FN’s klimapanel kæmper med troværdigheden

– Mister IPCC sin troværdighed, er det det værste, der kan ske for klimadebatten. For det er videnskaben, der har presset politikerne til at handle, og svigter

videnskaben, jamen, så er der ingen klima- aftale. Så kommer vi ikke videre, siger han.

FN?s klimapanel har ellers næsten været helt forskånet for kritik siden oprettelsen i 1990. Men da hackede e-mails i december 2009 tilsyneladende viste, at flere britiske klimaforskere manipulerede med data om klodens overfladetemperatur og samtidig undertrykte kritik fra andre forskere, begyndte det, der siden blev kaldt "Climate-gate".

Siden er forskerne blevet renset for mistanke, men låget var revet af den ulmende kritik. Og den fik medvind, da det i januar kom frem, at gletcherne på Himalaya-bjergene bestemt ikke vil være forsvundet i 2035, sådan som IPCC sagde. Og endnu værre: Baggrunden for påstanden viste sig at være et otte år gammelt, kort telefoninterview med en ukendt indisk videnskabsmand.

Senest er IPCC blevet taget i fejlagtigt at vurdere, at 55 procent af Holland ligger

under havets overflade (ifølge Holland selv er tallet 26). Og at udbyttet af afgrøder i nordafrikanske lande kan være halveret i 2020. I fredags opsummerede Weekendavisens chefredaktør, Anne Knudsen, den stigende undren over IPCC i sin leder med den afsluttende sætning: Hvad foregår der egentlig?

Det, der foregår, er først og fremmest naturlige smuttere, forklarer tidligere bestyrelsesmedlem i IPCC, John Christensen, der i dag leder FN?s miljøprogram på Risø Forskningscenter.

IPCC består i sig selv kun af et sekretariat på et par medarbejdere. De samler relevant forskning og sender den ud til et hold af flere tusinde forskere verden over, der kan melde tilbage med deres kommentarer.

Dernæst sendes rapporterne ud til verdens regeringer og deres lokale netværk af eksperter, og endelig samles rapporterne igen af IPCC, hvor kommentarerne nu ofte fylder mere end selve rapporten. Systemet er ganske robust og bliver hele tiden forbedret, siger John Christensen, men nogle gange er forskningen så specifik, at kun enkelte forskere ved noget om emnet. Derfor kan det være svært at gennemskue troværdigheden af resultaterne.

Hertil kommer, at medierne ofte tager fat i netop de mest kontroversielle rapporter og blæser resultaterne ud af proportioner.

– Når det går galt, er det gerne, fordi forbeholdene i de oprindelige forskningsresultater er forsvundet i den opsummering, der sendes ud til regeringer og til medierne. Og så konkluderes der for hårdt. Men det er enkelte smuttere blandt mange tusinde rapporter, og det sker i ethvert system. De grundlæggende konklusioner er der ikke rokket ved, siger han.

Hertil kommer, at der findes en del klimaskeptikere, politikere og virksomheder, der har stærke interesser i at fordreje virkeligheden – særligt nu, hvor politikerne er i færd med at træffe de afgørende beslutninger, påpeger både Troels Dam Christensen, Jørgen Abildgaard og John Christensen. Særligt kul- og olieindustrien har brugt millioner af kroner på at modbevise konklusionerne fra IPCC, og for nylig kom det frem, at klimaforskere er blevet tilbudt 10.000 dollar (cirka 53.000 kroner) for artikler, der kan så tvivl om klimaforandringerne.

Til syvende og sidst vil IPCC's troværdighed dog blive afgjort af, hvordan organisationen håndterer de sager, der kommer frem, lyder den generelle vurdering. Indtil videre har formand Rajendra Pachauri måske virket lidt for selvtilfreds. Men spørgsmålet er også, om der er et reelt alternativ til klimapanelet, påpeger John Christensen:

– Det er relativt nemt at ændre det administrative system i IPCC, men man er jo nødt til at bruge de eksperter, der nu engang er. Og de siger det, de hele tiden har sagt: Den globale opvarmning er i fuld gang, og vi er nødt til at handle hurtigt.

henriksen@kristeligt-dagblad.dk