Leif Hjernøe |
9. februar 2010
Radioklassiker om Albert Camus vakte begejstring hos Leif Hjernøe i dagens Radio og TV
Jakob Rönnow prædikede lyttervenligt fra Vangede Kirke i Helsingør Stift. Han markerede endog i indledningen sin mediebevidsthed: Havde jeg holdt et sennepsfrø mellem fingerspidserne, så havde menigheden, lige som lytterne, ikke kunnet se det.
Dagens tekst førte til pointen: En lettelsens og tillidens søndag er det. Vi skal ubekymret give det videre, som vi selv har fået, i tiltro til, at Gud med sin vækstkraft er med i vores egen lille indsats. Sådan som han altid har været det med Helligåndens styrke, kærlighed og nåde.
Med denne understregning af den enkeltes igangsættende styrke blev der indirekte lagt op til den efterfølgende udgave af P1's "Radioklassikeren", som i søndags beskæftigede sig med den franske forfatter, dramatiker, filosof og journalist Albert Camus (1913-1960).
Udsendelsen var tilrettelagt af Thomas Haugaard. Der hørtes krystalklare stemmer og velgørende kernedansk fra fortiden af skuespillerne Poul Thomsen og Fritz Helmuth, samt Jens Schoustrup-Thomsen fra 1972 i det mindeværdige litteraturprogram "Perspektivkassen".
Læsere af nærværende dagblad havde særligt gode forkundskaber, hvis de den 29. januar fik læst Claus Grymers artikel om samme Albert Camus. Anledningen var, lige som i "Radioklassikeren", at det den 4. januar var 50 år siden, sidstnævnte omkom i en trafikulykke.
Helt bevægende var det at genhøre et indslag i det ligeledes mindeværdige kulturprogram "Kulturpassagen" fra 2003 af den franskkyndige Jesper Tang. Han havde fundet frem til lydoptagelser af Camus' tale ved modtagelsen af nobelprisen i litteratur i 1957.
Sikken et fransk! Og hvilken myndighed! Der er ikke noget at sige til, at Frankrig har udnævnt år 2010 til et Camus-år. Vel at mærke både på trods af og fordi han var fransk-arabisk af fødsel. Hans forfatterskab personliggør et samvirke mellem vest og øst.
Med henvisning til den gensidige terror under krigen mellem Frankrig og Algeriet omkring 1960, som Camus havde et direkte og gennemlevet forhold til, fik han inden sin alt for tidlige død formuleret et væld af meninger om terror, som i deres appel til den enkelte virkede højaktuelle.
Camus betonede igen og igen, at kun via dialoger er det muligt at bekæmpe den selvforstærkende terrorisme. I stedet for at dæmonisere fjenden bør man undersøge hans bevæggrunde i en fælles fordømmelse af vilkårlige overgreb og drab på civilbefolkninger.
Det mindede om disse Camus-citater: "En regering har pr. definition ingen samvittighed. Nogle gange har den en politik, men aldrig mere end det." Og: "Vi undrede os over, hvor krigen kom fra, og hvad der gjorde den så modbydelig. Og nu ved vi det, den er inden i os selv."
At dømme efter "Radioklassikeren" burde Albert Camus: "Réflexions sur le terrorisme" (Nicolas Philippe, Paris, 2002) snarest oversættes til dansk! Der er genudsendelse den 14. februar klokken 13.01
Leif Hjernøe er forfatter og foredragsholder
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad