og kræfter og penge. De offentlige budgetter er for længst overskredet.
Landet forekommer at være i en slags provisorisk undtagelsestilstand. Selvom stort set alle vintersangene i Højskolesangbogen fortæller om sne og kulde, er det tilsyneladende kommet bag på os, at vinteren faktisk kan være sådan.
Det hele begyndte en uge før jul. Ak, ja. Nu har man i årevis gået og sukket efter en hvid jul, så Danmark faktisk ligner sig selv på julekortene. Og endelig går drømmen i opfyldelse. Men hvad sker der så? Efter et par uger synes mange, at man har fået nok.
Det snedækkede landskab er ikke længere en sentimental kulisse, der skal tjene som baggrund for en fuldfed julestemning som i de gode gamle dage. Nu har det udtjent sin rolle og hører hjemme i forrige akt. Det er nødvendigt med et sceneskift. Vi må videre i teksten.
For nu har mange svært ved at komme af sted – på fabrikken, kontoret, værkstedet, laboratoriet, stationen eller institutionen. Der skal nemlig produceres, transporteres, repareres, investeres, rapporteres, evalueres og kommunikeres.
Det, der på Blichers tid blev anset for et elementært livsvilkår, nemlig at vinteren kan være "overmåde hvas og hård", er i det moderne samfund blevet en generende omstændighed, der må gøres noget effektivt ved. For vi har ikke tid til at finde os i den slags. Vi har for travlt.
Vi har det ligesom de travle hastværkere hos Kierkegaard, der er rask til deres gerning: "Hvad udretter de vel?" spørger han. Det vil Lars Løkkes nye vækstkommission sikkert gerne fortælle os: De skal skynde sig for at optimere Danmarks position i den globale økonomi. De skal spurte af sted for at nå frem i førerfeltet. Derfor!
Nuvel. Noget kunne tyde på, at vi moderne mennesker har svært ved at lægge bekymringerne bag os.
"Isen er usikker", hed det i gamle dage. Her i skrivende stund er isen de fleste steder ikke usikker. Det er tilværelsen til gengæld. Men midt i usikkerheden er der et liv, der frimodigt skal leves til gavn og glæde for os alle – uden bekymring og frygt.
Var det for resten ikke det, julebudskabet fortalte os? Forhåbentlig hører det ikke også hjemme i forrige akt af livets store drama. Kort sagt: Lad glæden være jordens gæst også i dag – sne og kulde eller ej. Og glem, at foråret truer lige om hjørnet.
Etisk set bliver skrevet på skift af tidligere formand for Det Etiske Råd Erling Tiedemann, forstander på Testrup Højskole og idéhistoriker Jørgen Carlsen, sygehuspræst Anne Mette Berg, sognepræst Marianne Christiansen og medlem af Det Etiske Råd Klavs Birkholm