9. februar 2010
Fatwa imod brug af Facebook
Muslimer, der bruger den sociale internetside Facebook, er syndere. Så kontant er udmeldingen fra en af Egyptens mest fremtrædende gejstlige, sheik Abdel Hamid al-Atras, skriver det italienske nyhedsbureau ADN Kronos. Statistikker viser nemlig, at skilsmisseraten og og især omfanget af ægteskabelig utroskab er steget efter fremkomsten af Facebook, hævder han. – Det er et instrument, der ødelægger familien, fordi det opfordrer ægtefolk til at have forhold til andre mennesker, hvilket er et brud på islamisk sharialov, tordner al-Atras, der er tidligere leder af fatwa-kommissionen på Kairos al-Azhar-universitet, der er en af sunnimuslimernes højeste autoriteter.
Frugt giver mere vågne elever
Undersøgelser har vist, at et stykke frugt om formiddagen skulle give mere mere vågne og i sidste ende klogere elever. Og det er et budskab, et stigende antal skoler har taget til sig, skriver 24timer. I alt 110.000 børn på landets folkeskoler, på friskoler og specialskoler er efterhåndnen med på skolernes frugtordning, der primært er betalt af penge fra Fødevareministeriet, EU og private sponsorer. I alt 535 skoler er nu med i ordningen.
Klimatopmøde også en succes
Klimatopmødet COP15 i København er fra mange sider betegnet som en fiasko – men for det nordjyske firma Greenway var topmødet en stor succes, oplyser P4 Nordjylland. Firmaet, der har hjemsted i Sæby, leverede biologisk nedbrydeligt service til topmødet i december. Og her blev der blandt andet leveret 20.000 tallerkener af palmeblade og 300.000 par bestik af majsstivelse.