Hvad er der egentlig tilbage af grundtvigianismen?

10 år senere – i året for ungdomsoprøret 1968 – blev jeg undervisningsdirektør og var det indtil 1981, de senere år for folkeskolen, folkeoplysningen, seminarier med videre. De to gamle højskolefolk J.Th. Arnfred fra Askov og Jens Rosenkjær – radioens første foredragschef, Rosenkjærprisens navngiver – blev mine venner og rådgivere.

Her skulle grundtvigsk frisind praktiseres, for staten skulle garantere skolerne deres åndsfrihed. Højskolens folk havde været idealdannere; nu ramtes de af autoritetsoprøret. Ved folkeafstemningen om EF den 2. oktober 1972 så landmændene en interesse i at stemme ja, men mange grundtvigske højskolefolk og præster sagde nej. Arbejderbevægelsen var tvedelt.

Folketingsvalget i 1973 var den største folkelige rystelse, vort demokrati har oplevet. Glistrups Fremskridtsparti røg ind med 28 mandater – sporene tegner sig frem til denne dag – Centrumdemokraterne fik 14 og Kristeligt Folkeparti syv mandater. Socialdemokratiet betalte med 24, Venstre med 20, De Radikale med syv. Det var den politiske utroskabs tid; det folkelige opbrud aflæst på et valgresultat.

Bondesamfundets forvandling er afslutningen på en grundtvigsk kulturepoke. Min husmandskultur gik til grunde. Med afvandringen fra landet og arbejderbevægelsens svækkelse er vi ført ind i en tid, hvor erhvervslivets struktur er en affotografering af stordriften i multinationale selskaber.

Videnskabens resultater eksploderer, og universitetsfolket overdrages magten. Disse folk har trængt lærerne og højskolefolkene bort. Det grundtvigske præg fortonede sig, og kun få af nutidens folketingsmedlemmer har været på højskole, lidt flere på efterskole.

Universitetsfolket i Folketinget og regeringen matcher embedsværkets folk i centraladministrationen og på landets rådhuse. De har sprog, uddannelse og forestillingsevne tilfælles. Men hvad med det folkelige demokrati? I 1968 var der 13.000 folkevalgte i sogneråd, byråd og amtsråd. Nu i 2010 er der 2500 – med en uendelig større sagsmængde. Direktionerne på rådhusene får overdraget det meste af magten.

Grundtvigs navn lever i digtning og kirke, men er ikke længere fikspunkt for vor måde at tænke og handle på. Engang var der ved bispevalg en grundtvigianer over for en missionsmand. Det er historie. Lærerseminarierne med deres retningspræg er en saga blot. Forstår vi, hvad det betyder for opdragelsen? Universiteternes frihed indskrænkes. Partierne har kun 3,8 procent af vælgerne som medlemmer. Imens udfordres demokratiet voldsomt. Finanskrisen og klimatopmødet tvinger demokratierne i knæ.

Hvad er da udfordringen til grundtvigianismen? Der savnes fødekanaler til den etik, der skal forny den politiske tænkning, og partierne ligner mere og mere hinanden. Hvad er der tilbage af Hørups appel "Del jer efter anskuelser"?

Den anonyme magt i banker og finansforetagender, i it-virksomheder og produktionsselskaber er uden for fællesskabet.

Det danske folk har brug for ny energi, for en folkelig opvågnen, hvor filosofi og teologi ikke marginaliseres af naturvidenskab og økonomisk tænkning.

Hvor ser jeg muligheden for at ændre kursen? Jeg anser det for bydende nødvendigt, at friskoler, efterskoler og højskoler vil mere end undervisning og kundskaber, mere end viden. De skal danne mennesker mere end uddanne dem.

Vi må satse på lærerskoler nu, hvor seminarierne har mistet karakter af det holdningsprægede for at blive opslugt af en bleg universitetspædagogik.

De lærere, som skal kunne finde sig kvalificerede til at stå inde for, at de er grundtvig-koldske, skal have ambition om at lægge grund til nyt fællesskab, der bygger på ansvarlighed.

Vi skal aldeles ikke gå tilbage til det, der var engang, men fremad til en tid, da der etableres nye bindinger for den enkelte til sig selv, til andre, til naturen, til Gud.

Grundtvigianismen skal bidrage til, at økonomien bliver samfundsmæssigt bundet til økologiske sammenhænge; men meningen med livet bliver kun afklaret i et samspil mellem digtning, filosofi og teologi. Derfor anser jeg også den betænkning, der kom i 2009 om præsters efteruddannelse for at være en demonstration af åndeligt armod. Den er en affotografering af markedets logik.

Men nu skal kirken udfylde en langt større plads end før, fordi højskolernes og seminariernes folk på nær få undtagelser er gjort tavse.

Her skal det grundtvigske på banen. Den nye præstegeneration skal hjælpes til at kende det folkelige landkort med dets sogne, de kirkelige retninger og de spor, de har sat sig.

Nu må kirken ikke gå i samme fælde som seminarierne eller få et business school-præg. Der skal tværtimod udvikles steder, der ånder af folkelig og kirkelig kultur, og som sætter kirken på det folkelige landkort. Udfordringen er at omsætte Grundtvigs frihedssyn og kirkesyn i en ny tids sammenhæng, hvor frisind og rummelighed skal være en uadskillelig del af folkets selvforståelse.

Asger Baunsbak-Jensen er præst og forfatter