Giv os Anker tilbage…

Politiske skandalesager, idérige fiflerier og skamløs ragen til sig er blevet hverdagskost. De har kastet lys helt ned i bunden af den politiske jungle og vist os et plumråddent miljø, hvor folkevalgte spidser har travlt med kreativ iscenesættelse og virtuos manipulation, ivrigt bistået af en endeløs stab af spindoktorer.

Smarte reklamedrenge flokkes i magtens korriodorer og styrer showet med en spinkultur, der kynisk vildleder befolkningen og snigløber demokratiet – intet er helligt: sort gøres til hvidt, krig til fred, nat til dag.

For ikke så mange år siden var det engagement, værdier og holdninger, der styrede de politiske budskaber – ikke medieeksperter, fokusgrupper og meningsundersøgelser. Derfor gjalder jeg med nostalgiens blide patina: Giv os Anker tilbage ...

Hylekoret af spindoktorer vil himle op om ren stokroseromantik, hvor vi med drivende våde øjne til tonerne af savmusik hylder den dårligste statsmand siden Erik af Pommern.

Anker Jørgensen er vajsenhusbarnet, som arbejdede sig op til samfundets top fra den fattige barndom som forældreløs på Amagergade på Christianshavn, hvor fire lejligheder deltes om en rusten køkkenvask på gangen og lokum i gården.

Han er folkets mand med rødder dybt i den danske arbejderklasse og som ingen anden politiker en del af den danske folkesjæl. Livet igennem har han været trofast mod sin opvækst med ægte følelser for de svageste i samfundet – man hører hjertet banke, når han taler om solidaritet, om de handicappede, de syge og gamle.