Prisvindere og -tabere
09. feb 2010 00:00
Post Scriptum: Så Karen Blixen fik aldrig nobelprisen! Mon ikke skuffelsen bunder i forfængelighed?
0108923: T.S. ELIOT (1888-1965).
Unspecified/The Granger Collection, New York
Bernhard Lewkovitch
Sommetider kan det hænde, at man falder i undren over noget, man bagefter ikke synes var værd at undre sig over. Tag nu sådan noget som priser; dem, man fra tid til anden bemærker bliver tildelt kunstnere, lyrikere, forfattere, musikere og andre skønånder, som af komiteer anses for værdige til at hædres for en fortjenstfuld indsats til menneskeåndens berigelse.
Om dette tales og skrives der vidt og bredt, og skønt ikke altid til modtagerens fulde ære, så dog i det mindste som et indslag i den daglige underholdning, man kan le ad eller græde over, alt efter temperament og indstilling til modtageren eller priskomiteen. Det forgangne år bød således på en begivenhed, man ikke uden videre slipper af erindringen. En midaldrende forfatter blandt de kvindelige af den efterhånden store skare, landet befolkes af, gav udtryk for sin misfornøjelse ved ikke at have modtaget årets boghandlerpris, hvilket blev refereret flittigt i dagspressen. Hun mødte derpå frimodigt op på stedet, hvor slige afgørelser træffes, og krævede sin ret. Hvad virkning det havde, og hvad årsagen hertil var, er mindre væsentligt, det afgørende var, at hun efterfølgende fik sin pris, fortjent eller det modsatte. Det må da kunne indgyde mod i selv de mest forsagte sjæle i den verden og måske endda give fyldestgørende mening med mundheldet "Den, der kommer først til mølle, får først malet". Det har med køb og salg at gøre, en ikke uvæsentlig side af sagen, og som sådan afgørende for en forfatters navn og stilling i publikums bevidsthed.
En komponist blev for et par år siden interviewet i en tv-kanal og spurgt om, hvilken betydning det havde at få opført sit nye værk, og svaret herpå var, at så ville hans navn blive endnu mere kendt, end det var i forvejen! Sådan kan man altså også konkludere ud fra publikationen af et nyt værk, men måske også, at dets iboende fejl og mangler kunne bidrage til skærpet opmærksomhed omkring form og indhold i nye tiltag.
Digteren T.S. Eliot sagde engang til sin hustru, efter modtagelsen af nobelprisen, at næsten alle efter denne ærefulde opmærksomhed blev mere eller mindre tavse, for ikke at sige totalt uvirksomme. Netop nobelprisen har en vis aktualitet i disse dage, hvor en bog af Aage Jørgensen med titlen "Nærved og næsten. Danske Nobelpristabere fra Brandes til Blixen", udkommer og har været fyldigt omtalt i aviserne. Heri omtales den store skuffelse, der blev Karen Blixen til del ved at være forbigået gang på gang. En skuffelse, jeg personlig synes måtte være til at bære, eftersom forfatterindens navn var vidt udbredt over riger og lande, og skuffelsen for mig at se derfor bundede i forfængelighed. At Hemingway i 1954 kunne sige, at han gerne havde ventet, til Karen Blixen havde fået prisen, var en gratis omgang. Han kunne jo passende have skænket prisen til fruen af Rungstedlund! Og den rolle, en gruppe svenske habitter har i forfatterkredse, forekommer mig gådefuld. Klaus Rifbjerg sagde efter at have modtaget Nordisk Råds Litteraturpris for et kvart århundrede siden, at nu "mangler jeg kun nobellerten"! Moder Theresa fik sin del af kagen og lod den dumpe i rendestenen til dem, hun mest af alt tænkte på, og vor egen Inger Christensen var nok på tale, men også kun dette.
At modtage anerkendelser af denne art – om ikke just nobelprisen – er jeg selv bekendt med og har været både glad og styrket i det fortsatte arbejde. Men ligefrem at se hen til en forventet udhævelse blandt andre og på bekostning af disse er mig totalt fremmed. Her taler misbilligelse og såret forfængelighed med i billedet af selv en nok så stor kunstner.
Bernhard Lewkovitch er komponist og mangeårig kantor ved Sankt Ansgars Kirke i København. Klummen Post Scriptum bringes på denne plads hver anden uge.
kultur@kristeligt-dagblad.dk
Mest læste Danmark
