Folkekirken er på sin plads i det offentlige rum

Mange politikere har sans for folkekirkens bidrag til den nationale sammenhængskraft og vil ikke kappe båndet mellem stat og kirke. Det skulle jo nødigt gå som i Sverige, hvor tidligere statsminister Göran Persson fortrød adskillelsen mellem stat og kirke og i beklagende tilbageblik erklærede, at "Svenska Kyrkan var en af de få nationale symboler i vores land, som tilbød et nærvær og et indhold i hverdagen".

Kirken som nationalt symbol, kirken i ydmyg diskretion. Kirken som modrøst i det offentlige rum. Hvad er folkekirken, og hvad bør den være?

En kirke med folkekirkens stilling historisk og aktuelt kan dårligt undgå at blive et nationalt symbol. Tro er en personlig sag, men kirken en del af den nationale profil. På den anden side skal det nationale symbol ikke slå skår i fordrageligheden og gerne fremstå bred og rund. Ligesom et andet nationalt symbol, kongehuset, skal kirken nok ses, men bør kende sin ydmyge position i den offentlige debat.

Der er også dem, som mener, at kirken netop skal hæve modrøsten, tage politisk stilling og for eksempel lægge rum til afviste asylsøgere og klokkeværk til klimaalarm, som det er sket i det forgangne år. Folkekirken må gerne provokere og træde i kontroversiel karakter ud i det offentlige rum.

Disse forskellige forståelser af kirkens rolle går ind i spændingsfeltet mellem kirken som kultursolidarisk og som kulturkritisk.

I kirkens ungdomsår kunne apostlen Paulus kalde de hedenske myndigheder for Guds tjenere, fordi de ved at sørge for lov og orden gjorde en god gerning. Ordnede forhold er en velsignelse, som kirken altid har vidst at værdsætte, og kristendommen har iklædt sig mangen en kultur i kirkehistoriens lange løb.

Samtidig var den antikke kultur gennemsyret af hedenskab, som udløste skarp modsigelse og kald til omvendelse fra kirkens side. Myndighederne, som var forordnet af Gud, kunne gå Djævelens ærinde og forfølge de kristne menigheder for manglende deltagelse i kejserdyrkelsen.

Vist er kristendommen en gammel historie her til lands, men afgudsdyrkelse kan dårligt kaldes en saga blot. Og vist er fire ud af fem danskere medlemmer af folkekirken, men mere blus på troens brand ville varme godt. Den kristne kulturkritik må imidlertid gå dybere end de politiske fløjes gensidige kritik. Knytter kirken sig til en af dem, bliver kritikken uundgåeligt repeterende og triviel. Kulturkritik med indbygget selvkritik er en folkekirkelig opgave af rang. Nogen må sige, at babelstårne bygger på sand.

kirke@kristeligt-dagblad.dk

Kristeligt Dagblad bringer hver uge en analyse af nye tiltag og tendenser i dansk kirkeliv. Jesper Bacher, som har skrevet denne uges analyse, er sognepræst og medlem af Islamkritisk Netværk.