AF jakob holm
Hvis man er på jagt efter en underholdende aften i byen, er Mozarts første store opera, "Idomeneo", ikke ligefrem sagen. Det skyldes primært den højtravende, moraliserende opera seria-form og librettoen, der ikke ligefrem henrykker med vid og bid. På det ydre plan sker der tilmed minimalt, og ret hurtigt er personernes situation og mål klargjort, så der skal arbejdes ihærdigt med de indre udviklingsforløb, hvis man for alvor skal blive bevæget.
Det var ikke tilfældet ved premieren på Den Jyske Operas opsætning, som de næste to måneder er på turné rundt i landet. Undervejs blev man også foranlediget til at tro, at selv instruktør Klaus Hoffmeyer var løbet sur i det, for man finder aldrig ud af, hvor han vil hen med værket: Scenen er bygget op som et klassisk græsk tempel, men ikke desto mindre præsenteres man for paraplyer, pistoler, kufferter og to oppustelige delfin-badedyr(!) – og det stift agerende og slet syngende kor ligner en flok engelske strandgæster fra 1930'erne og får slutscenen til at ligne et selskab på chartertur under sydens sol. Kønt er det ikke, og det hjælper ikke, at der mangler en overordnet idé, men det kan selvfølgelig være, at man ikke har fanget pointen.
Operaen er fortællingen om grækeren Idomeneo, der lover at ofre det første menneske, han ser, efter at være blevet reddet på havet på vej hjem fra Troja. Dette er til hans store fortrydelse sønnen Idamante, som er forelsket i den trojanske prinsesse Ilia – til den jaloux Elettras store fortrydelse. Alt dette ender – kogt ned til en maggiterning – lykkeligt, da et orakel, deus ex machina, på det afgørende tidspunkt for faderens drab på sønnen beordrer Idomeneo til at træde tilbage og Idamante til at indtage hans plads sammen med Ilia. Der er altså tale om velkendt mytologisk stof, men forestillingen formår på ingen måde at at realisere den indre spænding, som værket trods alt rummer.
At forestillingen alligevel hiver tre stjerner i land, skyldes sangsolisterne, for Den Jyske Opera har hentet et stærkt hold ind til denne forestilling. På førsteholdet, som jeg så, kan man nyde en vidunderligt syngende Klare Ek som Ilia. Hun charmerer stort med en klar, perlende sopran og godt spil, og det samme kan man sige om hendes soprankollega, Ingela Brimberg, der sang en smuk Elettra med en god top og bund, uden dog helt at give rollen tilstrækkeligt med kant og vildskab.
Andrea Pelligrini sang bukserollen som Idamante med fin gestik og glød, men hendes mezzosopran bliver nogle gange for klinisk og kan godt savne lidt varme og ømhed. Niels Jørgen Riis som Idomeneo agerede stærkt, selvom han mangler lidt fylde i toppen og i det hele taget lidt smæld på stemmen. Men tilsammen skabte de fire solister en virkelig hørbar udgave af operaens højdepunkt i form af kvartetten i tredje akt. På andetholdet møder man David Danholt, Signe Asmussen, Janne Berglund og Elsebeth Dreisig i de bærende roller.
Aarhus Symfoniorkester blev på premiereaftenen dirigeret med god energi af Tobias Ringborg, men han fik ikke skabt nok nuancer og rytmisk intensitet til at realisere de mange elegante højdepunkter i Mozarts originale partitur. Det kan være, at det bliver bedre med tiden.
Mozart: Idomeneo. Den Jyske Opera. Aarhus Symfoniorkester. På turné landet rundt til den 24. marts.kultur@kristeligt-dagblad.dk
Mest læste Danmark
