Ventetiden tærer på helbredet

Hun er psykiater for organisationen Grupa 484, der arbejder for bedre vilkår for Serbiens internt fordrevne.

Hun nævner depression, alkoholmisbrug og angstanfald som nogle af de lidelser, der oftest rammer de fordrevne, og understreger, at der kun i en fjerdedel af tilfældene er tale om alvorlige psykiske problemer.

Hun bakkes op af psykolog Natasa Milosavljevic, der arbejder med internt fordrevne børnefamilier i det sydlige Serbien i grænselandet nær Kosovo.

– I langt de fleste familier, som jeg arbejder med, har forældrene psykiske problemer, der gør dem passive, ligeglade eller modløse. De kan ikke længere finde kræfterne til at tage sig af deres børn eller til at skabe en fremtid for deres familier. De skal hjælpes, fortæller hun.

Murina Fatima kan ikke huske, hvornår hun sidst har grint. Længslen efter latter får hende til at græde. Hun savner sit liv i Kosovo, hvor der var en mening med det hele. Hun savner den tid, hvor hun havde en dagligdag. Hvor hun stod op om morgenen for at gå på arbejde, og hvor hun og hendes mand havde et almindeligt liv.

– Og se nu her – nu sidder jeg jo bare, græder Murina Fatima og slår ud med armene mod værelset.

Den slags fortvivlelse kender Jesper H.L. Jørgensen til. Han er formand for Læger uden Grænser i Danmark og har selv arbejdet med flygtninge og internt fordrevne i forskellige kriseområder verden over.

– Det er en stor psykisk belastning at leve et liv i limbo som disse mennesker. Du hører ikke til nogen steder, dit tilhørsforhold til din hjemegn er blevet brudt, og du ved ikke, hvor du er på vej hen. Du kan planlægge én dag ad gangen, men det er ekstremt kortsigtet for et menneske at skulle forholde sig til, forklarer Jesper H.L. Jørgensen.

Konsekvenserne af de lange ophold i venteposition i lejrene kan være modløshed, søvnløshed, aggressivitet, magtesløshed og depression. Jesper H.L. Jørgensen tilføjer, at nogle af de internt fordrevne er under stort psykisk pres, da flugten i sig selv kan have været en dramatisk oplevelse.

– Det er tit under ekstremt traumatiske omstændigheder, at folk flygter. Så oven i ventetiden har de nogle forfærdelige oplevelser, der også påvirker deres mentale helbred, siger han.

Den passive ventetid udvikler også et afhængighedssyndrom hos de internt fordrevne. Miroslav Gutesa er socialarbejder for FN?s Flygtningehøjkommissariat, UNHCR, i Serbien. Gennem sit arbejde er han dagligt i kontakt med internt fordrevne i både kollektive lejre og fordrevne i en privat, lejet ejendom.

– De bliver meget passive, fordi de vænner sig til, at andre tager sig af dem i lejrene, hvor de er i årevis. Det gør det svært at hjælpe dem med at komme videre med deres liv. Og nogle gange oplever jeg, at de helst ikke vil flytte fra lejrene, for så skal de selv skaffe penge til regninger og deres øvrige leveomkostninger, fortæller Miroslav Gutesa.

Psykiske syge folk kan heller ikke få megen hjælp, når først de er i lejrene. Derfor er der heller ikke megen hjælp at hente til familien Petkovic. Døren til familiens hjem kan ikke åbnes helt på grund af det store læs af jordslåede og beskidte klude, poser med tomme, beskidte maddåser og papkasser. På badeværelset er de rødlige fliser bag toilettet plastret til med mørke plamager af ekskrementer, og der er en kvalmende stank af råd, mug og afføring i hele lejligheden. Kun et meget dunkelt lys fra et halvt tildækket vindue lyser de meterhøje dynger af affald op.

Et net kartofler ligger blandt mudrede gummistøvler og malerspande. En lille dreng på fire år løber ind over de mange bunker for at hente hundehvalpen, der ligger og blunder midt i det hele. Han løber ud med den til sin niårige søster, der leger udenfor.

De er børnene af Budimir og Slavica Petkovic, der bor i det møgbeskidte værelse. Forældrene er begge retarderede, men de er alligevel placeret i en kollektiv lejr for internt fordrevne, til trods for at der ikke er nogen til at hjælpe dem. Hjemme i Kosovo tog moderens familie sig af dem og især børnene, der ikke fejler noget.

– Vi gør, hvad vi kan for at hjælpe dem, men der er ikke nogen juridiske eller socialpolitiske mekanismer her i Serbien, der giver os mulighed for at flytte børnene. Men vi er bange for, at de også får psykiske problemer, hvis de skal blive hos deres forældre, forklarer Natasa Milosavljevic.

En af Natasa Ceribasic Ljubomirovics opgaver er at holde øje med personer med psykiske lidelser. Hun forsøger at skaffe dem bedre levevilkår ved at formidle hjælp hos andre ngo'er, lokale klinikker eller organisationer. Hun har gennem sit job gjort sig de samme erfaringer som Natasja Milosavljevic.

– Meget af den hjælp til fordrevne, der tidligere kom fra ngo'er, er stoppet på grund af den langtrukne situation, der ikke længere er akut. Det er derfor virkelig svært at hjælpe de mennesker, der sidder i kollektive lejre i dag, da myndighederne ikke har ressourcer til at tage sig af dem. Derfor er vi ude og prøver at skabe netværk i lokalområderne, forklarer hun. Tit er de syge flyttet bort fra deres familie og venner, der under normale omstændigheder ville hjælpe dem med at få dagligdagen til at fungere til trods for deres sygdom.

De mange syge bekymrer Natasa Ceribasic Ljubomirovic, for det er svært at finde løsninger og hjælp til dem alle.

– Konsekvensen er, at vi kommer til at stå med en stor gruppe mennesker med psykiske lidelser, som vi ikke kan finde plads til i samfundet. Dermed er chancerne for at integrere dem endnu mindre, konkluderer hun og håber, at løsninger og forhåbninger som Murina Fatimas bliver indløst.

For Murina Fatima har stadig håb for både sig selv og sin mand. Et tag. Fire vægge. Et hjem. Selvom hun ikke husker, hvornår hun sidst har haft noget at glæde sig over, så kan hun huske, hvordan det var at have et liv. Det var dengang, de havde et sted, hun kunne kalde hjem. Så hendes eneste håb er, at nogen vil hjælpe hende med at skaffe dem et hus. Trods de 10 år i lejren er det et håb, hun holder fast i.

– Hvis jeg får et hus, får jeg mit liv og min lykke tilbage, siger hun.

udland@kristeligt-dagblad.dk