-- På ét punkt er folkekirken dog anderledes end så mange andre virksomheder og forvaltningsenheder, nemlig ved at det i høj grad er frivillige, der fungerer som arbejdsgivere, og samspillet mellem frivillige og ansatte er altid en delikat sag, siger Inge Lise Pedersen i debatten om Folkekirkens manglende håndtering af arbejdsmiljøet. -
- colourbox.com
Inge Lise Pedersen |
10. februar 2010
Jeg kan ikke genkende billedet af en folkekirke, der ikke tager arbejdsmiljøproblemerne alvorligt, skriver Inge Lise Pedersen, formand for Landsforeningen af Menighedsråd
Kristeligt Dagblad har nu over to dage – den 3. og 4. februar – skrevet om, hvor dårlig folkekirken er til at tackle arbejdsmiljøproblemer. Menighedsråd flygter fra arbejdet, men folkekirken tager ikke problemerne alvorligt, hverken når det drejer sig om fysisk eller psykisk skimmelsvamp, og kirkeministeren opfordres derfor til at igangsætte en undersøgelse af det psykiske arbejdsmiljø.
Desværre har jeg først kunnet reagere nu, idet jeg har deltaget i et todages seminar i Folkekirkens Arbejdsmiljøråd. Et sådant organ, med deltagelse fra både de kirkelige fagforeninger og arbejdsgiverrepræsentanter fra Landsforeningen af Menighedsråd, provste- og bispeforening og Kirkeministeriet, blev nemlig oprettet i efteråret 2009.
Ved den lejlighed blev rådet behørigt omtalt, men det er åbenbart gået i glemmebogen, så jeg iler med at fortælle, at både arbejdsgiver- og arbejdstagerside tager arbejdsmiljøproblemer alvorligt, også de psykiske. Derfor har man ikke blot støttet udarbejdelsen af pjecen "Trivsel i folkekirken" (2008) og hjemmesiden
www.kirketrivsel.dk, men også oprettet et arbejdsmiljøråd.
På seminaret drøftede vi fokusområder og handleplaner for det næste år, og et af punkterne var netop en undersøgelse af det psykiske arbejdsmiljø. Ikke fordi vi ikke ved noget om det, for der blev lavet en undersøgelse i 2002, men for at følge op på denne og eventuelt komme mere i dybden på nogle punkter og også for at se, hvordan de mange ændringer gennem de senere år har påvirket arbejdsmiljøet.
Så jeg kan ikke genkende det billede, der tegnes af en folkekirke, som bevidst overser arbejdsmiljøproblemer. Jeg er til gengæld ikke overbevist om, at det står værre til i folkekirken end på mange andre arbejdspladser. Men der er nogle, der mener, at der slet ikke bør være arbejdsmiljøproblemer i folkekirken, fordi den er kirke.
Det er nu nok for store forventninger at have til os arme syndere, som fungerer i folkekirken, enten som ansatte eller som menighedsrådsmedlemmer. Vi er jo ikke så meget anderledes end andre, og derfor opstår der også i kirken konflikter, som kan blive til problemer, hvis man ikke tager hånd om dem.
På ét punkt er folkekirken dog anderledes end så mange andre virksomheder og forvaltningsenheder, nemlig ved at det i høj grad er frivillige, der fungerer som arbejdsgivere, og samspillet mellem frivillige og ansatte er altid en delikat sag.
Her er det ikke rimeligt (som man gør i Kristeligt Dagblad) at sammenligne med foreningsarbejde, hvor der i meget mindre omfang er tale om, at bestyrelser skal fungere som arbejdsgivere med den personaleadministration og det ledelsesansvar, der følger heraf. Både bestyrelse og "ansatte" hører hjemme i samme frivillighedskultur. Sådan forholder det sig ikke i folkekirken, og mødet mellem en frivillighedskultur og en lønarbejderkultur kan nemt give konflikter, og det er vi fuldt opmærksomme på.
Inge Lise Pedersen er formand for Landsforeningen af Menighedsråd og for Folkekirkens Arbejdsmiljøråd
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad