Med integrationsudspillet "Demokratisk integration" bebudede De Konservative 79 tiltag, deriblandt det meget omtalte burkaforbud. Burkaforbudet blev aldrig til noget, ligesom det er uvist, hvad de 78 andre punkter består i.
- Keld Navntoft/Scanpix Denmark
Christina Agger, Jens Beck Nielsen |
12. februar 2010
Bortset fra et amputeret burka-forbud er ingen nye tiltag i De Konservatives omfattende integrationsprogram blevet til noget
I august præsenterede De Konservative med partiformand Lene Espersen i spidsen 79 mere og mindre konkrete forslag til en bedre integration i Danmark. I dag – et halvt år senere – er det kun partiets omstridte forslag om et burkaforbud, der i stærkt amputeret form er blevet til noget.
Læs også: K-integrationsplan har lange udsigterFaktisk har De Konservative ikke fremsat et eneste lov- eller beslutningsforslag i Folketinget, som direkte har rod i de mange nye forslag i integrationsudspillet. Og ifølge Dansk Folkepartis ordfører på integrations- og retsområdet, Peter Skaarup, tyder det heller ikke på, at de øvrige forslag er på vej til at blive realiseret.
– Jeg må sige, at selvom jeg gør mig rigtig umage med at kigge punkterne igennem, så kan jeg ikke finde noget ud over det med burkaer, hvor der jo ikke skete det, som står i De Konservatives program. Med mindre vi skal blive meget overraskede i den kommende tid, så er der ikke sket noget, siger han.
Læs også: SF fremsætter konservative forslagLene Espersen har ikke ønsket at kommentere sagen. De Konservatives integrationsordfører, Naser Khader, afviser kritikken og henviser til, at udspillet først og fremmest er en vision, som løbende skal realiseres.
Ifølge Naser Khader arbejder partiet dog også her og nu på at få gennemført flere af forslagene. Det sker blandt andet ved de igangværende forhandlinger mellem Venstre, De Konservative og Dansk Folkeparti om et serviceeftersyn af integrations- og udlændingeloven.
– Det gælder blandt andet vores forslag om socialt bedrageri. Vi forhandler også om vores forslag om at speede integrationsprocessen op ved at skære integrationsprogrammet ned fra tre til et år. Og vores forslag om, at særligt integrationsvillige skal kunne opnå permanent opholdstilladelse hurtigere end i dag, forhandler vi også om, siger han.
Men det afviser Peter Skaarup. Nok er emner som socialt bedrageri og opholdstilladelse på bordet ved forhandlingerne, men det er de konkrete konservative forslag fra integrationsudspillet ikke, siger han:
– Vi har i hvert fald ikke set noget på de ting endnu.
Ifølge Christoffer Green-Pedersen, professor i statskundskab ved Aarhus Universitet, er De Konservatives fremgangsmåde ikke normal:
– Det er usædvanligt, at et regeringsparti kommer med så mange konkrete forslag uden at have klappet dem af internt i regeringen. Det er sikkert også en del af forklaringen, at nu vil man ikke have flere konflikter omkring udspillet. Jeg tror, at De Konservative har brændt fingrene så meget med burka-forbuddet, at man ikke har haft lyst til at bevæge sig yderligere ud i det dér.
Peter Skaarup mener ligefrem, at det er dumt af De Konservative, at partiet stadig ikke har fået omsat forslagene til virkelighed.
– Det er ikke mindst vigtigt, når man sidder i regering, at man sørger for at gennemføre den politik, man siger, man står for. Ellers risikerer man, at det bliver hul tale, og at efterhånden som ting kommer fra regeringspartierne, så siger man: "Ja, det var meget sjovt. Den var god som vits. Men det bliver jo ikke til noget", siger han.
agger@kristeligt-dagblad.dkbeck@kristeligt-dagblad.dk
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad