Den danske folkelighed. En nødvendig sammenhæng

Vi er kommet til at ligge under for den foragt, der er for "det folkelige". Folkeligheden bliver talt ned til og set ned på, og så aner de fleste af os med næsten selvforagt kun os selv i sammenhæng, fordi vi netop erfarer, vi er det.

Danskerne er et folk, som er stolt af Danmark. Danskerne er et folk, fordi vi taler et fælles sprog og har en fælles historie, som ikke mindst de sidste 200 år er blevet inddæmmet i det Danmark, vi kender. Især fra nederlaget ved Dybbøl i 1864, hvor Dalgas' berømte sætning om, at hvad udadtil er tabt med især Slesvig, skal indadtil vindes.

I denne sætning rejses det både åndelige og materielt velstående Danmark, som vi kender, og som vi på trods af klasseskel må vedkende os. Vi erfarer ganske enkelt en ensartet enhedskultur, men vi har så få ord til rådighed for den, fordi den ikke bliver talt eller skrevet frem. Kun følelsen af noget fælles er næsten tilbage, og den lever et forhutlet liv mellem os som momentane udbrud af festlig folkelighed ved VM i fodbold og EM i håndbold.

Man kan sige, at vi med vor enhedskultur og velfærd rent faktisk lever i større sammenhæng end nogensinde før. Vil vi tænke efter, har sammenhængskraften aldrig været større. Det ser man tydeligt, når danskere påtager sig særlige opgaver, som den soldaterne i Afghanistan står med. I krigens kaos trækker de på mere end militærerfaring. De trækker på omsorgen og gensidigheden og oplever i en konstant intensitet en samhørighed, de selvfølgelig udvikler under krigens særlige vilkår, men også har med sig hjemmefra. De er et eksempel på, at vi vil forsvare det Danmark, vi kender og er forpligtet på.

Til trods for disse erfaringer taler vi herhjemme fejlagtigt om manglende sammenhængskraft og vil ikke se os som et folk. Det, selvom netop folkeligheden er den eneste kraft, som med frisind og fast hånd med ordene sådan gør vi her kan inkludere de allerfleste af dem, som de seneste 30-40 år er kommet til Danmark ude fra verden.

Vi skal se dette nu. Vi skal ville være et folk, der myndigt tager hånd om Danmark. Enhver, som er ansvarlig, må og skal tale folkeligheden op, så vi både mærker og ser og forstår, at vi alle, som de enere vi gerne vil være, bliver os selv sammen med de andre og på det grundlag lader andre blive sig selv sammen os. Det er ægte folkelighed.

Kristian Massey Møller,

valgmenighedspræst og forfatter,

Vandrigsvej 20,

Store Heddinge