Pædofile præster skaber debat om cølibat

– Vi har dengang ikke taget anklagerne alvorligt nok. Jeg beklager dette dybt. Den katolske kirke skader sig selv ved at vise mildhed over for gerningsmændene, siger den tidligere biskop for Hildesheim, Josef Homeyer til avisen Süddeutsche Zeitung.

De seneste afsløringer har skabt en heftig debat i Tyskland om cølibatet.

Ifølge undersøgelser fra USA, hvor der de seneste år har været utallige sager om pædofile præsters misbrug af børn, lever kun 66 procent af præsterne i et virkeligt cølibat, mens resten har et aktivt sexliv. Adskillige teologer og sociologer går ud fra, at Tysklands katolske præster ikke adskiller sig fra deres amerikanske kolleger på det punkt.

Wunibald Müller er katolsk teolog og psykolog og lever i et benediktinerkloster. Han forlanger, at cølibatet ophæves, og at kvinder får ret til at blive præster.

– Det er vigtigt, at gejstlige oplever deres seksualitet. De må ikke undertrykke seksualiteten, for ellers finder den et smuthul og gemmer sig i deres psyke og bringer dem ud af ligevægt, siger han til magasinet Der Spiegel.

Ifølge Wunibald Müller har mange af de præser, der forgriber sig på børn, aldrig lært at udvikle inderlige og intime forbindelser. Mange befinder sig på et barnligt stadium, når det drejer sig om seksualitet, eller de har andre problemer med sex. Men netop fordi de er præster, vil de aldrig våge at søge hjælp eller terapi.

Klaus Beier er seksualrådgiver i Berlin og har undersøgt flere katolske præster, enten på foranledning af domstole i retssager om misbrug, eller efter anmodning fra kirken. Han mener, at præsterne har sværere ved at søge hjælp end andre mænd, netop fordi den katolske kirke har pålagt dem at leve i cølibat.

– Præsterne skal først indse, at deres tro ikke har hjulpet dem, men hvem vil tale åbent om sine tilbøjeligheder, når det bliver betragtet som en synd blot at have seksuelle fantasier? siger han.

Alois Glück, der leder lægmandsorganisationen Tyske Katolikkers Centralkomite, afviser derimod i avisen Rheinische Post, at der skulle være en sammenhæng mellem cølibat og pædofile præster. Han mener, at børn og unge i katolske institutioner har langt mindre risiko for at blive misbrugt end andre steder, og han advarer samtidig imod at mistænkeliggøre alle præster og ordensfolk.

Den samme holdning har kriminalpsykolog Hans-Ludwig Kröber. En undersøgelse lavet af magasinet Spiegel viser, at den katolske kirke har haft mistanke om, at 94 præster og lægfolk ansat i den katolske kirke har misbrugt børn eller unge de seneste 15 år. Ifølge Hans-Ludwig Kröber beviser undersøgelsen, at der er langt færre pædofile mænd inden for kirken end i resten af befolkningen.

– Det er nærliggende, at præsternes åndelige holdning i stort omfang beskytter dem imod at blive gerningsmænd. Ifølge undersøgelser, jeg har lavet, har mænd, der ikke lever i cølibat, 36 gange større sandsynlighed for at misbruge børn og unge end katolske præster, siger han til det katolske nyhedsbereau KNA.

I 2002 udsendte Den Katolske Bispekonference i Tyskland retningslinjer til alle biskopper om, hvordan de bør tackle anklager om seksuelt misbrug. Ifølge retningslinjerne skal biskopperne melde eventuelle mistanker eller anklager til Vatikanet, der derefter kan bestemme, hvad der videre skal ske.

Men retningslinjerne er kun vejledende og ikke bindende for biskopperne, og nogle vælger derfor fortsat selv at ordne sagerne på deres egen måde. For eksempel eksporterer nogle biskopper blot problemerne til udlandet, idet de sender de pågældende præster til Sydafrika eller andre lande.

Foreningen Tysklands Katolske Forældreskab forlanger nu, at straffeloven ændres, så det fremover bliver muligt at straffe personer, hvis de ikke griber ind, når de har kendskab til seksuelt misbrug.

Ifølge gældende ret er de katolske biskopper nemlig ikke tvunget til at melde sagerne til politiet. Biskopperne overlader det som regel til offeret selv at gå rettens vej. De fleste ofre er så tyngede af skam- og skyldfølelser, at de ikke har lyst til at tale om overgrebene selv mange år efter, at de har fundet sted. Hvis sagerne først meldes efter 20 eller 30, år er de ifølge tysk lov forældede, og det er ikke længere muligt at retsforfølge de pædofile præster.

Det er også tilfældet i den aktuelle sag fra Berlin.

Klaus Mertes erfarede allerede i 2006 om et af overgrebene, men dengang måtte han love det pågældende offer ikke at bringe sagen frem i offentligheden.

– Jeg befandt mig i et dilemma. Det er ikke rigtigt at bruge et offer imod dets vilje som instrument i opklarelsen af en forbrydelse. Det ville blot være en ny form for misbrug, siger han.

Han valgte i stedet for at forlange af Jesuiterordenen, at der blev ansat en uafhængig person til at undersøge eventuelle misbrugssager på skolen. Han kom igennem med sit ønske, og jesuiterordenen engagerede advokat Ursula Raue.

Efter at hun var blevet ansat, meldte flere ofre sig.

– Først da forstod jeg, at der ikke var tale om enkeltsager, men at misbruget på skolen var systematisk, og nu har ofrene ikke noget imod offentlighed, siger Klaus Mertes.

Den katolske græsrodsbevægelse Kirke fra neden forlanger som konsekvens af overgrebene på Canisius-Kolleg, at der oprettes en uafhængig ombudsmandspost, som ofre for præsters misbrug fremover kan søge hjælp hos.

Dachs@kristeligt-dagblad.dk