Her indenfor hos familien Kostic er socialmedarbejder fra UNHCR Biljana Kosanic også på besøg. Hun besøger den kollektive lejr en gang om ugen og kender de fleste beboere, også dem, der ikke burde være på området.

– I øjeblikket bor der knap 60 illegale fordrevne her. Deres situation skal vi også forsøge at finde en løsning på, siger hun og fortæller, at de illegale ofte er internt fordrevne, som er flygtet fra kollektive lejre andre steder i Serbien. Hvis man bor i en kollektiv lejr, hvor man ikke er registreret, er man illegal. Når først en internt fordrevet person er registreret et sted i Serbien, skal personen blive i den kommune. Også selvom ægtemanden slår.

Danica Kostics datter er en af de illegale. Hun er flygtet fra sin alkoholiserede, voldelige ægtemand sammen med deres fælles datter, og nu gemmer hun sig hos sin mor.

– Men det betyder ikke, at familien får mere mad, selv- om der nu er to ekstra at dele det daglige måltid med, forklarer Biljana Kosanic, og hun bryder op hos familien Kostic for at vise vej til folkekøkkenet.

Det ligger i udkanten af området, og her kan beboerne hver dag hente en ration mad. Uden for bygningen, der er en af de få komplette i lejren, sidder nogle internt fordrevne, som har formået at flytte bort fra stedet. Hver dag mellem klokken 11 og 13 vender de tilbage for at sælge deres hjemmedyrkede grønsager til dem, der stadigvæk lever inden for hegnet. Men kun få af områdets beboere har råd til den luksus og må i stedet nøjes med maden, som Internationalt Røde Kors daglig tilbyder. Hver lejrbeboer bydes på et franskbrød, noget kød, der minder om Jaka-bov, og en varm ret, som oftest er udkogte bønner.

– Vi skal skynde os tilbage, så det ikke bliver koldt, siger en kvinde og forsvinder ud af folkekøkkenet, hvor køen frem mod lugen vokser støt.

Væggene i rummet har engang været hvide, men nu driver plamager af fedt og snavs ned mod gulvet, hvor det sort-hvide skaktema forvandler sig til en mudret sø, i takt med at der bliver delt mad ud til den voksende kø.

Flere steder på væggene vidner umalede kvadrater om, at der engang har siddet radiatorer i det cirka 20 kvadratmeter store lokale. Nu peger de amputerede varmerør mod loftet, hvor en enkelt "pelsklædt" ledning danner par med en fatning uden pære.

Der er ingen møbler i lokalet. Den eneste feature er lugen bag disken, som maden langes henover. Foran den dvæler hver enkelt beboer, hver gang køkkenmedarbejderen udleverer et måltid, som om de håber på, at der falder lidt ekstra mad af.

– Det er ikke meget mad, de får. Tidligere fik de tre måltider om dagen, nu får de et, konstaterer Biljana Kosanic, da en bette tøs skrider ud ad døren med en aflagt malingsspand halvt fuld af den klistrede bønnemasse. Pigens ansigt ligger i alvorlige folder, mens hun balancerer hen imod den bageste af lejrens barakenklaver, der ikke ligger langt fra køkkenet.

Biljana Kosanic går ud af køkkenet og viser videre gennem området.

– Børnene er små af deres alder. Hun nikker i retning af en lille, tynd dreng.

Det er deres sko også. Flere af ungerne er iført drivvåde sutsko, klipklappere eller plasticsandaler uden bagklap på, og deres hæle rager flere centimeter ud over kanten.

Selvom Biljana Kosanic besøger den kollektive lejr i Smederevo en gang om ugen, bliver hun stadigvæk stødt over familiernes livsvilkår i og omkring de små barakker.

Oprindelig var de interimistiske hytter tænkt som en midlertidig boligløsning til arbejderne, som opførte områdets stålværk, Sartid.

– Tidligere tiltrak værket arbejdere fra hele Serbien, men efter at den amerikanske stålgigant US Steel opkøbte det tilbage i 2003, har ovnene ikke arbejdet på maksimal kraft. Biljana Kosanic smiler skævt, mens fede grå skyer driver fra stålværkets høje skorstene og ind over barakkerne.

Indenfor deler 16 personer de cirka 60 kvadratmeter. Uden isolering og uden eget bad og køkken. Flere af rummene er fugtige. Vinduerne er utætte eller delvis smadrede, varmeapparaterne fungerer ikke optimalt, og mange mennesker deler drømme eller mareridt i samme lokale.

Udenfor hænger flager af maling ned ad de fallerede træfacader, mens ruderne rasler i rammerne. De er blevet møre af regnen, der i årevis ubesværet er trængt ind i de ubehandlede karme. I de fleste barakker står hoveddørene åbne, og på toppen af trappestenene er familiernes sandaler og gummisko sirligt placeret side om side. Mellem den første og anden kolonne af lejrens barakker står tre containere på række. To af dem bugner af affald, den sidste er gennemtæret af rust og har store huller langs siderne. Mindre end en meter væk roder møgbeskidte katte og hunde rundt i en stor bunke affald, der er efterladt tilfældigt på jorden. Ligesom skidtet flyder overalt i lejren, kan man også falde over bukkede rør, metalplader og andre efterladenskaber fra stålfabrikken.

– Der er ikke nogen, som rydder op af sig selv, så med årene er det blevet værre og værre, hævder Biljana Kosanic.

I et afsides hjørne af lejren knejser nogle få spritnye barakker. De er opført af US Steel til deres arbejdere.

Her slutter dørene tæt, væggene er isolerede, og vandet i hanen er varmt. På bare 50 meters afstand kan lejrens øvrige beboere kun drømme om den slags luksus, og derfor får de nye barakker mange misundelige blikke fra de internt fordrevne.

Den uvante ekstravagance og arbejdernes bugnende pengepunge virker dragende på nogle af de internt fordrevne, som indimellem lister ind på det mondæne område om natten.

– Der er en del af kvinderne, som prostituerer sig, siger Biljana Kosanic og nikker vredt mod de nye barakker.

Ikke langt derfra står fem fordrevne mænd i en rundkreds. Deres øjne er blanke, kinderne rødsprængte og samtalen højlydt. De skåler med bajerne i deres næver og smågriner sjofelt ad kvinderne, som skal forbi gruppen for at komme ud fra området.

– Druk er udbredt blandt lejrens mænd, og derfor er der også en del vold i hjemmene, fortæller Biljana Kosanic og forsøger forsigtigt at forklare områdets hankønsvæsner.

– Der er ikke meget at tage sig til, så de bliver apatiske og forfalder til druk.

På trods af at lejren ifølge socialmedarbejderen tilbyder afvænningskurser, er der ikke mange, som tager imod tilbuddet.

– Det handler om at anerkende, at man har et problem – og det har de simpelthen ikke overskud til. Hun kigger hen mod mændene. En af dem løfter flasken halvt i en svag gestus, mens Biljana Kosanic fortsætter sin mission hen over stier fulde af visne blade, halvrådne kastanjer og tilfældigt skidt og møg.

udland@kristeligt-dagblad.dk