I mere end 60 år har indiske landarbejdere kunnet få en pause fra hverdagens hårde strabadser ved at drømme sig væk til det indiske filmland Bollywood. Omrejsende biografer kan nå helt ud til landets yderdistrikter og har på den måde bragt lidt af filmens glimmerverden ud til arbejderne. Meterlange lærreder spændes ud mellem bambuspæle, og biografen kan på den måde hurtigt sættes op, tages ned igen og bringes til et nyt publikum hver dag.

Men denne indiske kulturinstitution risikerer nu helt at uddø. Rejsebiograferne kan ikke konkurrere med kabel-tv og ulovligt kopierede dvd?er, der langsomt spreder sig ud til landsbyerne.

I Maharashtra-delstaten, der er hjemsted for Mumbai og Bollywood, er antallet af rejsebiografer faldet fra 2000 til 40 i løbet af de sidste tre til fire årtier, så nu skal fænomenet gemmes for eftertiden ved et fotoprojekt finansieret af den indiske regerings kunstfond. Shirley Abraham, der er reseacher på fotoprojektet, beskriver, hvordan de indiske arbejdere blev tryllebundne, når de så mytologiske film.

– Når de så guden på lærredet, blev de næsten frygtsomme over for mediet, eller de kastede blomster og mønter på lærredet eller vendte sig om mod projektoren, hvor de forventede, at Gud ville komme ridende på lysstrålen.

Organisationer, der lobbyer til fordel for de omrejsende biografer, ønsker statsstøtte for at redde biograferne, men det afviser direktøren for den indiske regerings kunstfond, Anmol Vellani. Han forklarer det med, at når biograferne ikke længere understøttes økonomisk af deres publikum, så mister de også deres kulturelle berettigelse, fordi biograferne netop opstod som et billigere alternativ i forhold til filmvisninger i byerne. Sparsom økonomi er derfor en del af det, der gør rejsebiograferne specielle.

– Vi bør anerkende fænomenet, respektere det, dokumentere det, og lære af det, men jeg lægger ikke meget værdi i at redde det, for hvad ender det så med, vi redder?, spørger Anmol Vellani.

julie.hansen@kristeligt-dagblad.dk