De efterladte hjem bliver fra tid til anden udsat for ødelæggelse eller rømmet for alt af værdi. Og lige så ofte er der en ny familie, der rykker ind, så snart de forfulgte har forladt deres hus. Ganske som da Radmila Vulicevics mand som den sidste forlod deres lejlighed. Naboerne stod inde i stuen og truede ham til at flytte, så de kunne overtage lejligheden.

Besættelserne af internt fordrevnes efterladte hjem kan være ulovlige, men myndigheder reagerer forskelligt på det alt efter konfliktens karakter. I nogle tilfælde bliver der grebet ind over for den ulovlige brug af de rømmede huse. Andre steder sker det, at myndighederne nærmest opfordrer lokalbefolkningen til at benytte de efterladte huse.

En af de store udfordringer i de fordrevnes kamp om deres hjem er den store bevisbyrde, som de internt fordrevne skal bære for at bevise deres ret. Tit er skøder, dokumentation og bevismateriale forsvundet under urolighederne eller flugten. Og selvom de fleste europæiske lande, der huser internt fordrevne, har juridiske mekanismer, som kan hjælpe dem til at sikre retten til deres hjem eller til en kompensation, slår det sommetider fejl. Det konstaterer blandt andre Human Rights Watch, der også er bekymret over krænkelser af europæiske internt fordrevnes ejendomsret.

– Vi ser mange steder, at de lokale myndigheder ikke er gode nok til at hjælpe de europæiske fordrevne med at komme tilbage til deres hjem eller i det mindste til at sikre dem en kompensation for deres tabte hjem, påpeger Benjamin Ward, meddirektør for Human Rights Watch i Europa og Centralasien.

Radmila Vulicevic vil ikke have en kompensation. Hun vil have sit hjem tilbage i Kosovo.

Hun har siden familiens flugt i 1999 forsøgt at komme ind i sin lejlighed tre gange. Tre gange har det været forgæves. En af gangene var hun taget tilbage til Pristina med en britisk officer. Det var en humanitær organisation, der havde arrangeret turen for at give nogle af de fordrevne kosovoserbere fra Pristina mulighed for at gense deres by og deres hjem. Da hun og officeren stod ved lejligheden, var der ingen, der åbnede døren, da de bankede på. Radmila Vulicevic forsøgte at overbevise den britiske officer om, at hun skulle indenfor.

– Han var stor, så jeg prøvede at overtale ham til at sparke døren ind. Men det ville han nu ikke gøre, husker Radmila Vulicevic, der ubøjeligt fastholder sit håb om at komme tilbage til Pristina.

– Pristinas himmel er min himmel. For mig er Pristina den eneste by i verden, fortæller hun.

Det er sager som Radmila Vulecivics, Europarådet håber at kunne forenkle. Europarådet, der består af repræsentanter fra 47 europæiske lande – herunder 11 lande, der huser internt fordrevne – arbejder i øjeblikket på en rapport, der skal komme med forslag til, hvordan juridiske mekanismer kan sikre europæiske internt fordrevnes ejendomsrettigheder. Siden oprettelsen i 1949 har Europarådets kerneværdier været arbejdet for at fremme demokrati, retsstaten og respekten for menneskerettigheder.

Rapportens forfatter og medlem af den danske delegation i Europarådet, Jørgen Poulsen (R), håber, at Europarådets ministerkomité vil give rapportens mange forslag og opfordringer vind i sejlene, så de på sigt kan blive implementeret i de nationale lovgivninger i medlemslandene. Men Jørgen Poulsen ved også godt, at der kan være langt fra en debat i Europarådet og til, at der bliver fastsat nogle juridiske retningslinjer i de enkelte medlemslande.

– At arbejde med menneskerettigheder på politisk plan kan virke som at skrive i vand. Men samtidig skal vi huske, at arbejdet med menneskerettigheder trods alt går i den rigtige retning. Så det, der måske virkede som utopi for 20 år siden, er i dag blevet kendsgerninger. Derfor er det vigtigt, at vi tager fat her. For vi finder ikke løsninger på de internt fordrevnes situation, før vi har løst spørgsmålet om deres ejendomsrettigheder, siger Jørgen Poulsen.

Radmila Vulicevic tror på, at det i sidste ende nok skal lykkes, og at den seje kamp nok skal betale sig. For hun vil tilbage til Pristina, selvom hendes liv der aldrig kan blive det samme som tidligere, Men hun har heller ikke lyst til at skabe sig et nyt i Serbien. Hun gentager igen og igen, at Pristina er hendes by, og det eneste sted hun vil kalde hjem – trods de forandringer, byen har været igennem.

– Mine naboer vil sikkert ikke besøge mig mere, og meget vil være forandret. Men jeg er ikke bange for, at der vil ske mig noget, fortæller Radmila Vulicevic.

Hun kæmper ikke for lejligheden på grund af had til den albanske befolkning, der nu bor i hendes provins. Eller til den albaner, der nu bor i hendes lejlighed. Ej heller af frustration. Hun tror ikke på, at negative følelser af den slags vil føre til noget konstruktivt. Derfor tænder hun også lys for lejlighedens nuværende beboer, når hun beder sine bønner i den ortodokse kirke.

– Jeg vil ikke give nogen det indtryk, at jeg lider. Men den her sag er vigtig for mig, hvis jeg vil bevare min værdighed, og ikke mindst for at bevare alle andre internt fordrevnes værdighed, siger hun.

Det har ikke været muligt at få Kacusa Jasari, der bor i lejligheden, til at kommentere begivenhederne.

udland@kristeligt-dagblad.dk