Gennem mere end 200 år har Skårup Seminarium uddannet lærere til Sydfyn. Nu lukker seminariet, fordi bestyrelsen ikke vil give de studerende "en amputeret uddannelse"
I oktober 1803 tog en foretagsom sognepræst, Peder August Wedel, initiativ til at oprette en læreruddannelse i den sydfynske landsby Skårup.
Præsten stod selv for al undervisning af de 12 studerende, der havde bestået optagelsesprøven og i sommeren 1806 dimitterede som lærere fra Skårup Seminarium.
Gennem mere end 200 år er der blevet uddannet lærere på Skårup Seminarium, og det har opnået status som både Danmarks ældste og det sidste af de såkaldte præstegårdsseminarier, der blev oprettet landet over i begyndelsen af 1800-tallet i forbindelse med tidens store skolereformer.
Men nu er det forbi. Bestyrelsen i University College Lillebælt, som Skårup i 2007 blev lagt ind under, har endegyldigt besluttet at samle læreruddannelsen på seminarierne i Odense og Jelling. Det besluttede den i princippet allerede i december, men efter kritik af proceduren blev den endelige afgørelse udskudt til februar. I mellemtiden har den blandt andet været til høring i regionsrådet – men er altså ikke blevet ændret.
– Vi ved, hvad vores beslutning gør ved lokalsamfundet og muligheden for at rekruttere lærere til Sydfyn, så det har ikke været nogen sjov beslutning at skulle træffe. Men det er nødvendigt at lukke Skårup Seminarium, hvis der skal være en rimelig balance i økonomien og de studerende ikke skal have en amputeret uddannelse, siger Poul Erik Madsen, bestyrelsesformand for University College Lillebælt.
Han påpeger, at hvis Skårup Seminarium skulle fortsætte, ville det være med blot 11 fuldtidsansatte lærere og kun 6 udbudte linjefag ud af 18. Det ville således hverken være muligt for de studerende at vælge fysik, biologi, geografi, historie, engelsk eller tysk som linjefag – altså et af de to-tre fag, man som lærer specialiserer sig i.
Lokalt på Sydfyn har der været stor utilfredshed med beslutningen om at lukke det lokale uddannelsessted, og på Christiansborg har Socialdemokraterne i december haft undervisningsminister Bertel Haarder (V) i samråd om, hvordan han i fremtiden vil sikre "uddannelsesforsyningen" til alle Danmarks udkanter, herunder Sydfyn.
Hverken minister eller sydfynske lokalpolitikere kan dog ændre ved det, der er den dybere baggrund for seminariets krise: Søgningen af nye studerende er faldet drastisk.
I 2002 optog Skårup Seminarium 141 studerende, men syv år senere var tallet faldet til 53. Dermed var antallet af nye studerende lavere end de 80, der i 1835 var indskrevet i Peder August Wedels sidste år som forstander.
Det høje antal studerende førte dengang til, at læreruddannelsen i 1837 rykkede fra præstegården til den gule, herregårdsagtige hovedbygning, der var opført til formålet. Nu fører det lave antal studerende til, at bygningen fremover kommer til at stå som et monument over en svunden tid, hvor unge fra landet søgte til en lille by på Sydfyn for at uddanne sig til at blive lærere på landet.
mikkelsen@kristeligt-dagblad.dk