Kristian Massey Møller |
8. februar 2010
Folkeligheden er et afgørende fikspunkt for vores selvforståelse, Kristian Massey Møller
At føle sig som et folk og i det være folkelig er på mange måder en belastet følelse. Historisk og kulturelt, fordi det ligger lige op ad det beslægtede tyske ord "volk", der er befængt af nazismen. Socialt og politisk, fordi vi klassedeler os i rige og mindre rige og dermed også må have modsatte klasseinteresser. Og sidst menneskeligt set ud fra, at vi i dag helst vil se os i en sammenhæng som individuelle enere.
Ikke desto mindre er folkeligheden et afgørende fikspunkt for vores selvforståelse og muligheder for at forstå os i en sammenhæng. Vor sammenhængskraft er betinget af graden af folkelighed i samfundet. En folkelighed, der er mere end en følelse,og som er inkluderende.
At føle sig som dansker er at ville stå ved, at man er sit folk lig, og det kræver mere end følelsen. Det kræver også fornuft. Men ikke en fornuft, som på enerens standpunkt syrligt og ironisk taler ned om de andre danskere. Kierkegaards livsnødvendige eksistentielle filosofiværk til trods så står han med sit fokus på "hin enkelte" op mod Grundtvigs folkelighedsbegreb, der siger, at enhver bliver sig selv i et fællesskab.
Disse to hoveder brydes i dansk selvforståelse og fortæller side om side i helhed om os danskere. Sider, der også udtrykkes i det politiske spekter. Desværre har begrebet om "hin enkelte" i moderne elitær tænkning imidlertid udraderet forståelsen af, at vi stadig bliver os selv sammen med andre – også selvom vi erfarer det og ved det og vil forsvare det.
Vi er kommet til at ligge under for den foragt, der er for "det folkelige". Folkeligheden bliver talt ned til og set ned på, og så aner de fleste af os med næsten selvforagt kun os selv i sammenhæng, fordi vi netop erfarer, vi er det.
Danskerne er et folk, som er stolt af Danmark. Danskerne er et folk, fordi vi taler et fælles sprog og har en fælles historie, som ikke mindst de sidste 200 år er blevet inddæmmet i det Danmark, vi kender. Især fra nederlaget ved Dybbøl i 1864, hvor Dalgas' berømte sætning om, at hvad udadtil er tabt med især Slesvig, skal indadtil vindes.
I denne sætning rejses det både åndelige og materielt velstående Danmark, som vi kender, og som vi på trods af klasseskel må vedkende os. Vi erfarer ganske enkelt en ensartet enhedskultur, men vi har så få ord til rådighed for den, fordi den ikke bliver talt eller skrevet frem. Kun følelsen af noget fælles er næsten tilbage, og den lever et forhutlet liv mellem os som momentane udbrud af festlig folkelighed ved VM i fodbold og EM i håndbold.
Man kan sige, at vi med vor enhedskultur og velfærd rent faktisk lever i større sammenhæng end nogensinde før. Vil vi tænke efter, har sammenhængskraften aldrig været større. Det ser man tydeligt, når danskere påtager sig særlige opgaver, som den soldaterne i Afghanistan står med. I krigens kaos trækker de på mere end militærerfaring. De trækker på omsorgen og gensidigheden og oplever i en konstant intensitet en samhørighed, de selvfølgelig udvikler under krigens særlige vilkår, men også har med sig hjemmefra. De er et eksempel på, at vi vil forsvare det Danmark, vi kender og er forpligtet på.
Til trods for disse erfaringer taler vi herhjemme fejlagtigt om manglende sammenhængskraft og vil ikke se os som et folk. Det, selvom netop folkeligheden er den eneste kraft, som med frisind og fast hånd med ordene sådan gør vi her kan inkludere de allerfleste af dem, som de seneste 30-40 år er kommet til Danmark ude fra verden.
Vi skal se dette nu. Vi skal ville være et folk, der myndigt tager hånd om Danmark. Enhver, som er ansvarlig, må og skal tale folkeligheden op, så vi både mærker og ser og forstår, at vi alle, som de enere vi gerne vil være, bliver os selv sammen med de andre og på det grundlag lader andre blive sig selv sammen os. Det er ægte folkelighed.
Kristian Massey Møller,
valgmenighedspræst og forfatter,
Vandrigsvej 20,
Store Heddinge
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad