På stifskontoret i Aalborg var der begejstring for den høje stemmeprocent på mere end 91 procent ved bispevalget, hvis første runde blev afgjort med fintælling af stemmerne fra stiftets præster og menighedsrådsmedlemmer i går. Ved det seneste bispevalg i København i 2009 stemte 87,6 procent af vælgerne ved den afgørende runde. --
- Henning Bagger/Scanpix.
Nanna Schelde, Tobias Stern Johansen |
12. februar 2010
Teologerne Marianne Christiansen og Henning Toft Bro går nu videre til en anden runde
To kandidater fik tilsammen godt 80 procent af stemmerne ved første runde af bispevalget i Aalborg Stift, som blev afgjort i går eftermiddag.
Den 46-årige sognepræst i Thisted Marianne Christiansen blev valgets topscorer med godt 44,46 procent af stemmerne, mens den 53-årige provst på Mors Henning Toft Bro fik 37,08 procent af stemmerne. Det betyder, at de begge går videre til bispevalgets anden runde. Til gengæld er valget slut for den 52-årige lektor i hymnologi og liturgi og stiftskonsulent Jørgen Kjærgaard, der opnåede 17,78 procent af stemmerne. Da ingen af kandidaterne fik over 50 procent af stemmerne, bliver der en anden runde.
Marianne Christiansen var som den eneste kandidat og sammen med sin mand, Henrik Svane, mødt op til stemmeoptællingen i stiftet.
– Det er dejligt, at jeg får lov til at gå videre. Jeg glæder mig til de kommende møder og den debat, vi skal have. Jeg håber på, at debatten bliver levende, og at vi kan komme med nogle gode bud på folkekirkens fremtid, sagde Marianne Christiansen.
Provst på Mors Henning Toft Bro, der altså blev nummer to, var også glad for resultatet.
– Jeg er taknemmelig over, at vi er nået til det delresultat, og nu ruster vi os til en ny valgkamp ved at tage på vinterferie i morgen. Når vi går i gang igen, vil jeg gøre, hvad jeg kan og kæmpe for min sag, lovede Henning Toft Bro.
Jørgen Kjærgaard kunne godt forlige sig med resultatet, selvom han altså fik færrest stemmer.
– Jeg vil sige tak til alle dem, der har vist mig tillid, og tak til mine medkandidater for en saglig valgkamp. Jeg ser det ikke som et nederlag, men vender nu med lettelse tilbage til mit job, sagde Jørgen Kjærgaard.
Teologiprofessor Viggo Mortensen mener, at valgresultatet er som forventet:
– Marianne er datter af den tidligere biskop Henrik Christiansen, hun er en meget dygtig teolog, og der er mange gode vibrationer omkring hende. Henning Toft Bro er en vellidt provst i stiftet, og det er derfor naturligt, at han kommer ind på en andenplads. Teologisk set er der ikke stor forskel på dem. Det er i høj grad personlighed, der her vil være det afgørende. Derfor vil der også være missionsfolk i stiftet, der stemmer på Marianne, selvom det ikke er efter bogen at stemme på en kvinde.
Marianne Christiansen skal dog ikke undervurdere, hvad der kan ske i anden runde, vurderer Viggo Mortensen.
– Vi ved fra tidligere bispevalg, at der kan opstå en helt ny dynamik, og det endelige valgresultat står derfor ganske åbent.
Det overrasker ikke teologiprofessoren, at Jørgen Kjærgaard fik færrest stemmer.
– Jørgen Kjærgaard er kompetent og vellidt, men han er en mere lærd type end de andre, og det er ikke den type, der vinder bispevalg. Menighedsrådene vil have tilsynsmænd, der går direkte ind til folk med træsko på.
Stemmeoptællingen i bispegården i Aalborg foregik i fred og fordragelighed. Klokken 13.00 slog formand for valgbestyrelsen, Aksel Boel, på glasset og bød velkommen. Han oplyste, at stemmeprocenten lå på 91,03 procent.
– Det er vi meget tilfredse med. Vi havde håbet på at komme over de 90 procent, sagde Aksel Boel.
Imens var seks medarbejdere fra Aalborg Stift i fuld gang med først at klippe kontrolnumrene af hjørnerne på konvolutterne for at sikre anonymitet. Derefter blev konvolutterne åbnet, og grønne stemmesedler lagt i bunker. Og så blev sedlerne talt og talt og talt igen.
Ved borde uden for afstemningslokalet i bispegården ventede folk fra stiftet, nogle få støtter til bispekandidaterne og pressefolk på et resultat.
Klokken 15.55 kunne valgbestyrelsesformand Aksel Boel endelig fortælle, at Marianne Christiansen og Henning Toft var gået videre til anden runde. Både ved bispevalget i København og bispevalget i Roskilde var der en del ballade i forbindelse med valgene, men det bliver ikke tilfældet i Aalborg Stift, mente Aksel Boel.
– Der er lavet så mange kontroltjek fra start til slut. Jeg er 100 procent tryg ved det arbejde, der er gjort, forsikrede han.
Afstemningsmateriale til anden runde udsendes til de stemmeberettigede den 22. februar.
schelde@kristeligt-dagblad.dk
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad