Samfundet har glemt sine kristne rødder
09. feb 2010 00:00
De vestlige samfund befinder sig i en konstant kamp mellem det sekulære og det religiøse, mener den britiske forfatter Philip Sampson
Philip Sampson advarer i en ny rapport om et værdiskred i det vestlige samfund, fordi vi har glemt vores kristne rødder. -- Privatfoto.
| Philip J Sampson: |
Forfatter, foredragsholder og tidligere psykoterapeut. Er oprindeligt uddannet matematisk fysiker, men har siden skiftet interesse til, hvordan fortællinger virker på det individuelle og sociale plan. Forfatter til bogen "Six Modern Myths about Christianity and Western Civilization", som ser på, hvordan det moderne sekulære samfund bruger historier til at underbygge sig selv. Eksempelvis historien om Galileo, og hvordan han blev undertrykt af kirken, og hvordan Darwin blev forfulgt af kirken i det 19. århundrede. Hans seneste forskning viser, hvordan dyrevelfærdsorganisationer bruger Darwin til at retfærdiggøre deres arbejde. Hans nye rapport, "Sustaining Democracy", er udgivet af den kristne tænketank The Jubilee Centre. |
Politibetjente med videokameraer zoomer ind på de forsamlede demonstranter. Der er ikke tale om unge militante demonstranter formummet bag hættetrøjer, men pæne ældre mennesker som blandt andet pensionerede præster.
De er mødt op til en demonstration arrangeret af Christian Aid – det britiske svar på Folkekirkens Nødhjælp.
Den britiske forfatter Philip Sampson ser politiets aggressive fremfærd som et eksempel på, hvordan det sekulære samfund nedbryder traditionelle borgerrettigheder.
– Jeg deltager i demonstrationer, og jeg er meget forundret over, hvordan de begivenheder bliver tæt overvåget af politiet. De bruger videokameraer, som går helt tæt på demonstranterne på en meget intimiderende måde. De demonstrationer, jeg deltager i, har mange ældre mennesker som mig selv, forklarer Philip Sampson i et interview med Kristeligt Dagblad.
Med sit grå skæg og en stille og rolig stemmeføring er han ikke indbegrebet af en mand, som skulle være i politiets søgelys.
Han bruger billedet med demonstrationerne til at understrege, hvordan det sekulære samfund underminerer og nedbryder de traditionelle demokratiske værdier. En påstand, som han har lanceret i en rapport for den kristne tænketank The Jubilee Centre.
I rapporten "Sustaining Democracy" ("Underbyg demokratiet", red) påviser han, hvordan det moderne eller sekulære samfund har glemt det kristne fundament, som det moderne vestlige samfund bygger på.
– Ved demonstrationer oplever vi en absurd overvågning af politiet, som om deltagerne ville gøre noget ulovligt. Overvågning er nu rutine. Det viser, at de elementer som retfærdighed og frihed, som vi tager for givet i et demokrati, er overraskende sårbare. Forklaringen har noget med det sekulære samfund at gøre, argumenterer Philip Sampson.
Han mener, at samfundet helt fundamentalt har glemt de kristne værdier, som har formet de fleste vestlige demokratier.
– Traditionelt er det svært at finde en institution i det vestlige samfund, som ikke har rødder i den jødisk-kristne tradition. Alt fra lighed for loven og tanken om menneskerettigheder til tankefrihed. Alle har de rødder i en bibelsk tradition. Men der er også sociale institutioner som hospitaler og det engelske system for prøveløsladelser, som er udsprunget af fængselsmissionen, og så videre. De bliver i dag politisk set som sekulære institutioner, men de har deres rødder i kristendommen, fremhæver Philip Sampson.
Han afviser påstanden om, at mange af tankerne bag det vestlige demokrati har deres rod i det gamle Grækenland.
– Jeg blev også opdraget til at tro, at demokratiet er udsprunget af det gamle Grækenland. Men jeg er ikke sikker på, at det holder som et argument. Historien er langt mere kompleks. Meget er formet af reformationen. Så meget går tilbage til Calvin og Luther. Og der er meget mere end den simplificerede historie, som jeg lærte i skolen, forklarer han.
Sampson ser et samfund i dag, hvor der er to kræfter, som trækker i hver sin retning.
– Vi har et stærk sekulært pres og et mere stille og efter min mening bedre kristent pres. Men det er afgørende, hvilket der vinder, for det kan være, at andre friheder, som vi tager for givet, kommer under pres. Ressourcerne til at modstå nedbrydningen ligger stærkere i kirken, fordi det sekulære samfund ikke har været i stand til at modstå den erosion, advarer Philip Sampson.
Han ser – særligt i Storbritannien, men også i USA – en stigende anerkendelse af, at fundamentet i demokratiet har rod i en kristen tradition.
– Præsident Obama taler om, at det demokratiske parti har skudt sig selv i foden ved af løsrive partiets grundlag fra dets religiøse fundament. Hvis vi offentligt negligerer, hvad der har formet vestlig kultur, så risikerer vi at fremmedgøre os selv fra, hvad vi netop forstår ved vestlig kultur, fortsætter Philip Sampson.
Trods sine bekymringer mener han ikke, at det sekulære har vundet.
– I en nøddeskal har der været en tro på, at det moderne samfund uvægerligt ville bevæge sig i en stadig mere sekulær retning, at religion gradvis ville svinde hen. Det var en ret almindelig antagelse indtil for 20 år siden, hvor religionssociologer kunne påvise, at den forudsigelse ikke holdt stik. Tværtimod har vi en genopstandelse i religion og religiøse bevægelser, forklarer Philip Sampson.
Den genopstandelse har så omvendt affødt en mere aggressiv antireligiøs tilgang, som præger den offentlige debat.
– Jeg tror, vi er i et interessant og kritisk øjeblik, hvor det ikke er klart, til hvilken side vi vil gå. Der er stemmer som Richard Dawkins og Christopher Hitchens, som er meget opsatte på at fjerne religion fra det offentlige rum, og som er meget fjendtligt indstillede over for enhver antydning af, at traditionel religion har noget som helst at tilbyde.
På den anden side er der en pragmatisk politisk tilgang, som mener, at religion har noget at bidrage med. Det har fået ekstra styrke af de nuværende finansproblemer. Det vil uvægerligt føre til nedskæringer i den offentlige sektor. Derfor er flere ministre her i landet opmærksomme på, at kirkerne kan tilvejebringe enorme offentlige ressourcer til at løse opgaver i samfundet for børn og ældre og andre grupper, påpeger Philip Sampson.
Den britiske regerings stigende udlicitering af offentlige opgaver til religiøse organisationer har mødt hård kritik fra ateister og humanister. Omvendt ser Philip Sampson det som kirkens nye chance.
– På mange måder er det opmuntrende, at kirker bliver mere involveret i partnerskabet, som tilbyder tjenesteydelser for staten. Nogle myndigheder er ganske vist bekymrede over, at kristne organisationer bekender deres kristne tro. Det handler ikke om at være missionerende, men at de står ved deres kristne grundlag. Det er vigtigt for kristne og kirker at bevare en frihed. Alternativt vil det fjerne motivationen, hvis der var et forbud mod at fortælle, at de tror på gud og bøn, mener Philip Sampson
Han ser en gentagelse af historien fra tidligere, hvor kirker bidrog aktivt, før staten tog over. Han fremhæver, at den mere konservative kirke er på vej tilbage med et engagement i lokalsamfundet, og at det bliver et vigtigt spændingsfelt i den stadige kamp mellem det sekulære samfund og dets kristne rødder.
norum@kristeligt-dagblad.dk