Dommedagsversionen af det netop overståede ukrainske præsidentvalg er, at landet – med Viktor Janukovitjs sejr over Julija Timosjenko – nu vil orientere sig mod øst, nærmere betegnet Rusland, frem for mod vest, det vil sige EU. Oven i købet, siger kritikerne, vil Ukraine i de næste fem år blive regeret af en mand, hvis demokratiopfattelse afviger fra de normale standarder. Altså et tilbageslag af dimensioner for den såkaldte Orange-revolution i 2004, der var et oprør mod netop Janukovitj og dennes lemfældige omgang med præcis stemmeomtælling, og som havde det overordnede formål at europæisere Ukraine. Helt så galt behøver det dog ikke at se ud. Orange-revolutionen har trods alt haft blivende værdi på det punkt, at der siden da er løbet så tilpas meget demokratisk vand gennem Dnepr-floden i Kijev, at OSCE's valgobservatører kunne godkende såvel første som anden runde af præsidentvalget, som de kaldte "ærligt og gennemsigtigt".

Demokratiet ser altså ud til at være forankret hos ukrainerne, som trods politikerlede og generelt mismod alligevel formåede at mønstre en valgdeltagelse på næsten 70 procent.

Dette er et udmærket udgangspunkt for en fortsat udvikling af demokratiet, og det bør tjene som en påmindelse til Janukovitj om, at Ukraine har bevæget sig ind i en ny tid. Selv om vælgerne straffede den pro-vestlige Timosjenko, der sidder på premierministerposten, for manglende fremskridt og for forsømmelser i de seneste fem år, så betyder det ikke, at de ønsker sig fortiden tilbage. Et faktum, som også Janukovitj synes at have indset gennem sin understregning af sin egen uafhængighed af Rusland og sin erklæring om, at Ukraine bør integreres i Europa. Om udtalelserne er oprigtige og ikke blot udtryk for valgstrategi, vil den nærmeste fremtid vise. Selv om Janukovitj helt sikkert vil aflyse Ukraines ambitioner om at blive Nato-medlem, behøver det i hvert fald ikke betyde en total afvisning af tilnærmelser til EU.

I den forbindelse påhviler der EU-landenes regeringer et stort ansvar. Hidtil har landene ikke levet op til de løfter om konkret støtte og moralsk opmuntring, som de lovede ukrainerne i kølvandet på Orange-revolutionen, og en del af søndagens valgresultat kan indirekte tilskrives dette, Naturligvis har den nu afgående præsident Viktor Jusjtjenko og Timosjenko selv et ansvar. Men det har også haft en negativ effekt på ukrainerne, at EU har fremstået udvidelsestræt og lammet på de indre linjer, hvilket igen har betydet manglende initiativer rettet mod Ukraine. Dette må der nu rettes op på. Det værste, EU kan gøre efter Janukovitjs sejr, er at opgive Ukraine. Det vil være at svigte et spirende demokrati mod øst.