Mathias Irminger Sonne |
8. februar 2010
Forklædt som somalier har legendariske Günther Wallraff atter skabt liv i den tyske integrationsdebat
Somalieren Kwami Ogonno er to gange blevet udsat for umotiverede overfald af skinheads. Udelukkende på grund af sin hudfarve. Derfor har han besluttet sig for at søge optagelse i den lokale hundeklub for at træne sin toårige schæferhund i forsvar af sin herre. I hundeklubben oplyser formanden, at der faktisk er optagestop i klubben. Og at et medlemskab desuden koster 300 euro om året samt et engangsgebyr på 250 euro. "Og priser stigerne snart," tilføjer et andet medlem i klubhuset.
Der bliver trukket let på smilebåndene, og en bitter ironi afspejler sig i øjnene på dem, der sidder ved de nærmeste borde. Kwami Ogonno forlader stedet med uforrettet sag. Et par timer senere kommer en ung, blond kvinde ind i klubhuset med en schæferhund. Optagelse i klubben? Ja, et øjeblik, det koster 65 euro om måneden og et engangsgebyr på 60 euro, selvfølgelig, med det samme? Kort efter kommer Kwami Ogonno igen ind i klubhuset, denne gang med sin hund. Han indvilger i den overdrevne pris, men får endelig et kontant svar: "Du er gået forkert. Vær venlig at gå igen." Kwami Ogonno stiller kun ét spørgsmål: "Hvorfor?" Han får det barnligste, fejeste – og uindrømmet racistiske – svar: "Fordi!" Stemningen bliver anspændt, de omkringståendes blikke lugter af tæsk. "Nu går du!" siger formanden skarpt og verfer nedladende Kwami Ogonno ud af klubhuset.
Halvdelen af denne episode er faktisk, halvdelen fiktiv. Desværre er det den racistiske opførsel fra hundeklubbens formand og medlemmer, der er faktisk. De ved nemlig ikke, at somalieren Kwami Ogonno i virkeligheden er journalisten Günther Wallraff, der med sort sminke, afro-paryk og mørke kontaktlinser har omdannet sig til en anonym somalisk indvandrer for indefra at afdække, hvordan man bliver behandlet som sort i nutidens Tyskland. Scenen er langtfra enestående. Med "sin" somaliske familie og ofte også nogle hvide ledsagere med skjulte kameraer og mikrofoner rejser Kwami Ogonno rundt i Tyskland på jagt efter en bolig, en hobby, en kolonihave, lidt adspredelse. Næsten overalt bliver han mødt med direkte eller indirekte afvisning på grund af sit udseende.
Siden 1960'erne har den nu 67-årige Günther Wallraff lavet en lang række sociale reportager, især fra bunden af det tyske samfund: som udnyttet og ydmyget arbejder i industrien, som hjemløs i socialsystemet, som alkoholiker i psykiatrien – offerroller, der har givet ham mulighed for indefra at berette om ofrenes situation i samfundet.
Størst opmærksomhed skabte Wallraff dog med sine reportager fra 1977 om den tyske formiddagsavis Bild, hvor han igennem knap fire måneder arbejdede som journalist under dæknavnet Hans Esser. Et job, som han siden har kaldt "den mest beskidte rolle" i sin karriere. Fra sit insiderperspektiv kunne han få og videregive et rystende indblik i sladderpressens forkastelige menneskesyn og journalistiske metoder, hvor saglighed og menneskelige hensyn til enhver tid måtte vige for en slagkraftig historie. Flere gange endda med dødeligt udfald, som da en journalistkollega skrev om en kvindes selvmord. Over for den afdødes mand udgav journalisten sig for at være politipsykolog, der præventivt samlede motiver og baggrunde for selvmord. Manden indvilgede, men i den endelige artikel i Bild blev kvindens forudgående sygehistorie og faktiske dødsårsag ikke nævnt. Manden blev derimod gjort medskyldig i hendes selvmord. I fortvivlelse tog han sit eget liv, da artiklen udkom.
Günther Wallraffs efterfølgende afsløringer af kyniske samtaler i chefredaktionen, løgnagtige reportager og skrupelløse research-metoder gav ham selvfølgelig en lang række retssager på halsen fra Bilds side. Anklagen lød blandt andet på "anvendelse af infame og kriminelle metoder".
Med roller som eksempelvis "den tyrkiske gæstearbejder Ali" har Günther Wallraff siden da gennemført en lang række "kritiske socialreportager", som han selv kalder dem – eller ageret som "Tysklands dårlige samvittighed i en mediestars skikkelse", som avisen Tagesspiegel for nylig har kaldt ham.
I sin nye bog "Fra den fagre nye verden" fortsætter han denne linje med afslørende journalistik fra det tyske erhvervsliv. Som ansat i et callcenter, som kaffeslave i en "Starbucks" og som skifteholdsarbejder på en brødfabrik afslører han alt fra korruption og bestikkelse over underbetaling og udbytning til overvågning og medarbejderchikane. Det er ikke just opløftende reportager fra et "rigt, fattigt land". Vi følger blandt andet, hvordan supermarkedskæden Lidl ikke bare overvåger sine ansatte, men samtidig sætter et så hårdt prispres på sine leverandører, at forholdene på den brødfabrik, hvor Wallraff arbejder undercover, er helt igennem uværdige, urimelige og direkte farlige.
"Fra den fagre nye verden" består af en række beretninger, som har været bragt i avisen Die Zeit. Eneste nye indslag er "Sort på hvidt", som altså også har ramt de tyske biografer som film. Her tager Wallraff undtagelsesvis ikke fat i et lukket system som Lidl, Bild eller Starbucks. Han udstiller derimod den åbenlyse, daglige racisme, som han i somalisk forklædning udsættes for rundt i det tyske land.
Günther Wallraff: Aus der schönen neuen Welt. 13 euro. Broschiert.
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad