Karen Jespersen sætter stor pris på den egnsbestemte og lokale kulturarv, mens hun til gengæld finder science fiction for konstrueret. --
- Hanne Paludan Kristensen/Scanpix.
Tomas Revsbech |
15. februar 2010
Karen Jespersen, der har skabt debat med sit forslag om kortlægning af religiøse hensyn, mener, at kulturarven fra lokale museer, fortidens gravhøje og protestantismen er med til at forme os som mennesker og land
Hvad er din største kultur- oplevelse?
– Hvis man må forstå det spørgsmål i en mere bred forstand, så er det i virkeligheden, da jeg som ung arkæolog var med til en udgravning i det nordvestlige Iran. Her udgravede vi den ældste boplads med fastboende bønder, man endnu har fundet.
– Det var med andre ord det første sted i verden, hvor man er gået fra jægersamfund til et bondesamfund. Det var en helt fantastisk oplevelse – både fordi udgravningsholdet bestod af folk fra hele verden, og fordi det er i nærheden af Mesopotamien, der er grundstenen for den moderne civilisation.
Hvad er din seneste store læseoplevelse?
– Det er Ayaan Hirsi Alis "Opbrud og oprør". Den giver et enestående indblik i, hvad det vil sige at leve i Somalia og også Kenya, der består af helt anderledes kulturer, end vi er vant til. Samtidig skriver hun godt, og hele hendes møde med Vesten og de frihedsværdier, vi bygger samfundet på, er spændende læsning.
Hvilken bog har gjort størst indtryk på dig nogensinde?– Som 17-årig læste jeg "Med solen i ryggen"af Halfdan Rasmussen, Ivan Malinowski og Erik Stinus. Det er en blanding af beskrivelser, beretninger og digte, der giver et indblik i de dikta- turer, der var i Grækenland, Spanien og Portugal på det tidspunkt. Det er en fantstisk bog, som jeg stadig er meget begejstret for. Det er virkelig en øjenåbner for, hvad der skete i de lande på det tidspunkt.
– Jeg fik bogen af min moster på selve min fødselsdag, og det viser også noget andet, nemlig at når voksne mennesker giver unge bøger, kan det få stor betydning for dem og præge dem.
Hvad vil du anbefale fra kulturudbuddet i Danmark lige nu?– På det seneste har der været nogle helt fantastiske kunstudstillinger, som jeg vil anbefale folk at se. Jens Søndergaard har netop været udstillet på Kastrupgaard på Amager, og jeg ved, at han bliver udstillet i Vejle og flere andre steder i den kommende tid. Ham vil jeg anbefale. Derudover har jeg set Oluf Høst på Arken og Emil Nolde på Ordrupgaard, og de udstillinger synes jeg bestemt også er et besøg værd.
Hvad betyder kultur for dig?– Det betyder meget – både i snæver og mere bred forstand. I snæver forstand er det kunst, bøger og musik. Det er alt sammen med til at påvirke og forme én.
– I bredere forstand er kulturen dét, der former et land, og dermed også os alle sammen. Det er vores vaner, normer, værdier, historie og kulturarv.
– Der er undersøgelser, der viser, at der i protestantiske lande er større lighed og større grad af tillid. Og det skyldes jo den kulturelle arv fra religionen. Men også hvis man går længere tilbage, er der hele overgangen til kristendommen og tiden før den. Den er lige rundt omkring os. Både i landskabet, hvor der mange steder ligger gravhøje, og i de gamle kirker, hvor man kan opleve romanske ansigter, der er hugget ind i væggen.
Er der områder af kulturlivet, som efter din opfattelse for- tjener mere opmærksomhed?– I forlængelse af det, jeg lige har sagt, ville jeg ønske, at borgerne i Danmark var mere bevidste om den kulturarv, der ligger rundt omkring i landet. Kalkmalerier, for eksempel, er ikke bare stor kunst, men fortæller også nogle historier og skildringer, der er helt fantastiske. Der er også alle de mange lokale museer, hvor man får indblik i et særligt stykke lokal danmarkshistorie. Det kan være Limfjordsmuseet, Willemoesmuseet i Vendsyssel eller Kvindemuseet i Århus for den sags skyld. Eller de gamle vikingeborge Trelleborg og Fyrkat.
Er der aspekter af kulturlivet, som ikke siger dig noget?– Science fiction har aldrig sagt mig noget. Det virker alt for konstrueret og siger ikke noget om det, jeg er optaget af i mit kulturliv.
revsbech@kristeligt-dagblad.dk
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad