Tim Knudsen |
11. februar 2010
Danske politikere har fjernet sig fra det store flertal af befolkningen
Christiansborg er en osteklokke fjernt fra det danske samfunds almindelige liv. For politik er overtaget af en veluddannet elite, der har fjernet sig fra det store flertal af befolkningen. Det hævder forfatteren Lars Olsen i en ny bog med den sigende titel "Eliternes triumf". Tre ud af fire ministre er akademikere og stadig flere fremtrædende politikere er det også. De politiske ungdomsorganisationer ledes af enten studerende eller færdige kandidater fra universiteterne.
Men der er mere end det. Der er ingen ledende politikere, der har deres børn i almindelige erhvervsuddannelser. Politikerbørn bliver for eksempel ikke tømrere, murere, mediegrafikere eller frisører. Det betyder, at de ikke i deres egen familie får indtryk af vanskelighederne på erhvervsuddannelser. Hvor mange af dem forestiller sig for eksempel, at der er unge på disse uddannelser, der skal lære at læse klokken? Ifølge Olsens bog eksisterer det problem i dagens Danmark.
Hele uddannelsesvæsenet er ifølge Olsen blevet gjort mere akademisk, fordi det er formet af politikere fra boglige miljøer. Hvorfor har man dog indført for eksempel videnskabsteori i gymnasierne, på skolelærernes videreuddannelse og i sin tid også på sygeplejerskeuddannelserne?
Dermed har man gjort det vanskeligere for unge fra ikke-boglige miljøer at klare uddannelserne. Man skulle hellere lægge uddannelserne mere praktisk an.
Den overdrevne akademisering af uddannelserne har været til ringe nytte. Efter næsten 40 år på et universitet er heller ikke jeg overbevist om, at mine egne universitetsstuderende får så farligt meget ud af at læse videnskabsteori.
Olsen mener, at de langtvarigt uddannede ofte overuddannes. De er alt for længe på universiteterne. Vi giver i disse år mange en forskeruddannelse, som de aldrig vil kunne bruge som forskere. Som universitetsmand burde jeg måske være uenig i Olsens kritik, men jeg må vedgå, at jeg synes, han har ret et langt stykke ad vejen.
Kun to af folketingsmedlemmerne havde ved en undersøgelse i 2008 boet i almennyttigt boligbyggeri. Her bor ellers hver femte dansker. Her er der rigtig mange sociale problemer. Her er problemerne med unge indvandrere ofte til at tage at føle på.
Jeg selv bor i et typisk villakvarter, hvor der er rigtig mange, der ligner mig selv, når det gælder erhverv og indkomst (det er dog ikke så fornemt, at vi også har fremtrædende politikere i området). Jeg er lige blevet mindet om, hvilken forskel det kan gøre. En nydelig og ordentlig dame, der bor på Nørrebro, fortalte mig, at hun nok ville stemme på SF, men at hun overvejede at skifte til Dansk Folkeparti, fordi unge indvandrerdrenge i hendes kvarter kaldte hende "ludder". Jeg måtte sige, at den slags var vi ikke ude for, hvor jeg bor. Jeg formoder, at også de færreste politikere har den slags erfaringer. Det er måske også grunden til, at så mange politikere blev overrumplede, da indvandrerdebatten tog fart i slutningen af 1990'erne.
Dansk Folkeparti (DF) er lidt af en undtagelse. I dens folketingsgruppe er der en højere repræsentation af kortuddannede end i andre partigrupper. Pia Kjærsgaard taler om, at partiet tager sig af de "borgernære" problemer, altså de problemer, som mange mennesker oplever og mærker i deres hverdag. Den langvarigt uddannede elite kan selvfølgelig hertil svare, at DF til gengæld ofte har meget lidt at byde på, når vi kommer ud over partiets mærkesager. Men det er jo at krybe uden om, at DF faktisk kan have nogle pointer.
Et eksempel er kampen for kvinders ligestilling. Den er blevet langt svagere i Danmark end i Norge og Sverige. Marlene Harpsøe (DF) mener, at man har glemt det store flertal af kvinder. Socialdemokraterne og SF fører politik for "overklassekvinder", når de gør kvindekvotering i erhvervsbestyrelser til en mærkesag.
Helt fair er Harpsøe måske ikke, hun har glemt, at man da også er optaget af at gøre noget for de kvindelige professorer. Men har Harpsøe helt uret, når hun siger, at "overklassekvinderne" har lukket øjnene for undertrykkelsen af indvandrerkvinderne? Og kunne hun ikke have tilføjet, at der måske heller ikke har været så megen fokus på filippinske au-pair-piger, den fysiske nedslidning af rengøringsdamer og hjemmehjælpere – undskyld social- og sundhedsassistenter?
Lars Olsen er en enspænder i samfundsdebatten. Enspændere kan sætte spørgsmål ved alt det, som vi andre går og glemmer. Og som politikerne også glemmer – eller slet ikke ved. Man kan måske ikke være enig med Olsen i alt, men vi skal være glade for, at der er nogen, som får os til at overveje nye perspektiver.
Tim Knudsen er ansat på Institut for Statskundskab på Københavns Universitet
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad