-- Det iranske civilsamfunds adfærd om et år kan gå lige fra en stor udvandringsbølge blandt de veluddannede unge til indtagelsen af et mere radikalt standpunkt og en større støtte til vold, siger den iranske systemskritiker Ramin Jahanbegloo. -
- RAINER JENSEN/Scanpix Denmark
Ramin Jahanbegloo |
11. februar 2010
Iran er på vej til at blive en stærkt militariseret magtfaktor, der samtidig er underlagt det mest uforudsigelige styre i moderne tid, skriver den iranske systemkritiker Ramin Jahanbegloo
I dag for 31 år siden væltede den iranske revolution Pahlavi-monarkiet i Iran. Ingen havde kunnet forudse shahens fald, og selv mente han sig vældigt populær blandt sit folk. Hans største tragedie var dermed, at han blev offer for sit eget blændværk.
I dag er den altoverskyggende problemstilling, om det islamiske regime, som trådte i shahens sted, er bukket under for det samme blændværk – og dermed er rede til at bruge magt til at bevare status quo og blive ved magten.
En række væsentlige spørgsmål trænger sig på i denne tid: Vil ayatollah Ali Khamenei forblive ved magten som revolutionens leder? Kommer der en magtovertagelse fra Revolutionsgardens side? Vil frustrationerne i det iranske civilsamfund blive vendt til skuffelse over reformisterne og blive mere radikaliseret og voldelig? Og endelig: Vil landet blive kvalt i økonomisk turbulens og måske endog et sammenbrud i bankvæsenet?
Udholdenheden hos ayatollah Khamenei vil blive en af de afgørende faktorer for Irans nærmeste fremtid.
Det siger sig selv, at et tab af legitimitet og en strid om, hvem der skal efterfølge ham på posten i tilfælde af hans død, vil kunne forårsage en magtkamp mellem forskellige frak-tioner i det iranske regime og føre til et militærkup organiseret af Revolutionsgarden og Basij-militsen i fællesskab.
Det iranske civilsamfunds adfærd om et år kan gå lige fra en stor udvandringsbølge blandt de veluddannede unge til indtagelsen af et mere radikalt standpunkt og en større støtte til vold.
Hvad den iranske økonomi angår, vil den utvivlsomt befinde sig på sit dødsleje efter en langtrukken periode med lave olieindkomster, små udenlandske investeringer, stor arbejdsløshed og korruption. Dette vil kunne forværres af politiske, kulturelle og økonomiske sanktioner fra Vestens side, og disse sanktioner er nu så godt som sikre. Der kan også komme en stigende uro blandt de etniske minoriteter i Iran.
På baggrund af disse afgørende tegn kan man i den kommende tid forvente en hårdere kurs og en mere rå respons fra paramilitære grupper og sikkerhedsstyrker over for oppositionsgrupperne.
Højtstående gejstlige i Iran vil for deres del blive endnu mere kritiske over for et styre, der har mistet sit greb om den iranske virkelighed én gang for alle og har givet sig til at skyde sine modstandere ned for selv at overleve. Iransk politiks skæbne vil i et vist omfang blive afgjort af storayatollaher i den hellige shiitiske by Qom – som aldrig har bakket op om ayatollah Khameneis religiøse og politiske idéer – og af høgene i hans inderkreds.
I sidste ende er vi vidner til en grundlæggende strid om ejerskabet over revolutionen og midlerne til at værne om shiitisk islam i dens iranske form. Det gejstlige etablissement i Qom vil fortsat være på linje med dem, der forsøger at omdefinere Den Islamiske Republik Iran og vil derfor komme i åben konfrontation med Revolutionsgarden.
Hvis denne konfrontation antager en voldelig form, vil der utvivlsomt både være dødsofre og begunstigede. Dem, der vil drage nytte af en sådan kamp, vil være Revolutionsgardens folk. Når de førende reformister og modstandere først er fængslet, og gaderne tæmmet af et militærkup, vil de stemmer, der taler for gennemgribende forandring, blive tavse. Dette kan føre til militære indgreb over for Iran, hvilket med vished vil antænde hele regionen og få katastrofale humanitære konsekvenser, samtidig med at det vil bringe rigdom og magt til de far-lige og voldelige elementer i Irans sikkerheds- og militærapparat.
Fordi alt tyder på, at Iran er på vej til at blive til en stærkt militariseret magtfaktor med samme regime som hidtil, vil denne mere ideologiske stil sikkert påvirke såvel reformer i Iran og landets integration i det internationale samfund.
Den umiddelbare og væsentlige udenrigspolitiske konsekvens af en sådan militær magtovertagelse vil være, at den iranske Revolutionsgarde sandsynligvis vil trække atomkortet med henblik på at hævde Irans anti-imperialistiske mission i udlandet yderligere og styrke den hjemlige nationalistiske stolthed. Det vil udløse et lige så aggressivt modsvar fra de arabiske magtfaktorer i regionen, idet de vil forsøge at øge deres engagement og anstifte spændinger internt i Iran ved at støtte grupperinger blandt sunni-mindretallet.
Disse problemstillinger vil tillige lægge et kolossalt pres på de iranske militære og paramilitære styrker, som vil fortsætte med at knuse intern uenighed, samtidig med at de vil anlægge en mere aggressiv tone over for USA og andre internationale stormagter.
Alt dette tegner ikke noget rosenrødt scenarie. Ingen kan forudsige, hvad der vil ske i Iran, der er underlagt det mest uforudsigelige styre i moderne tid. Men desværre er der en unægtelig logik i den udvikling, jeg her har optegnet som mulig og sandsynlig.
Ramin Jahanbegloo er en af Irans mest kendte systemkritikere. Han ledede afdelingen for moderne studier på Teherans Kulturforskningsbureau frem til sin anholdelse i april 2006. Han blev løsladt i august samme år og lever nu i landflygtighed i Canada, hvor han underviser på University of Toronto.
© Global Viewpoint Network / Tribune Media Services
Oversat af Sara Høyrup
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad